Den uendelige historie – En halv anmeldelse

Den uendelige historie 

Forfatter: Michael Ende
Illustrator: Roswitha Quadflieg
Forlag: Sommer og Sørensen 
Sideantal: 435
Originalsprog: Tysk (læst på dansk)

6270662
Den, der kommer til Fantàsien, får af den Barnlige Kejserinde en medaljon som et symbol på den ubegrænsede magt. GØR HVAD DU VIL, lyder dens inskription, og først tolker Bastian disse ord som: »Gør, hvad du har lyst til«, hvorved han trækkes dybere og dybere ned i en malstrøm af utæmmet fantasi, der systematisk udsletter enhver erindring om den virkelige verden. Omsider erkender han, at medaljonens motto også kan betyde »Gør det, du har en indre trang til, følg din egentlige vilje.« Uden sin ven Atréju havde Bastian aldrig fundet vejen tilbage fra dette uendelige fantasirige, landet uden grænser.
Det lyder måske lidt underligt med en halv anmeldelse, men prøv lige at hænge på.
Jeg har aldrig set filmen, så jeg gik til den her bog helt uden nogen viden om den, eller noget forhåndsindtryk.
Det første der mødte mig i bogen, var en af de mange fantastiske illustrationer

Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.10.58Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.11.21Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.11.37

De er så spændende, og jeg kunne helt ærligt kigge på dem i timer (ej måske ikke timer, men virkelig lang tid). De er alle sammen lavet i røde og grønne farver, og det er et tema gennem hele bogen. I “den første halvdel” står Bastian i rødt og Atréju i mørkegrøn, i “den anden halvdel” har de byttet farve.
(Bogen er jo faktisk slet ikke inddelt i 2 halvdele, men jeg kommer stadig til at snakke om den i 2 halvdele. Den første halvdel er før Bastian kommer til Fantásien, og den anden er efter han kommer til Fantásien.)
Det gjorde mig ikke noget at bogen startede i en af de her boghandlere, man selv ønsker sig at farer vild i, og fra det første lys faldt ind i Hauleskoven fra lygtemandens lygte var jeg hooked.
Jeg slugte eventyr på eventyr sammen med Atréju, heppede på ham, græd med ham, mærkede hans mod og intelligens vokse, følte hans frustrationer og hans glæder, hans sorger og tab. Jeg følte ham hele vejen igennem, og ville så gerne have at de hele lykkedes for ham!
Og det gjorder det jo! Men ikke før Bastian havde været lidt dummere og mere irriterende end man havde regnet med, og heller ikke før Dronningen af hele showet måtte ty til drastiske metoder for at få Bastian til at fatte pointen. Jo jo, godt nok er Bastian kun 10-11 år, men når der lige frem står udførligt hvad knægten skal gøre, så kan det vel ikke være så svært vel? Det kunne det åbenbart.
Men jeg elskede stadig bogen, og heppede på hele konceptet.
Men det var her det begyndte at gå galt, farverne skiftede, Bastian kom i forgrunden og blev grøn, Atréju havde udført sin heltemodige gerning og måtte pænt træde i baggrunden og blive rød.
Allerede fra det øjeblik Bastian overtog showet og Fantásien, mistede historien hele sin magi for mig.Den var ikke længere tiltalende, spændende og noget jeg så frem til at komme hjem til.
Bastian irriterede mig, og hele det her “alt er fantastisk, alt går efter Bastians hoved, og der er ingen modgang”, blev trættende i længden.
Alt blev bare lidt for fantastisk i Den uendelige historie, det hele begyndte at føles som om, det var en 5-årig på lykkepiller der havde skrevet det: “UH UH UH , og så legede vi jo at Bastian kunne slå den bedste helt, i hele Fantásien, selv om han aldrig har været oppe og slås før, og så sagde vi jo også lige, at alle borgerne i byen savnede et bibliotek, så det opfandt han lige! Og så elskede alle ham bare helt vildt, og Atréju og Bastian blev bedste venner, bare sådan lige da de kiggede på hinanden.”
Og det var her jeg måtte trække mig fra historien. Jeg kunne ikke mere, jeg kunne ikke holde Bastian ud mere. Og tro mig, det har ikke været nogen nem beslutning, jeg har kæmpet med ham fra side 197 til side 271. Jeg ved godt at bogen er skrevet til et meget yngre publikum end mig, men når jeg nu elskede “første halvdel”, burde jeg så ikke også have elsket “anden halvdel” ? Måske, men det kunne jeg bare ikke.
Hvis du spørger mig skulle bogen havde sat sit punktum, da Bastian havde redet Fantásien, og alt var lykkeligt og rart. Det viser sig så at Hollywood også har valgt at slutte bogen hvor jeg synes den skulle (jeg blev nød til at finde ud af hvordan Hollywood havde valgt at afslutte filmen, som om at det gør min mening mere “lovlig”).
Har du læst Den uendelige hsitorie, og har du den samme, eller en helt anden oplevelse af den end mig, så vil jeg virkelig gerne høre den!

– Louise

Reklamer

Månedlig recap – Juli 2016

Ah, juli. Varme, solrige juli… eller var det regnfulde, overskyede juli? Det har under alle omstændigheder været en god måned at læse i, hvad enten det blev gjort indendørs eller udendørs. Her er hvad vi har bedrevet i denne måned.

Sille har i denne måned læst:

Uhyre

Forfatter: Sara Gruen
Forlag: Bazar
Uhyre var på én gang en anelse skuffende og glædeligt overraskende. Jeg har skrevet en anmeldelse af bogen som du kan læse her.

Lumberjanes, vol 1: Beware the Kitten Holy og vol 2: Friendship to the max

Forfatter: Noelle Stevensson og Grace Ellis. Illustreret af Brooke Allen.
Forlag: BOOM! Box
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal fortælle om Lumberjanes, andet end at det er en af de mest gakkede tegneserier, jeg nogensinde har læst. På én gang nuttet, lidt uhyggelig og fyldt med girl power og venskaber. Tegningerne er ikke overvældende fantastiske, men de er alligevel helt deres egne, og matcher historien om den meget eklektiske venindegruppe helt perfekt (det kunne lige så godt være Adventure Time, bare anderledes). Jeg skal helt sikkert have fat i de andre bind i serien, for der er ikke noget som at kværne en farverig tegneserie på ingen tid – også selvom man nogle gange bliver nødt til at lægge den fra sig fordi WTF-effekten er så voldsom, at det næsten er for meget.

Paper Girls, vol. 1

Forfatter: Brian K. Vaughan. Illustreret af Cliff Chiang og Matthew Wilson.
Forlag: Image Comics
Efter Lumberjanes var det helt naturligt at starte på Paper Girls, da jeg så flere anmeldere lovprise begge serier. Jeg kunne læse mig frem til, at jeg ville opleve en verden med solide 80’er-vibes, en fabelagtig streg og troværdige kvindelige hovedpersoner. What’s not to like, tænkte jeg. Og de kloge hoveder havde naturligvis ret. Jeg blev opslugt af historien om de 12-årige tomboys og avisbude Tiffany, KJ, Mackenzie og Erin. Lige som Lumberjanes er Paper Girls nogle gange virkeligt langt ude, men hvor Lumberjanes har straight up knald i låget, er de fire avisbudes eventyr inspireret af helt klassisk 80’er-sci-fi, og historien er, trods åndeløst spændende øjeblikke, langt mere nede på jorden og rytmen meget nemmere at falde ind i. Jeg var helt pjattet med hver eneste side i Paper Girls, og jeg glæder mig til at kaste mig over de næste bind.

Endnu en Katherine (An Abundance of Katherines)

Forfatter: John Green
Forlag: Høst & Søn
Ah, John Green. Man går aldrig rigtigt fejl med ham, vel? Jeg har indtil videre ikke oplevet at åbne en af hans bøger og blive skuffet, og jeg elsker hans evne til at beskrive tilsyneladende helt almindelige teenagere så de fremstår som de mest dyrebare, unikke mennesker, helt uden den store palaver og fanfare. I Endnu en Katherine handler det ganske vist om det modsatte: Colin er nemlig et vidunderbarn, med en hjerne der er langt skarpere og mere klæbende end de fleste andre jævnaldrendes. Det ligger i kortene at han skal udrette noget stort og gøre en forskel i verden. Men da Colin for 19. gang er blevet droppet af endnu en Katherine beslutter han og hans bedste (og eneste) ven Hassan sig for at tage på et road trip (jeg ELSKER når der er road trip i en Green-historie; så ved man ligesom at det bliver godt) og få Colin til at glemme sin miserable (s)tilstand. Men, surprise surprise, næsten intet går som de havde regnet med, og der bliver vendt op og ned på Colins opfattelse af det at finde sin plads i verden, og i særdeleshed Colins opfattelse af de mennesker, man har i sit liv. John Green har bedrevet en sød, virkeligt nørdet og absolut anbefalelsesværdig coming of age-roman der gør godt indeni.

Den her sommer (This one summer)

Forfatter: Mariko Tamaki. Illustreret af Jilian Tamaki.
Forlag: Høst & Søn
Vidunderskøn tegneserie om en sommerferie fuld af venskaber og hemmeligheder. Jeg har skrevet en lille anmeldelse som du kan læse her.

The Strange Library

Forfatter: Haruki Murakami
Forlag: Harvill Secker
Murakamis mørke, mystiske fortælling handler om at fortabe sig fuldstændigt i et bibliotek – sådan, rent bogstaveligt. Den ukendte hovedperson går ind på et bibliotek for at låne en bog, bliver ført til en hemmelig, afsidesliggende læsesal af en gammel mand og bliver spærret inde i et fangehul. Hvorfor? Fordi den gamle mand vil tvinge viden ind i drengens hoved og derefter spise hans hjerne, hvad ellers? Min tidligere erfaring med Murakami er begrænset til What I talk about when I talk about running, men jeg kan næsten regne ud at dette er en af hans mere dystre fortællinger. Hjulpet godt på vej af de smukke, men forstyrrende og urovækkende illustrationer er The Strange Library en fabelagtig lille bog – men jeg har altså ikke travlt med at kigge forbi mit lokale bibliotek igen. Yikes.

Louise har i denne måned læst:

De gale

Forfatter: Kim Fupz Aakeson
Forlag: Høst og Søn
For mig var det her en “genlæser”. Den var på pensum i 8. eller 9. klasse, kan ikke helt bestemt huske hvilket klassetrin. Men en ting er sikkert, den har hængt ved. I mange år kunne jeg dog slet ikke huske hvad den hed, eller hvem der havde skrevet den, så I kan vel forestille jer min glæde da jeg fandt den! Jeg troede faktisk jeg kunne huske den fra enden til anden, men der var virkelig meget jeg havde glemt, selv slutningen, hvilket kom bag på mig.  Jeg kunne heller ikke huske at den var så sjovt skrevet, eller at sproget faktisk var så godt som det var.
Den var super sjov at få genopfrisket. 

Alkymisten

Forfatter: Paulo Coelho
Forlag: Bazar
Jeg var så utrolig heldig at få besøg af en rejsende bog i den her måned. Det var en komplet fantastisk og unik oplevelse, og en jeg håber alle bogbloggere får lov at få.
Jeg har skrevet en anmeldelse af både bog og oplevelsen det var at have selskab af den.
Anmeldelsen  finder du lige her: Alkymisten

Den røde cirkel (Sherlock Holmes #8)

Forfatter: Arthur Conan Doyle
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Jeg har altid elsket Sherlock Holmes på film, så da jeg fandt en novellesamling på biblioteket, tænkte jeg at jeg måtte se, om jeg kunne forlænge vores film-affære til den boglige verden. Og det må man sige lykkedes. Jeg faldt “head over heels” for skriverierne og deres finurligheder. Jeg elsker fra første ord forholdet mellem Holmes og Watson, men fandt begge figurer meget anderledes end dem, jeg har lært at kende gennem tv og film. I sær Holmes, han virker ikke nær så kold og følelsefjern/verdensfjern som i tv/film.
Men bogen var alligevel et hit.

 

Boganmeldelse: Den her sommer

Den her sommer (This One Summer)

Forfatter: Mariko Tamaki, illustreret af Jilian Tamaki
Forlag: Høst & Søn
Sideantal: 319
Originalsprog: Engelsk (læst på dansk)

IMG_20160729_183410

Jeg har hele mit liv været vildt fascineret af myten om sommer; duften efter sommerregnen, duften af nyslået græs, lange lyse nætter, varmen der hænger tung over asfalten, uendelige mængder vaffelis (og uendelige mængder tid til at spise den), dovne dage med sand mellem tæerne og saltvand i håret.
I virkeligheden er jeg slet ikke så vild med sommer. Jeg er blegere end politiet tillader og bryder mig ikke om at få sol på huden, og min hjerne brænder sammen når temperaturen sniger sig op omkring de 23 grader.
Jillian og Mariko Tamaki gav mig en lille bid af lige præcis dén slags sommer, jeg længes efter – men også den slags sommer, der kun fascinerer mig i teorien og som altid har en bagside. Det er historien om Rose og hendes forældre, der hvert år tilbringer sommeren i et sommerhus ved Awago Beach, hvor Rose bruger næsten al sin tid med sin halvandet år yngre sommerveninde, Windy. Det er en historie om en sommer, der på én gang er smuk, varm og lige efter bogen, og samtidig fuld af trykket stemning, hemmeligheder og ensomhed.

IMG_20160729_183249

Den her sommer handler først og fremmest om Rose og hendes forhold til Windy, og hvordan de to piger, der har kendt hinanden så længe, kan være uadskillelige og usårlige det ene øjeblik, og det næste kan være så langt fra hinanden at man bliver i tvivl om, hvorvidt de måske er ved at vokse fra hinanden. Det er hjerteskærende når Windy selv synes at hun har sagt noget hylende morsomt, og Rose bare synes at hun er barnlig. Halvandet års aldersforskel kan synes af meget når man stadig er helt ung og den ene begynder at gå til fester, imens den anden går til pyjamasfester.
Historien handler lige så meget om Roses forhold til sine forældre. Moderen er fraværende, anspændt og kort for hovedet, og faderen prøver konstant at skabe en god stemning, for nu holder vi jo ferie og så skal man da bare slappe af og være glad. Ingen kan rigtigt få moderen i tale, og da hendes svoger prøver at lokke hende ud at bade sammen med resten af familien står det pludselig klart, at moderen holder noget hemmeligt – noget, der relaterer sig til Awago Beach og i særdeleshed til at bade ved stranden.

IMG_20160729_183102

Jilian Tamakis streg og Mariko Tamakis ord har på mesterlig vis taget mig med til en smuk men barsk verden, hvor det at lege med sin barndomsveninde ved stranden går hånd i hånd med melankoli og skjulte traumer. Jeg slugte bogen på ingen tid, og har hele tiden lyst til at genlæse mine yndlingspassager. Den fortjener 5 stjerner og alverdens varmeste anbefalinger.

– Sille

Boganmeldelse: Uhyre

Uhyre (At The Water’s Edge)

Forfatter: Sara Gruen
Sideantal: 406
Originalsprog: Engelsk (læst på dansk)

Dette er et anmelder e-bogseksemplar fra Forlaget Bazar

 IMG_20160723_143023
Hvis jeg siger uhyre, tænker du så på store, frådende monstre der spiser får og børn, eller tænker du på det menneskelige monster, som vi alle bærer i os i et eller andet omfang, og som hos nogle personer er så åbenlyst?
Mit umiddelbare indtryk af denne bog var, at vi primært skulle beskæftige os med førstnævnte. Der blev i hvert fald lagt op til det, da historien i store træk er som følger: Under Anden Verdenskrig morer Maddie Hyde, hendes ægtemand Ellis og deres fælles ven, Hank, sig med skandaler, drukture og fester. Efter en særdeles festlig nytårsaften vælger Ellis’ far at slå hånden af Ellis, og Ellis og Hank beslutter sig derfor for at tage til Skotland for at finde selveste Loch Ness-uhyret – et eventyr Ellis’ far, en rig oberst, i sin tid begav sig ud på, og som umiddelbart så ud til at lykkes, indtil han bragte skam over familien ved at fremstille manipulerede billeder af uhyret. Ellis er opsat på at medbringe fotografiske beviser for uhyrets eksistens til Amerika, under dække af at ville rense familiens navn og vise sit værd over for sin far. Ellis lider nemlig af farveblindhed og blev derfor kasseret som soldat, hvilket ikke ligefrem huer faderen. Maddie og Hank tager med Ellis på rejsen, der viser sig at være barsk – hvilket man måske kunne have sagt sig selv, krigen taget i betragtning, men den slags tager overklassetrioen ikke så tungt. Alle tre har svært ved at vænne sig til en ny tilværelse på en afsidesliggende kro i Skotland: ingen elektricitet, ingen tjenere der rydder op efter de privilegerede amerikanere og hengemt havregrød til morgenmad. Med andre ord: en tilværelse blandt det arbejdende folk. Hvilken gru!
Imens krigen raser må Maddie tilbringe meget af sin tid alene og sammen med de ansatte på den lille kro, og det viser sig at være lige præcis dét, der giver hende selvværd- og indsigt nok til at begynde at sætte spørgsmålstegn ved hele tilværelsen – især da hun tilfældigvis opdager, at hendes ægteskab med Ellis er resultatet af et møntkast. Hun ser pludselig alt i et andet lys: Har Ellis virkelig løjet om sin farveblindhed for at slippe for hæren? Har Hank gjort det samme? Har Ellis til hensigt at rense familiens navn, eller er det bare en dækhistorie for at sikre sig adgang til sin fars formue? Elsker Ellis virkelig Maddie, eller friede han kun til hende fordi han var for stolt til at lade hende gifte sig med deres fælles ven Freddie? Og hvem er i virkeligheden det rigtige uhyre?
Maddie er sådan en type, jeg ellers ikke bryder mig om; privilegeret, overbeskyttet og forkælet, men i takt med at hun opdager sin mands mørke hemmeligheder og lærer de ansatte på kroen at kende, bliver hun stærkere, mere selvstændig og opdager at hun slet ikke er så dum som omverdenen har ladet hende tro. Hun finder glæde ved at få afstand til sin mand, blive sat i arbejde og ved at opbygge et fællesskab med de lokale – i et enkelt tilfælde lidt mere end fællesskab, wink wink. Hun finder sig selv, for nu at bruge en slidt men meget relevant frase. Man kan i øvrigt ikke bebrejde hendes naive og forkælede tilgang til livet: hun er en kvinde i 1940’erne, der hele sit liv er blevet fortalt at hun kun duer som lille, fin pyntegenstand og først rigtigt bliver noget værd når hun er blevet gift. Charmerende…
Det hører sig til sjældenhederne at en bog ved første øjekast ikke virker synderligt tiltalende, for derefter at overraske mig så positivt, at jeg får lyst til mere fra forfatterens hånd. Jeg så ikke Maddies og historiens udvikling komme, og jeg glædede mig over at hun endelig fandt sit mod og styrke. Jeg havde ikke meget tid og overskud til at læse, men da jeg endelig fik sat mig ned kværnede jeg den ene side efter den anden, simpelthen fordi jeg måtte vide, hvad der nu skulle ske.
Uhyre fortjener 3 af 5 stjerner. Når jeg ikke flotter mig og giver et stort femtal skyldes det sproget, der til tider er så fint og sirligt, og til tider så fladt at jeg bliver frustreret over de manglende naturbeskrivelser: jeg har sjældent kunne fremkalde så få billeder af både karaktererne og omgivelserne, og det ærgrer mig. En anden ting der trækker ned er, at Maddie trods nyfunden selvstændighed kaster sig i armene på Angus, som arbejder på kroen. Jeg forstår ikke altid tiltrækningen mellem de to, og selvom det er soleklart at han er en klog og (k)ærlig mand, og i øvrigt langt bedre end Ellis, ville jeg gerne have set forfatteren køre historien hele vejen ud ad den feministiske tangent og gjort Maddie helt fri; med arbejde, selvforsørgelse og gode venner omkring sig, uden at have brug for en mand til at beskytte sig.

– Sille

Boganmeldelse: Alkymisten

Alkymisten

Forfatter: Paulo Coelho
Forlag: Bazar
Sideantal: 211
Originalsprog: Portugisisk (læst på dansk)

IMG_0106

Alkymisten er den magiske historie om Santiago, en andalusisk fårehyrde der følger sin drøm om at finde en af verdens rigeste skatte. Fra sit hjem i Spanien rejser han til markederne i Tanger, Egyptens ørken og et skæbnesvangert møde med Alkymisten. Historien om de skatte Santiago finder på sin vej, lærer os den vigtigste af alle visdomme: Lyt til dit hjerte, forstå tegnene og frem for alt, følg dine drømme.
Jeg har været så utrolig heldig at måtte være en del af en af de mange rejsende bøger der er i omløb. Det er første gang jeg har haft besøg af en rejsende bog, men jeg håber bestemt ikke det er den sidste.
Denne rejsende bog er startet af Simone fra Boghjørnet , og jeg synes det er et virkelig modigt valg af bog, for det er en meget speciel og unik bog. Den er ikke for alle, og jeg må indrømme at den heller ikke helt var noget for mig.
Jeg tror dog, at folk der tror på en form for Gud (om det så er Allah, Jehovah eller Gud) virkelig vil elske den her bog inderligt.
Den handler om at tro på, at der en højere magt, der på en eller anden måde har udstukket din rigtige livsbane. Det er så op til dig at lytte til verden, dit hjerte og de tegn livet giver dig, for på den måde at opnå den altoverskyggende (guddommelige) lykke/fred eller med andre ord, finde dit livs skat.
Men en sådan skat i livet kan jo være mange ting, så hvornår ved man at man har fundet den? Hvordan ved man at tegnene, hjertet og universet/verden taler sandt og ikke prøver at lokke dig på afveje? Ja det må du læse bogen for at få svaret på.
Bogen blev i længden alt for lommefilosofisk til mit temperament, og skrivestilen mindede mig, på trods af ikke at have kigget rigtigt i den siden det obligatoriske til konfirmationsundervisning, rigtig meget om biblen.
Det var dog utroligt hyggeligt at læse/se alle de ting folk har tilføjet til bogen, og hvor forskeligt folk kan tolke ting, og hvad folk kan få ud af ord på papir.
IMG_0107
Bogen får 2 ud af 5 stjerner fra mig. Den er i og for sig rigtig smukt skrevet, men jeg følte ikke personerne, blev som sagt træt af den lommefilosofiske tilgang til historien, dog vil jeg sige, at det hele gav meget mere mening da forfatteren selv tog ordet til sidst.
Men fik jeg så overhovedet noget ud af at læse den her bog, på trods af de kun 2 ud af 5 stjerner jeg giver den?
Det gjorde jeg, faktisk en hel del. Den satte en masse tanker i gang om mit eget liv (bare rolig, dem skal jeg nok sparer jer for), og om hvordan vi som mennesker tolker de  ting der sker i vores liv, og hvor meget et positivt og optimistisk syn på selv de små ting, er så utroligt vigtigt for at holde humøret oppe (ej så endte jeg også med at blive helt lommefilosofisk!)

IMG_0109
– Louise

Books on film #1 – The Magicians

The Magicians, sæson 1
HBO Nordic
TV-serie baseret på trilogien af samme navn, skrevet af Lev Grossman

Spoiler alert: Hvis du ikke kender noget til Lev Grossmans trilogi, og helst ikke vil have afsløret noget, bør du nok ikke læse videre. (Og således forsvandt min kæmpestore læserskare…)

Jeg begyndte på første bog i Lev Grossmans magikertriologi med et håb om at finde noget ekstraordinært. ”Det er ligesom Harry Potter, bare ikke så børnevenligt”, sagde folk. Det lovede jo glimrende. Jeg bestilte en billig udgave af den første bog på Amazon, og jeg glædede mig til at starte med læsningen. Det tog mig dog ufatteligt lang tid (Jeg vil slet ikke fortælle hvor lang tid, det er alt for pinligt) overhovedet at komme 200 sider ind i bogen, og selvom historien var spændende og helt anderledes, end jeg havde forestillet mig, måtte jeg på et tidspunkt opgive igen. Om jeg var skuffet fra starten? Bestemt ikke. Teoretisk set var Grossmans historie right up my alley: en moderne fortælling om ældgammel, kompliceret magi, der ikke kræver tryllestave og spidse hatte, og et persongalleri og et sprog, der bliver ved at overraske og begejstre. Så hvorfor gav jeg op? Jeg er stadig ikke helt sikker. Det kan lige så vel skyldes at lige denne udgave af bogen er sat med en typografi, der gør mig træt i hovedet og får mig til at læse den samme sætning igen og igen, som det faktum, at jeg læste bogen på et tidspunkt hvor jeg var stresset og ikke havde meget tid tilovers til en bog på over 300 sider.
Nå. Noget var der i hvert fald galt, og det irriterede mig, da jeg så gerne ville elske historien. Men så var det at HBO fik den fede idé at lave The Magicians som tv-serie. Og så var det at jeg slugte hele første sæson på ganske kort tid. Og så var det at jeg faldt pladask for hele menageriet. Og nu skal jeg prøve at forklare jer hvorfor.
I store træk er historien i tv-serien den samme som i bogen: Quentin Coldwater er en ung mand i 20’erne, der er besat af de gamle børnebøger om Fillory, et magisk land meget lig Narnia. Quentin tilbringer en del tid med korttricks, hvilket han er absolut habil til. En dag opdager han og hans bedste veninde, Julia, at magi rent faktisk findes, da de begge bliver indkaldt til optagelsesprøve på Brakebills, et slags college for magikere. Quentin bliver optaget, Julia gør ikke, og Quentins nye liv som kommende magiker begynder. Han oplever alle de ting, man ellers vil gøre på ethvert college: drukture, eksamener, kedelige forelæsninger, nye venner og at antage ræveskikkelse og derefter have sex med sin veninde Alice (helt almindelige college-ting, right?). Quentin opdager også, at livet som magiker langtfra altid er noget, man bør efterstræbe; det er hårdt, opslidende arbejde og det har mildest talt mørke sider. Disse mørke sider får han og hans venner især at føle da en af skolens professorer bliver myrdet og skolens dekan får revet øjnene ud af et mørkt, skræmmende væsen kaldet The Beast, med en sværm af natsværmere som ansigt, der træder ind midt i undervisningen – et væsen, der tilsyneladende er tilkaldt af Quentin og Alice ved en fejl, da de prøvede at hidkalde Alices afdøde bror, Charlie. Ups.
Herfra bliver historien kun mere og mere spændende, og mere og mere indviklet. Quentin og hans venner må kæmpe ligeså vel indbyrdes som med udefrakommende for at finde svar på flere spørgsmål: Hvem er The Beast? Kan han besejres? Og findes Fillory i virkeligheden?
I modsætning til bøgerne buldrer Tv-serien The Magicians afsted i et hæsblæsende tempo, og der er nok at holde styr på (ikke Game of Thrones-nok, men alligevel). Historiens forløb følger i øvrigt langtfra bogens. Måske er det netop derfor, jeg holder så meget af serien, men ikke af bogen. Det kan selvfølgelig også skyldes den visuelle side, og de fabelagtige effekter (it’s so pretty!), men i særdeleshed også skuespillerne og den vittige, skarpe dialog og humor (yndlingsscene: Quentin der midt i en terapisession synger Taylor Swift og får hele holdet til at danse omkring), som er så langt fra Harry Potter som man kan komme. Karakterne er sjovt nok helt anderledes end jeg læste dem, men de fungerer fabelagtigt. Jason Ralph spiller den lidt kiksede Quentin, Olivia Taylor Dudley spiller stille, kloge Alice (som jeg havde forestillet mig havde sort hår og var lidt goth. Why?!), Hale Appleman portrætterer den altid sarkastiske, feminine Eliot og Arjun Gupta spiller min absolutte yndlings, den synske Penny.
Alt i alt har første sæson af The Magicians taget mig med storm, og jeg glæder mig helt vild til sæson 2. Serien får 5 af 5 stjerner, og jeg vil anbefale den stærkt til alle, der er til dyster fantasy.
Så hvad ville jeg sige med denne alt for lange, alt for usammenhængende rant? Det kan lyde så belærende, men altså: husk lige, at nogle gange er bogen bag en film eller serie ikke altid det eneste rigtige medie. ”Jamen den er helt anderledes end bogen!” er en lad undskyldning for ikke at give film- og seriemediet en chance for at bringe karakterer til live og fortælle en historie fra et andet perspektiv end det man læser i en bog. Så hop ned fra din høje hest og hold op med at hate på os, der nogle gange hellere vil se levende billeder.
Kærlig hilsen hende, der overordnet set synes at Harry Potter-filmene er bedre end bøgerne…

Well-read women – A reader’s journal

Jeg valgte virkelig at forkæle mig selv her for lidt tid siden.
Jeg har længe kigget langt efter en “reader’s journal”, efter jeg er begyndt at bogblogge og faktisk har skullet huske hvad jeg syntes om de bøger jeg læser, har jeg fundet ud af, at det er jeg rigtig dårlig til, hvis der går mere end et par dage fra afsluttet bog til skreven anmeldelse. Jeg kan godt huske helheden, men ikke nok til, at jeg selv ville være tilfreds med den anmeldelse, jeg ville få brygget sammen i sidste ende.
Jeg havde besluttet at jeg virkelig ville have en der var smuk, og gerne med et budskab i sig selv. Og så fandt jeg den! Den mest fantastiske og smukke “reader’s journal” i verden (hvis du spørger mig )
IMG_9995
Smuk, gennemført og med en røvfuld stærke litterære kvinder. Alle akvarellerne der er i bogen kommer fra Well-Read Women: Portraits of Fiction’s Most Beloved Heroines (der indeholder 50 akvareller), der er illustreret og skrevet af Samantha Hahn. Jeg ville utroligt gerne eje begge bøger, men havde kun råd til den ene.
IMG_9997
Elizabeth Bennet – Stolthed og fordom
IMG_0002
Alice – Alice i eventyrland
IMG_0001
Mary Lennox – Den hemmelige have
IMG_9999
Wendy Darling – Peter Pan
IMG_9998
Juliet Capulet – Romeo og Juliet
Der er de helt basale ting man har brug for at kunne udfylde, og med et par stikord synes jeg selv man kommer langt.
13664711_10210342453342898_1052405409_n
Bogen indeholder også flere inspirationssider. De er inddelt efter et par forskellige bogpriser, og giver oversigt over årstal og vinder. Det kunne være meget sjovt at se, hvor mange af dem man selv kunne nå at læse.
IMG_0003
Hvis I står og mangler en smuk og brugbar gave til en af de mange bogelskere i jeres liv, er jeg overbevist om de vil komme til at elske denne bog så højt som jeg elsker min!

The Summer Lovin’ Book Tag

Jeg er blevet tagget til at lave “The Summer Lovin’ Book Tag” af Rikke. Og jeg spurgte fluks Sille om hun dog ikke ville lege med, og det ville hun heldigvis rigtig gerne! Har du også lyst til at være med? Så synes jeg bare du skal komme i gang, og så lige smide en kommentar om at du er med, så vi kan se dine svar.


– Starten på sommeren: Vælg en bog med en fængende første linje.

Louise:
Jeg er så dårlig til at huske første linjer af bøger, men der er én der hænger ved. Det har den altid gjort, lige fra første gang jeg læste den. Det var den linje der fik mig til at læse hele bogen, og den linje der for mig rummer end hel verden. Det er første linje i en af mine yndlingsbøger (Åndernes hus), og den lyder:
“Barabbas ankom til familien ad søvejen”, skrev pigen Clara med sin spinkle håndskrift.
 Sille:
 Den er tricky, for jeg plejer at læse langt ind i en bog før jeg beslutter, om vi kan sammen. Den første sætning hænger derfor sjældent ved, men der er to, jeg er ret glad for. Den ene er fra Ronja Røverdatter:
Den nat Ronja blev født buldrede tordenen over bjergene, ja, det var en uvejrsnat, der fik alt troldtøj, som holdt til i Mattisskoven, til forskræmt at krybe ned i deres huler og skjulesteder, kun de onde skovhekse elskede uvejr højere end nogen anden slags vejr og fløj hylende og skrigende rundt om røverborgen på Mattisbjerget.
Nummer to er fra en af mine absolutte yndlingsbøger, Salingers The Catcher in the Rye:
If you really want to hear about it, the first thing you’ll probably want to know is where I was born, and what my lousy childhood was like, and how my parents were occupied and all before they had me, and all that David Copperfield kind of crap, but I don’t feel like going into it, if you want to know the truth.

– For varmt til at gå ud: Vælg en bog til en dag indenfor. 

Louise:
Da jeg læste det her “spørgsmål” tænkte jeg med det samme solstik, og så tænkte jeg på filmen “Martha”. Men hvad har en film med noget at gøre tænker du nok? Jo! Jørn Riel har skrevet en bog der hedder Satans til Higginbottom, og den minder utroligt meget om filmen “Martha”, dog med den lune Jørn Riel humor, og det hele kunne godt minde om en god omgang solstik.
Sille:
Jeg læser generelt ikke så meget udendørs, så alle mine bøger er primært til indendørs brug. Lige for tiden overvejer jeg at læse Sapiens af Yuval Noah Hariri, så den ville jeg umiddelbart vælge.

– Sommer road-trip: Vælg en bog du ville tage med dig.

Louise:
Den første der poppede op i mit hoved var  Faxerier fra Halfdan Rasmussen til Johannes Møllehave. Den er hyggelig, sjov, og man kan gå lidt fra, og det er jo meget smart når man sidder i en bil. Og oven i alt det, så er der nogle rigtig sjove indslag i, som man kan snakke med sine med-road-trippere om, og gode ting at debattere.
Sille:
Altså, jeg læser ikke når jeg kører i bil/bus/tog fordi jeg nemt bliver køresyg, men til pauserne ville jeg medbringe lidt god YA i form af John Greens Paper Towns. Det er generelt en dejlig bog, men det er mest pga. road trip-temaet, du ved.

– Iste godhed: Vælg en bog med et koldt scenarie.

Louise:
Av for den! Det gik op for mig, at jeg næsten ikke har læst vinterlige bøger. MEN! I Butcher’s Crossing får vinteren en afgørende betydning for alle personerne, ja hele U.S.A. Skæbnes vinter.
Sille:
Jeg kan ikke vælge én! Philip Pullmanns His Dark Materials-serie, og Gaimans Odd And The Frost Giants.

– Grum solskoldning: En bog du virkelig ikke har kunnet lide i år.

Louise:
Den bog jeg har givet allermindst stjerner er Broen over floden Kwaï, den fik kun 2 stjerner. Du kan læse min begrundelse i vores  Månedlig recap: Maj 2016 indlæg.
Sille:
Bum bum, jeg har faktisk ikke læst noget direkte utilfredsstillende i år. Endnu…

– Sydende varm sommerlæsning: Anbefal en af de bedste bøger du har læst i år.

Louise:
Bum bum, den bog jeg har læst i år, og som har gjort størst indtryk på mig var Fyrpasseren. Den var bare fantastisk fra start til slut! Du kan læse hvorfor i min anmeldelse. Men kort: Den fik mig til at tænke dybt over livet, over forventningerne til det, og at det man kan se med det blotte øje oftest ikke er det vigtigste i livet. Og så var sproget bare noget for sig selv. 
 Sille:
Det er jo rockersvært, det hér. Jeg kan ikke nøjes med at vælge én, for generelt har 2016 bare været et fabelagtigt læseår. Jeg lyder som en ridset plade, men jeg var helt pjattet med Dronningen af Tearling. Og da jeg hørte A Monster Calls som lydbog, sad jeg måske og græd lidt i toget. Måske. Du kan ikke bevise en skid.

Månedlig recap – Juni 2016

Woosh, og så var årets første rigtige sommermåned ellers overstået. Her er et recap af de læseherligheder, vi har haft mellem hænderne i denne måned.

Sille har i denne måned læst:

The Girl Who Soared over Fairyland and Cut The Moon In Two (Fairyland #3)
Forfatter: Catherynne M. Valente
Forlag: Feiwel & Friends (hørt som lydbog via Audible)
Det føles som om jeg læste tredje bind I Valentes eventyrlige serie for en milliard år siden. Jeg husker ikke selve handlingen i detaljer (som i overhovedet ikke. Pinligt!), men jeg husker at det var et glædeligt gensyn med September, Saturday og Ell. Jeg hørte bogen gennem min Audible-app, hvilket jeg kun kan anbefale. Valente læser selv bogen op, og hendes smukke, rå stemme er uimodståelig og passer perfekt til historien. Måske fordi, du ved, hun selv har skrevet bogen…
Frit Flet – Fællesbogen
Forfattere: Mette Moestrup, Line Knutzon og Naja Marie Aidt
Forlag: Gyldendal
Jeg havde et godt øje til Fællesbogen lige siden den udkom i 2014, men fik først for nyligt købt denne mursten af en coffee table book. Moestrup, Knutzon og Aidt har samlet en række interviews, fotos, digte og mail-korrespondancer om alt mellem himmel og jord, men i særdeleshed om feminisme (Ja, der var også meget andet, men det var ligesom det der fangede mig mest, for obvious reasons). Det er et underfundigt og spændende indblik i tre meget forskellige og alligevel meget ens forfatteres liv og arbejde, i et format der er nemt at gå til og fra, da intet er kronologisk. Bortset fra at bogens størrelse svarer til en avis og vægten til en grand danois var jeg begejstret og skal uden tvivl læse mere fra de tre kvinders hånd.
Dronningen af Tearling (The Queen of the Tearling #1)
Forfatter: Erika Johansen
Forlag: People’s Press
Det er spøjst som nogle Goodreads-anmeldelser brokker sig over Johansens debutroman fordi det ikke er ”klassisk fantasy”. Til det siger jeg: Bah, humbug! Jeg elskede netop bogen for at være så tæt på et klassisk, middelalderligt eventyr som det kan komme, og så lige dreje helt omkring og give historien et futuristisk twist. Jeg kunne blive ved ud af dén tangent, men jeg skal skåne jer og i stedet bede jer læse min anmeldelse, hvori jeg roser bogen til skyerne and beyond.
Illuminae (The Illuminae Files #1)
Forfattere: Amie Kaufman og Jay Kristoff
Forlag: Knopf Books
Tju-bang. Så enkelt kan det egentligt siges. Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad pokker jeg egentligt læste. Jeg ved bare, at den samling e-mails, IMs, interviews og anden indsamlet data, der er byggestenene i Illuminae, tog mig med storm. Det er forvirrende, fortryllende og fabelagtigt nytænkende sci-fi, og jeg glæder mig meget til at læse efterfølgeren. Skal jeg sige en enkelt negativ ting? Okay: hvis Illuminae giver os et sandfærdigt billede af livet i år 2575, så kan vi se frem til stadigvæk at skrive ”U” når vi mener ”you” og ”LOL” når noget er rigtigt skægt. Ungdommen nu til dags – og så åbenbart også i fremtiden…
21 måder at dø
Forfatter: Sarah Engell
Forlag: Carlsen
Jeg troede ikke at en bog om en teenager, der bliver mobbet af sine jævnaldrende kammerater ville være noget for mig. Og under normale omstændigheder ville den nok heller ikke. Men Engells historie om Stella, der mister sin mor i en alt for ung alder og oveni hatten bliver offer for så voldsom mobning, at det vist roligt kan kaldes grov chikane, gjorde et stort indtryk på mig. Jeg fik ondt i maven af chok og medlidenhed flere gange undervejs, og selvom jeg slugte bogen på ingen tid, fik jeg så dårlig smag i munden at jeg måtte holde en pause med læsningen i flere dage efter at have vendt den sidste side. Jeg har besluttet mig for at jeg hellere må skrive en udførlig anmeldelse, men jeg skal altså lige holde op med at græde først.

 

Louise har i denne måned læst:

Nobody (The Graveyard Book):
Forfatter:  Neil Gaiman
Illustrator: Chris Riddell
Forlag:  Høst og Søn
Min første bog af Neil Gaiman, men bestemt ikke den sidste. Jeg elskede den, og du kan læse min anmeldelse af den lige her: Nobody (The graveyard book).
Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn:
Forfatter: Ransom Riggs 
Forlag:  Gyldendal
Denne bog har jeg undgået længe, men efter at jeg læste en anmeldelse af den skrevet af Bogslottet, måtte jeg bare læse den. Du kan læse min anmeldelse lige her: Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn
Biernes historie:
Forfatter: Maja Lunde
Forlag: Rosinante & Co.
Helt utrolig smuk historie, glæder mig til at læse mere fra Maja Lunde.
Du kan læse mine anmeldelse her: Biernes historie

Boganmeldelse: Biernes historie

Biernes historie

Forfatter: Maja Lunde
Forlag: Rosinante & Co.
Sideantal: 450
Originalsprog: Norsk (læst på dansk)

29908851

Stærk og medrivende fortælling om biernes død – en global roman om en verden hvor klimaet ændrer sig, om menneskets sårbarhed og om forældre og børn.
William er en melankolsk biolog og frøhandler i England i 1852. Han sætter sig for at konstruere en helt ny type bikube, som skal give ham og hans børn ære og berømmelse. George er biavler i USA i 2007, forretningen går skidt, men han håber på, at sønnen kan blive gårdens redning. Tao arbejder med håndbestøvning i et fremtidigt Kina, hvor bierne er forsvundet. Hun ønsker mere end noget andet, at sønnen skal få en uddannelse og et bedre liv end hende selv.
En storslået roman om menneskenes første spæde forsøg på at holde bier, over dagens industrielle landbrug og til en fremtid, hvor bierne er forsvundet.
Utroligt smuk og gribende historie. Den handler om kampe, kærlighed og overlevelse.
Kampen for at sætte sit mærke i en verden, der ikke ser en som et individ, men som en af flokken. Kampen for, at den selv samme flok skal overleve og inkludere en, og kampen for at ens børn skal overleve og have de bedste muligheder i livet.
Bierne er et bindeled, et livsgrundlag, en mangel, en besættelse og en forbandelse for alle 3 hovedpersoner.
De hader dem alle 3, de elsker dem, og de kan ikke leve uden dem og deres historie.
Maja Lunde har skrevet en fantastisk rørende historie, fyldt med menneskelig varme. Personerne kæmper med sig selv og deres indre dæmoner, og det er den kamp der får dem frem i verden. En verden der i alle 3 historier står på randen, men på randen af hvad?
Jeg blev grebet fra første ord, og fandt skrivestilen berigende. Tempoet i bogen er rigtig godt, og på trods af de mange skift mellem de 3 personer, mistede jeg aldrig tråden i nogle af deres liv. Det enste jeg gerne ville havde haft mere af var Wiliam, men måske ville bogen blive for tung med mere Wiliam. For Wiliam er tung med sit indre mørke, men det var det mørke jeg fandt så dragende. Måske fordi jeg kunne genkende meget af mig selv i ham.
Til sidst i historien finder du ud af, at på trods af et spænd på over 100 år, hænger deres historier sammen, og at de små ting du måske ser som nederlag, fejl og mangler ved dig selv, de kampe du tabte og vandt, og de valg du tog eller ikke tog, kan have store konsekvenser for menneskeheden, og hvem ved, måske endda ende med at redde verden.
Bogen får 5/5 stjerner, og jeg glæder mig til at skulle læse mere fra Maja Lundes hånd.
Det her er en af de bøger jeg vil anbefale til alle, for jeg synes den forklarer på den smukkeste måde, hvorfor det er så vigtigt at passe på den jord vi har fået.

-Louise