Månedlig recap – August 2016

Vi blinkede lige et par gange, og da vi havde fået solen ud af øjnene var august væk igen. Her er hvad vi har læst (og opgivet) i årets sidste sommermåned:

Sille har i denne måned læst:

Poems That Make Grown Men Cry: 100 Men on the Words That Move Them
Forfatter: Ben Holden
Forlag: Simon & Schuster
Jeg trængte til at læse digte. Men jeg trængte også lidt til at der fulgte forklaringer med. Ikke på den dér “nu skal du høre, hvordan det her skal forstås”-måde. Jeg ville bare gerne have fortællinger fra (kendte) folk, der havde noget personligt at berette om digtningen. Folk, der var blevet væltet bagover gang på gang af en større eller mindre klump ord. Og det fik jeg. Der er ikke så meget andet at sige. Jeg var vild med det. Det er vist bare det.

 

SuperMutant Magic Academy
Forfatter: Jilian Tamaki
Forlag: Drawn and Quarterly
Der var så meget der appalerede til mig i Den her sommer, så selvfølgelig skulle jeg også prøve denne tegneserie/graphic novel om livet på en skole, der underviser unge mutanter i magi. Man kan godt fristes til at tænke Harry Potter møder X-Men, og det ville heller ikke være helt skævt – hovedelementerne er der i hvert fald. Men alligevel er historien helt sin egen; en slags gakket coming of age-historie med fester, druk, usikkerhed, hemmeligheder, forelskelser og det sædvanlige high school-drama, tilsat unge mennesker med de mest mærkelige (og tit meget ubrugelige) evner. Samtidigt er stemningen enormt melankolsk, især fordi den stakkels Everlasting Boy bogstaveligt talt aldrig får et ben til jorden. Og så bliver jeg nødt til at nævne bogens fysiske format, med ét ord: nøj!

 

At stjæle fra American Apparel
Forfatter: Tao Lin
Forlag: Korridor
Jeg kunne godt være smart og sige, at jeg da helt sikkert kendte til Tao Lin før jeg læste en anmeldelse af Caspar Erics oversættelse, klart, jeg ved da lige hvem det er. Men det ville være løgn, og man må som bekendt ikke lyve. Nå. Men denne svævende, drømmende historie om en ung forfatter i New York gjorde under alle omstændigheder noget virkelig rart ved mig. Jeg blev ikke påtvunget et fastlåst, dramatisk plot der skulle underholde mig. Jeg blev i stedet taget på rundtur i den unge fyr Sams på én gang prætentiøse, kreative og lidt deprimerende verden. Tao Lin er ligeglad med regler for, hvordan man “skriver godt” og hvordan en “rigtig bog” skal udformes, og netop derfor slugte jeg det hele råt. På bagsiden beskrives bogen i øvrigt som “tranceagtig” og Lin som “en ung Douglas Coupland”. Begge dele passer umanerligt godt.

 

The Night is Darkening Round Me
Forfatter: Emily Brontë
Forlag: Penguin Classics
Ah, mere poesi lige ind i hjernen. Min Brontë-erfaring er stærkt begrænset (shame, shame, shame!), men jeg kunne simpelthen ikke stå for denne lille sorte sag. Jeg mener, titlen udløser i sig selv en del kuldegysninger. Og indholdet skuffede bestemt heller ikke. Brontë skriver på én gang brutalt, højtydeligt og så fint og yndigt. Prøv nu bare lige at se her: […] I dream of moor, and misty hill, Where evening closes dark and chill; For, lone, among the mountains cold, lie those that I have loved of old. Åh, gåsehud…

 

Hausfrau
Forfatter: Jill Alexander Esbaum
Forlag: Politikens Forlag
Det var mest fordi jeg troede, at jeg bare skulle læse noget helt vildt nemt og chick-lit-agtigt (hvilket der i øvrigt ikke er noget som helst galt med; det er bare normalt ikke min kop te), og så fik jeg lidt en glædelig overraskelse i stedet. Hm. Så kan jeg lære at lade være med at dømme bøger på deres titler (Som om). Historien om amerikanske Anna, der flytter til sin schweiziske mands hjemby, er en lidt dyster omgang uden de helt store lyspunkter. Anna har sine tre dejlige børn, sin flotte mand… og det er så cirka det. Hun mangler venner, hun mangler noget at tage sig til imens manden er på arbejde, og hun prøver at finde en mening med sit lille liv. Anna er tydeligt deprimeret, desperat og alene, og hele bogen igennem emmer sproget af de sorte skyer, der formørker hendes sind. Jill Alexander skriver smukt og stort, og jeg var vild med hendes brug af de flashback-lignende passager, der følger Annas egen tankegang, og langsomt åbner op for en dybere forståelse af Annas person. Der er også noget med noget morale, og noget med at være sin egen lykkes smed, men nu skal jeg heller ikke afsløre for meget. Læs den selv.

 

Den hvide rose
Forfatter: Olga Ravn
Forlag: Gyldendal
Mere poesi, woop! Det var mest forsiden der gjorde udslaget, for den er bare så goddamn PÆN. Olgas ord fylder ikke meget på de 350 sider rent fysisk, men de har alligevel rundsave på albuerne; de vil fremad og forekommer således langt mere bombastiske. Digtene om kærlighed, desperation og sygdom fangede mig fra første side, og jeg slugte hele balladen på under en time. “Den var lidt for kort”, er nok de mindst rosende (pun intended) ord, jeg kan komme i tanke om. En portion mere, tak.

 

Louise har læst:

Jeg har læst lige så meget som jeg plejer i den her måned. Men har kun fået afsluttet to bøger. De 2 andre bøger jeg ellers var gået i gang med, var ikke helt hvad de lovede, og kunne ikke fastholde mig. Forklaring følger:
Miss Blackpool (Opgivet)
Forfatter: Nick Hornby
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Bogen startede virkelig godt up. Barbara virkede sjov, og som en pige med ben i næsen. Handlingen kom hurtigt i gang, og hun fik overraskende hurtigt prikket hul på hele “bylden”. Måske også for hurtigt. Efter der kom gang i hendes udvikling som superstjerne og hun blev stjerne af hele showet, blev jeg hurtigt meget forvirret. Jeg kunne slet ikke holde styr på hvem der var hvem, og hvorfor. Det blev for meget til sidst, og jeg kastede håndklædet i ringen.

Hollow City
 (Miss Peregrine’s Peculiar Children #2)
Forfatter: Ransom Riggs

Forlag: Gyldendal
Jeg var vild med første bog i serien, og 2. bog skuffede bestemt ikke. Sikke et eventyr!
Du kan læse min anmeldelse af den lige her !
Med Albert på bagsædet: En næsten sand historie om en mand, hans kone og hendes alligator (Opgivet)
Forfatter: Homer Hickam
Forlag: HarperCollins Nordic

Jeg havde glædet mig så meget til den her bog. Hele konceptet lød bare så godt, sjovt og opfindsomt. Men det faldt til jorden, og den hang ikke rigtigt sammen. Den virkede lidt forhastet, som om forfatteren havde for travlt med at fortælle alle de ting der skulle fortælles, og glemte at kæde dem rigtigt sammen, og gå nok i dybden med dem. Det hele virkede lidt overilet og utroværdigt. Jeg tror den ville fungere meget bedre som novellesamling.
Rend mig i traditionerne
Forfatter: Leif Panduro

Forlag: Gyldendal

Jeg følte lidt denne bog var et dansk forsøg på at tage ånden fra Griberen i rugen op, og kæde den sammen med nogle af de danske samfundsproblemer (de øverste samfundslag ) der var i 1950’erne. Den har nok været utroligt banebrydende for dens tid, men tiden er nok bare (efter min mening) løbet fra den. Og måske er jeg bare ikke rigtigt helt så vild med Panduro, som jeg selv kunne ønske mig at være.

Septemberbøger

Nu er vi utroligt tæt på at trille ind i september, og måneden byder på et meget spændende bogligt tiltag.
Ringsted bibliotek har lavet en septemberudfordring med #septemberbøger .
Vi glæder os rigtig meget til at deltage på Instagram , og vi synes det kunne være så hyggeligt hvis der var nogle af jer andre der ville lege med.
Det er et “a picture a day” koncept, og oversigten er lige her :
14102675_1272543252757893_1072963452994890074_n
Vi håber I også vil lege med.
Må september være med jer!

Q&A – Hvad vil du vide?

Hvis der er noget vi gerne vil være, så er det smarte og moderne. Vi vil derfor gerne lave en lille Q&A, så skriv en kommentar med dit spørgsmål her  på bloggen eller på Instagram, til Louise eller Sille, eller til os begge to, om alt mellem himmel og jord. Intet er for personligt eller pinligt, og dumme spørgsmål findes ikke! Eller…

IMG_20160812_140424

Vi svarer på spørgsmålene i en blog post på et uvist tidspunkt, så fyr løs!

Månedlig recap – Juli 2016

Ah, juli. Varme, solrige juli… eller var det regnfulde, overskyede juli? Det har under alle omstændigheder været en god måned at læse i, hvad enten det blev gjort indendørs eller udendørs. Her er hvad vi har bedrevet i denne måned.

Sille har i denne måned læst:

Uhyre

Forfatter: Sara Gruen
Forlag: Bazar
Uhyre var på én gang en anelse skuffende og glædeligt overraskende. Jeg har skrevet en anmeldelse af bogen som du kan læse her.

Lumberjanes, vol 1: Beware the Kitten Holy og vol 2: Friendship to the max

Forfatter: Noelle Stevensson og Grace Ellis. Illustreret af Brooke Allen.
Forlag: BOOM! Box
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal fortælle om Lumberjanes, andet end at det er en af de mest gakkede tegneserier, jeg nogensinde har læst. På én gang nuttet, lidt uhyggelig og fyldt med girl power og venskaber. Tegningerne er ikke overvældende fantastiske, men de er alligevel helt deres egne, og matcher historien om den meget eklektiske venindegruppe helt perfekt (det kunne lige så godt være Adventure Time, bare anderledes). Jeg skal helt sikkert have fat i de andre bind i serien, for der er ikke noget som at kværne en farverig tegneserie på ingen tid – også selvom man nogle gange bliver nødt til at lægge den fra sig fordi WTF-effekten er så voldsom, at det næsten er for meget.

Paper Girls, vol. 1

Forfatter: Brian K. Vaughan. Illustreret af Cliff Chiang og Matthew Wilson.
Forlag: Image Comics
Efter Lumberjanes var det helt naturligt at starte på Paper Girls, da jeg så flere anmeldere lovprise begge serier. Jeg kunne læse mig frem til, at jeg ville opleve en verden med solide 80’er-vibes, en fabelagtig streg og troværdige kvindelige hovedpersoner. What’s not to like, tænkte jeg. Og de kloge hoveder havde naturligvis ret. Jeg blev opslugt af historien om de 12-årige tomboys og avisbude Tiffany, KJ, Mackenzie og Erin. Lige som Lumberjanes er Paper Girls nogle gange virkeligt langt ude, men hvor Lumberjanes har straight up knald i låget, er de fire avisbudes eventyr inspireret af helt klassisk 80’er-sci-fi, og historien er, trods åndeløst spændende øjeblikke, langt mere nede på jorden og rytmen meget nemmere at falde ind i. Jeg var helt pjattet med hver eneste side i Paper Girls, og jeg glæder mig til at kaste mig over de næste bind.

Endnu en Katherine (An Abundance of Katherines)

Forfatter: John Green
Forlag: Høst & Søn
Ah, John Green. Man går aldrig rigtigt fejl med ham, vel? Jeg har indtil videre ikke oplevet at åbne en af hans bøger og blive skuffet, og jeg elsker hans evne til at beskrive tilsyneladende helt almindelige teenagere så de fremstår som de mest dyrebare, unikke mennesker, helt uden den store palaver og fanfare. I Endnu en Katherine handler det ganske vist om det modsatte: Colin er nemlig et vidunderbarn, med en hjerne der er langt skarpere og mere klæbende end de fleste andre jævnaldrendes. Det ligger i kortene at han skal udrette noget stort og gøre en forskel i verden. Men da Colin for 19. gang er blevet droppet af endnu en Katherine beslutter han og hans bedste (og eneste) ven Hassan sig for at tage på et road trip (jeg ELSKER når der er road trip i en Green-historie; så ved man ligesom at det bliver godt) og få Colin til at glemme sin miserable (s)tilstand. Men, surprise surprise, næsten intet går som de havde regnet med, og der bliver vendt op og ned på Colins opfattelse af det at finde sin plads i verden, og i særdeleshed Colins opfattelse af de mennesker, man har i sit liv. John Green har bedrevet en sød, virkeligt nørdet og absolut anbefalelsesværdig coming of age-roman der gør godt indeni.

Den her sommer (This one summer)

Forfatter: Mariko Tamaki. Illustreret af Jilian Tamaki.
Forlag: Høst & Søn
Vidunderskøn tegneserie om en sommerferie fuld af venskaber og hemmeligheder. Jeg har skrevet en lille anmeldelse som du kan læse her.

The Strange Library

Forfatter: Haruki Murakami
Forlag: Harvill Secker
Murakamis mørke, mystiske fortælling handler om at fortabe sig fuldstændigt i et bibliotek – sådan, rent bogstaveligt. Den ukendte hovedperson går ind på et bibliotek for at låne en bog, bliver ført til en hemmelig, afsidesliggende læsesal af en gammel mand og bliver spærret inde i et fangehul. Hvorfor? Fordi den gamle mand vil tvinge viden ind i drengens hoved og derefter spise hans hjerne, hvad ellers? Min tidligere erfaring med Murakami er begrænset til What I talk about when I talk about running, men jeg kan næsten regne ud at dette er en af hans mere dystre fortællinger. Hjulpet godt på vej af de smukke, men forstyrrende og urovækkende illustrationer er The Strange Library en fabelagtig lille bog – men jeg har altså ikke travlt med at kigge forbi mit lokale bibliotek igen. Yikes.

Louise har i denne måned læst:

De gale

Forfatter: Kim Fupz Aakeson
Forlag: Høst og Søn
For mig var det her en “genlæser”. Den var på pensum i 8. eller 9. klasse, kan ikke helt bestemt huske hvilket klassetrin. Men en ting er sikkert, den har hængt ved. I mange år kunne jeg dog slet ikke huske hvad den hed, eller hvem der havde skrevet den, så I kan vel forestille jer min glæde da jeg fandt den! Jeg troede faktisk jeg kunne huske den fra enden til anden, men der var virkelig meget jeg havde glemt, selv slutningen, hvilket kom bag på mig.  Jeg kunne heller ikke huske at den var så sjovt skrevet, eller at sproget faktisk var så godt som det var.
Den var super sjov at få genopfrisket. 

Alkymisten

Forfatter: Paulo Coelho
Forlag: Bazar
Jeg var så utrolig heldig at få besøg af en rejsende bog i den her måned. Det var en komplet fantastisk og unik oplevelse, og en jeg håber alle bogbloggere får lov at få.
Jeg har skrevet en anmeldelse af både bog og oplevelsen det var at have selskab af den.
Anmeldelsen  finder du lige her: Alkymisten

Den røde cirkel (Sherlock Holmes #8)

Forfatter: Arthur Conan Doyle
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Jeg har altid elsket Sherlock Holmes på film, så da jeg fandt en novellesamling på biblioteket, tænkte jeg at jeg måtte se, om jeg kunne forlænge vores film-affære til den boglige verden. Og det må man sige lykkedes. Jeg faldt “head over heels” for skriverierne og deres finurligheder. Jeg elsker fra første ord forholdet mellem Holmes og Watson, men fandt begge figurer meget anderledes end dem, jeg har lært at kende gennem tv og film. I sær Holmes, han virker ikke nær så kold og følelsefjern/verdensfjern som i tv/film.
Men bogen var alligevel et hit.

 

Boganmeldelse: Den her sommer

Den her sommer (This One Summer)

Forfatter: Mariko Tamaki, illustreret af Jilian Tamaki
Forlag: Høst & Søn
Sideantal: 319
Originalsprog: Engelsk (læst på dansk)

IMG_20160729_183410

Jeg har hele mit liv været vildt fascineret af myten om sommer; duften efter sommerregnen, duften af nyslået græs, lange lyse nætter, varmen der hænger tung over asfalten, uendelige mængder vaffelis (og uendelige mængder tid til at spise den), dovne dage med sand mellem tæerne og saltvand i håret.
I virkeligheden er jeg slet ikke så vild med sommer. Jeg er blegere end politiet tillader og bryder mig ikke om at få sol på huden, og min hjerne brænder sammen når temperaturen sniger sig op omkring de 23 grader.
Jillian og Mariko Tamaki gav mig en lille bid af lige præcis dén slags sommer, jeg længes efter – men også den slags sommer, der kun fascinerer mig i teorien og som altid har en bagside. Det er historien om Rose og hendes forældre, der hvert år tilbringer sommeren i et sommerhus ved Awago Beach, hvor Rose bruger næsten al sin tid med sin halvandet år yngre sommerveninde, Windy. Det er en historie om en sommer, der på én gang er smuk, varm og lige efter bogen, og samtidig fuld af trykket stemning, hemmeligheder og ensomhed.

IMG_20160729_183249

Den her sommer handler først og fremmest om Rose og hendes forhold til Windy, og hvordan de to piger, der har kendt hinanden så længe, kan være uadskillelige og usårlige det ene øjeblik, og det næste kan være så langt fra hinanden at man bliver i tvivl om, hvorvidt de måske er ved at vokse fra hinanden. Det er hjerteskærende når Windy selv synes at hun har sagt noget hylende morsomt, og Rose bare synes at hun er barnlig. Halvandet års aldersforskel kan synes af meget når man stadig er helt ung og den ene begynder at gå til fester, imens den anden går til pyjamasfester.
Historien handler lige så meget om Roses forhold til sine forældre. Moderen er fraværende, anspændt og kort for hovedet, og faderen prøver konstant at skabe en god stemning, for nu holder vi jo ferie og så skal man da bare slappe af og være glad. Ingen kan rigtigt få moderen i tale, og da hendes svoger prøver at lokke hende ud at bade sammen med resten af familien står det pludselig klart, at moderen holder noget hemmeligt – noget, der relaterer sig til Awago Beach og i særdeleshed til at bade ved stranden.

IMG_20160729_183102

Jilian Tamakis streg og Mariko Tamakis ord har på mesterlig vis taget mig med til en smuk men barsk verden, hvor det at lege med sin barndomsveninde ved stranden går hånd i hånd med melankoli og skjulte traumer. Jeg slugte bogen på ingen tid, og har hele tiden lyst til at genlæse mine yndlingspassager. Den fortjener 5 stjerner og alverdens varmeste anbefalinger.

– Sille

Boganmeldelse: Uhyre

Uhyre (At The Water’s Edge)

Forfatter: Sara Gruen
Sideantal: 406
Originalsprog: Engelsk (læst på dansk)

Dette er et anmelder e-bogseksemplar fra Forlaget Bazar

 IMG_20160723_143023
Hvis jeg siger uhyre, tænker du så på store, frådende monstre der spiser får og børn, eller tænker du på det menneskelige monster, som vi alle bærer i os i et eller andet omfang, og som hos nogle personer er så åbenlyst?
Mit umiddelbare indtryk af denne bog var, at vi primært skulle beskæftige os med førstnævnte. Der blev i hvert fald lagt op til det, da historien i store træk er som følger: Under Anden Verdenskrig morer Maddie Hyde, hendes ægtemand Ellis og deres fælles ven, Hank, sig med skandaler, drukture og fester. Efter en særdeles festlig nytårsaften vælger Ellis’ far at slå hånden af Ellis, og Ellis og Hank beslutter sig derfor for at tage til Skotland for at finde selveste Loch Ness-uhyret – et eventyr Ellis’ far, en rig oberst, i sin tid begav sig ud på, og som umiddelbart så ud til at lykkes, indtil han bragte skam over familien ved at fremstille manipulerede billeder af uhyret. Ellis er opsat på at medbringe fotografiske beviser for uhyrets eksistens til Amerika, under dække af at ville rense familiens navn og vise sit værd over for sin far. Ellis lider nemlig af farveblindhed og blev derfor kasseret som soldat, hvilket ikke ligefrem huer faderen. Maddie og Hank tager med Ellis på rejsen, der viser sig at være barsk – hvilket man måske kunne have sagt sig selv, krigen taget i betragtning, men den slags tager overklassetrioen ikke så tungt. Alle tre har svært ved at vænne sig til en ny tilværelse på en afsidesliggende kro i Skotland: ingen elektricitet, ingen tjenere der rydder op efter de privilegerede amerikanere og hengemt havregrød til morgenmad. Med andre ord: en tilværelse blandt det arbejdende folk. Hvilken gru!
Imens krigen raser må Maddie tilbringe meget af sin tid alene og sammen med de ansatte på den lille kro, og det viser sig at være lige præcis dét, der giver hende selvværd- og indsigt nok til at begynde at sætte spørgsmålstegn ved hele tilværelsen – især da hun tilfældigvis opdager, at hendes ægteskab med Ellis er resultatet af et møntkast. Hun ser pludselig alt i et andet lys: Har Ellis virkelig løjet om sin farveblindhed for at slippe for hæren? Har Hank gjort det samme? Har Ellis til hensigt at rense familiens navn, eller er det bare en dækhistorie for at sikre sig adgang til sin fars formue? Elsker Ellis virkelig Maddie, eller friede han kun til hende fordi han var for stolt til at lade hende gifte sig med deres fælles ven Freddie? Og hvem er i virkeligheden det rigtige uhyre?
Maddie er sådan en type, jeg ellers ikke bryder mig om; privilegeret, overbeskyttet og forkælet, men i takt med at hun opdager sin mands mørke hemmeligheder og lærer de ansatte på kroen at kende, bliver hun stærkere, mere selvstændig og opdager at hun slet ikke er så dum som omverdenen har ladet hende tro. Hun finder glæde ved at få afstand til sin mand, blive sat i arbejde og ved at opbygge et fællesskab med de lokale – i et enkelt tilfælde lidt mere end fællesskab, wink wink. Hun finder sig selv, for nu at bruge en slidt men meget relevant frase. Man kan i øvrigt ikke bebrejde hendes naive og forkælede tilgang til livet: hun er en kvinde i 1940’erne, der hele sit liv er blevet fortalt at hun kun duer som lille, fin pyntegenstand og først rigtigt bliver noget værd når hun er blevet gift. Charmerende…
Det hører sig til sjældenhederne at en bog ved første øjekast ikke virker synderligt tiltalende, for derefter at overraske mig så positivt, at jeg får lyst til mere fra forfatterens hånd. Jeg så ikke Maddies og historiens udvikling komme, og jeg glædede mig over at hun endelig fandt sit mod og styrke. Jeg havde ikke meget tid og overskud til at læse, men da jeg endelig fik sat mig ned kværnede jeg den ene side efter den anden, simpelthen fordi jeg måtte vide, hvad der nu skulle ske.
Uhyre fortjener 3 af 5 stjerner. Når jeg ikke flotter mig og giver et stort femtal skyldes det sproget, der til tider er så fint og sirligt, og til tider så fladt at jeg bliver frustreret over de manglende naturbeskrivelser: jeg har sjældent kunne fremkalde så få billeder af både karaktererne og omgivelserne, og det ærgrer mig. En anden ting der trækker ned er, at Maddie trods nyfunden selvstændighed kaster sig i armene på Angus, som arbejder på kroen. Jeg forstår ikke altid tiltrækningen mellem de to, og selvom det er soleklart at han er en klog og (k)ærlig mand, og i øvrigt langt bedre end Ellis, ville jeg gerne have set forfatteren køre historien hele vejen ud ad den feministiske tangent og gjort Maddie helt fri; med arbejde, selvforsørgelse og gode venner omkring sig, uden at have brug for en mand til at beskytte sig.

– Sille

The Summer Lovin’ Book Tag

Jeg er blevet tagget til at lave “The Summer Lovin’ Book Tag” af Rikke. Og jeg spurgte fluks Sille om hun dog ikke ville lege med, og det ville hun heldigvis rigtig gerne! Har du også lyst til at være med? Så synes jeg bare du skal komme i gang, og så lige smide en kommentar om at du er med, så vi kan se dine svar.


– Starten på sommeren: Vælg en bog med en fængende første linje.

Louise:
Jeg er så dårlig til at huske første linjer af bøger, men der er én der hænger ved. Det har den altid gjort, lige fra første gang jeg læste den. Det var den linje der fik mig til at læse hele bogen, og den linje der for mig rummer end hel verden. Det er første linje i en af mine yndlingsbøger (Åndernes hus), og den lyder:
“Barabbas ankom til familien ad søvejen”, skrev pigen Clara med sin spinkle håndskrift.
 Sille:
 Den er tricky, for jeg plejer at læse langt ind i en bog før jeg beslutter, om vi kan sammen. Den første sætning hænger derfor sjældent ved, men der er to, jeg er ret glad for. Den ene er fra Ronja Røverdatter:
Den nat Ronja blev født buldrede tordenen over bjergene, ja, det var en uvejrsnat, der fik alt troldtøj, som holdt til i Mattisskoven, til forskræmt at krybe ned i deres huler og skjulesteder, kun de onde skovhekse elskede uvejr højere end nogen anden slags vejr og fløj hylende og skrigende rundt om røverborgen på Mattisbjerget.
Nummer to er fra en af mine absolutte yndlingsbøger, Salingers The Catcher in the Rye:
If you really want to hear about it, the first thing you’ll probably want to know is where I was born, and what my lousy childhood was like, and how my parents were occupied and all before they had me, and all that David Copperfield kind of crap, but I don’t feel like going into it, if you want to know the truth.

– For varmt til at gå ud: Vælg en bog til en dag indenfor. 

Louise:
Da jeg læste det her “spørgsmål” tænkte jeg med det samme solstik, og så tænkte jeg på filmen “Martha”. Men hvad har en film med noget at gøre tænker du nok? Jo! Jørn Riel har skrevet en bog der hedder Satans til Higginbottom, og den minder utroligt meget om filmen “Martha”, dog med den lune Jørn Riel humor, og det hele kunne godt minde om en god omgang solstik.
Sille:
Jeg læser generelt ikke så meget udendørs, så alle mine bøger er primært til indendørs brug. Lige for tiden overvejer jeg at læse Sapiens af Yuval Noah Hariri, så den ville jeg umiddelbart vælge.

– Sommer road-trip: Vælg en bog du ville tage med dig.

Louise:
Den første der poppede op i mit hoved var  Faxerier fra Halfdan Rasmussen til Johannes Møllehave. Den er hyggelig, sjov, og man kan gå lidt fra, og det er jo meget smart når man sidder i en bil. Og oven i alt det, så er der nogle rigtig sjove indslag i, som man kan snakke med sine med-road-trippere om, og gode ting at debattere.
Sille:
Altså, jeg læser ikke når jeg kører i bil/bus/tog fordi jeg nemt bliver køresyg, men til pauserne ville jeg medbringe lidt god YA i form af John Greens Paper Towns. Det er generelt en dejlig bog, men det er mest pga. road trip-temaet, du ved.

– Iste godhed: Vælg en bog med et koldt scenarie.

Louise:
Av for den! Det gik op for mig, at jeg næsten ikke har læst vinterlige bøger. MEN! I Butcher’s Crossing får vinteren en afgørende betydning for alle personerne, ja hele U.S.A. Skæbnes vinter.
Sille:
Jeg kan ikke vælge én! Philip Pullmanns His Dark Materials-serie, og Gaimans Odd And The Frost Giants.

– Grum solskoldning: En bog du virkelig ikke har kunnet lide i år.

Louise:
Den bog jeg har givet allermindst stjerner er Broen over floden Kwaï, den fik kun 2 stjerner. Du kan læse min begrundelse i vores  Månedlig recap: Maj 2016 indlæg.
Sille:
Bum bum, jeg har faktisk ikke læst noget direkte utilfredsstillende i år. Endnu…

– Sydende varm sommerlæsning: Anbefal en af de bedste bøger du har læst i år.

Louise:
Bum bum, den bog jeg har læst i år, og som har gjort størst indtryk på mig var Fyrpasseren. Den var bare fantastisk fra start til slut! Du kan læse hvorfor i min anmeldelse. Men kort: Den fik mig til at tænke dybt over livet, over forventningerne til det, og at det man kan se med det blotte øje oftest ikke er det vigtigste i livet. Og så var sproget bare noget for sig selv. 
 Sille:
Det er jo rockersvært, det hér. Jeg kan ikke nøjes med at vælge én, for generelt har 2016 bare været et fabelagtigt læseår. Jeg lyder som en ridset plade, men jeg var helt pjattet med Dronningen af Tearling. Og da jeg hørte A Monster Calls som lydbog, sad jeg måske og græd lidt i toget. Måske. Du kan ikke bevise en skid.

Månedlig recap – Juni 2016

Woosh, og så var årets første rigtige sommermåned ellers overstået. Her er et recap af de læseherligheder, vi har haft mellem hænderne i denne måned.

Sille har i denne måned læst:

The Girl Who Soared over Fairyland and Cut The Moon In Two (Fairyland #3)
Forfatter: Catherynne M. Valente
Forlag: Feiwel & Friends (hørt som lydbog via Audible)
Det føles som om jeg læste tredje bind I Valentes eventyrlige serie for en milliard år siden. Jeg husker ikke selve handlingen i detaljer (som i overhovedet ikke. Pinligt!), men jeg husker at det var et glædeligt gensyn med September, Saturday og Ell. Jeg hørte bogen gennem min Audible-app, hvilket jeg kun kan anbefale. Valente læser selv bogen op, og hendes smukke, rå stemme er uimodståelig og passer perfekt til historien. Måske fordi, du ved, hun selv har skrevet bogen…
Frit Flet – Fællesbogen
Forfattere: Mette Moestrup, Line Knutzon og Naja Marie Aidt
Forlag: Gyldendal
Jeg havde et godt øje til Fællesbogen lige siden den udkom i 2014, men fik først for nyligt købt denne mursten af en coffee table book. Moestrup, Knutzon og Aidt har samlet en række interviews, fotos, digte og mail-korrespondancer om alt mellem himmel og jord, men i særdeleshed om feminisme (Ja, der var også meget andet, men det var ligesom det der fangede mig mest, for obvious reasons). Det er et underfundigt og spændende indblik i tre meget forskellige og alligevel meget ens forfatteres liv og arbejde, i et format der er nemt at gå til og fra, da intet er kronologisk. Bortset fra at bogens størrelse svarer til en avis og vægten til en grand danois var jeg begejstret og skal uden tvivl læse mere fra de tre kvinders hånd.
Dronningen af Tearling (The Queen of the Tearling #1)
Forfatter: Erika Johansen
Forlag: People’s Press
Det er spøjst som nogle Goodreads-anmeldelser brokker sig over Johansens debutroman fordi det ikke er ”klassisk fantasy”. Til det siger jeg: Bah, humbug! Jeg elskede netop bogen for at være så tæt på et klassisk, middelalderligt eventyr som det kan komme, og så lige dreje helt omkring og give historien et futuristisk twist. Jeg kunne blive ved ud af dén tangent, men jeg skal skåne jer og i stedet bede jer læse min anmeldelse, hvori jeg roser bogen til skyerne and beyond.
Illuminae (The Illuminae Files #1)
Forfattere: Amie Kaufman og Jay Kristoff
Forlag: Knopf Books
Tju-bang. Så enkelt kan det egentligt siges. Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad pokker jeg egentligt læste. Jeg ved bare, at den samling e-mails, IMs, interviews og anden indsamlet data, der er byggestenene i Illuminae, tog mig med storm. Det er forvirrende, fortryllende og fabelagtigt nytænkende sci-fi, og jeg glæder mig meget til at læse efterfølgeren. Skal jeg sige en enkelt negativ ting? Okay: hvis Illuminae giver os et sandfærdigt billede af livet i år 2575, så kan vi se frem til stadigvæk at skrive ”U” når vi mener ”you” og ”LOL” når noget er rigtigt skægt. Ungdommen nu til dags – og så åbenbart også i fremtiden…
21 måder at dø
Forfatter: Sarah Engell
Forlag: Carlsen
Jeg troede ikke at en bog om en teenager, der bliver mobbet af sine jævnaldrende kammerater ville være noget for mig. Og under normale omstændigheder ville den nok heller ikke. Men Engells historie om Stella, der mister sin mor i en alt for ung alder og oveni hatten bliver offer for så voldsom mobning, at det vist roligt kan kaldes grov chikane, gjorde et stort indtryk på mig. Jeg fik ondt i maven af chok og medlidenhed flere gange undervejs, og selvom jeg slugte bogen på ingen tid, fik jeg så dårlig smag i munden at jeg måtte holde en pause med læsningen i flere dage efter at have vendt den sidste side. Jeg har besluttet mig for at jeg hellere må skrive en udførlig anmeldelse, men jeg skal altså lige holde op med at græde først.

 

Louise har i denne måned læst:

Nobody (The Graveyard Book):
Forfatter:  Neil Gaiman
Illustrator: Chris Riddell
Forlag:  Høst og Søn
Min første bog af Neil Gaiman, men bestemt ikke den sidste. Jeg elskede den, og du kan læse min anmeldelse af den lige her: Nobody (The graveyard book).
Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn:
Forfatter: Ransom Riggs 
Forlag:  Gyldendal
Denne bog har jeg undgået længe, men efter at jeg læste en anmeldelse af den skrevet af Bogslottet, måtte jeg bare læse den. Du kan læse min anmeldelse lige her: Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn
Biernes historie:
Forfatter: Maja Lunde
Forlag: Rosinante & Co.
Helt utrolig smuk historie, glæder mig til at læse mere fra Maja Lunde.
Du kan læse mine anmeldelse her: Biernes historie

Månedlig recap: Maj 2016

“Kom Maj, du søde, milde”. Og det gjorde den. Og væk var den igen. Det har været et lyn af en måned, og vi aner ikke, hvor den blev af. Vi bringer her et recap af de bøger, vi har læst i denne måned, da vi ikke formåede at skrive anmeldelser af dem alle. Vi håber at juni medbringer flere timer i døgnet.

Sille har i denne måned læst:

Sit eget værelse (originaltitel: A Room of One’s Own) af Virginia Woolf
Forlag: Rosinante og Co
Jeg gik og troede, at jeg da sagtens kunne min Virginia Woolf. Det kom jeg så i tanke om at jeg ikke kunne, og det er jeg nærmest lidt pinlig over, nu hvor jeg har læst hvad der må betegnes som et af hovedværkerne indenfor kvindelitteratur (hvis det findes). Denne omarbejdelse af to af Woolfs forelæsninger fra 1928 (!) gik lige i mit stenhårde, feministiske hjerte og fik mig til at tænke på, at vi gudskelov er kommet meget længere i dag, og at vi nu har masser af ligestilling- og løn. Right… right? Læs den, hvis du vil nyde Woolfs skarpe, drømmende sprog, samtidigt med at du bliver slået oveni hovedet med en skidevigtig lektion i betydningen af selvstændighed.
Der bor Hollywoodstjerner på vejen af Maria Gerhardt
Forlag: People’s Press
Ouch. Lige i følelserne. Gerhardt (som også til tider kendes som Djuna Barnes) skriver både skrøbeligt og fint, vildt og voldsomt om sin ungdom, sit livs kærlighed, sin karriere og i særdeleshed den kræftsygdom, der vendte op og ned på hendes tilværelse. Jeg var dybt berørt af Marias liv, og måtte flere gange tage mig selv i at tænke, “Det er okay, det skal nok gå, det er bare fiktion!”. For det er overhovedet ikke fiktion. Det er virkeligheden når den er allerværst. Og allersmukkest.
More Than This af Patrick Ness
Forlag: Gyldendal
Hvis du var en 17-årig dreng der druknede, og derefter vågnede op i en by, der til forveksling lignede den du voksede op i, hvor forvirret ville du så være, på en skala fra “Whatevs” til “WTF”? Tænkte det nok. Da Seth vågner op efter at have fået knust kraniet på en klippe i havet, er han også lidt rundt på gulvet. Han er sikker på at han er død og havnet i helvede. Men hvorfor føles alting så så mærkeligt levende? Og hvorfor er hans barndomsby blevet raseret? Og hvorfor er han helt alene? `Jeg havde det ret stramt med at lægge denne bog fra mig igen, og selvom historien undervejs tager adskillige gakkede drejninger, og præsenterer os for flere moraler (som jeg ikke kan afsløre noget om, fordi spoiler), var jeg fuldstændig solgt. Jeg vil ha’ mere fra Ness. (Hvis du også vil, kan jeg anbefale at starte med A Monster Calls.)

Louise har i denne måned læst:

To brødre af Ben Elton
Forlag: Turbulenz
Jeg har skrevet en anmeldelse du finder lige her : To brødre.
Men helt kort: En bog jeg bestemt ikke ville være foruden, dog lige en tredjedel for lang.
Sproget  var let læseligt, og handlingen flød rigtig godt, der var bare for meget løst fyld, og lidt for mange plot twists.
3/5 stjerner.
Høfeber af Leif Panduro
Forlag: Gyldendal
Høfeber var en sjov lille størrelse, jeg ikke helt kunne finde ud af.
Jeg nød at læse den som fyld efter den lidt tunge “To brødre”, men mere var der heller ikke i den. Personerne er sjove og godt skrevet, bogen er fyldt med den absurde og skarpe iagttagelsesevne Panduro var så god til, og man føler med Dommeren.
3/5 stjerner.
Omking en dreng af Nick Hornby
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Jeg har skrevet en anmeldelse du finder lige her: Omkring en dreng .
Men helt kort: Det her var min første bog af Nick Hornby, men bestemt ikke den sidste. Jeg  faldt pladask for historien, personerne og skrivestilen, varmen og Nick Hornbys evne til at gøre tunge og alvorlige emner tilgængelige og let læselige.
5/5 stjerner.
Broen over floden Kwaï af Pierre Boulle
Forlag: Høst og Søn
Den her bog fangede mig faktisk ikke rigtigt, men jeg havde ikke andet at læse, og så gør det mig ikke noget at jeg kan sige, at jeg er typen der har læst den.
Den er skrevet med en franskmands foragt for det britiske folk, men også med en kærlighed til det samme folk. Personerne er karikerede og overdrevne for at få absurditeten i hele situationen frem, og dumheden i for meget stolthed og dens konsekvenser ud i lyset.
Jeg er overbevist om at filmen må være meget bedre, og har også planer om at den skal ses.
2/5 stjerner

Late night book chat med Louise og Sille, #2

Vi kom endnu engang til at gå sent i seng fordi vi absolut lige skulle tale om fiktive forbilleder og forelskelser, kick-ass kvinder og Louises farmor.

Sille: Jeg vil gerne starte med at spørge dig hvilke litterære figurer, der har fanget dig for nyligt? Og hvorfor?
Louise: Den sidste der virkelig fangede mig var Pan Yuliang (Maleren fra Shanghai). Hun er en af de der “på trods” personer. Hun er bare en virkelig stærk og inspirerende kvinde. Og bogen var så velskrevet, at du virkelig følte at hun kom helt ind under huden på dig. Hvad med dig?
SilleJeg er faldet over flere interessante personer på det seneste. Jeg var ret vild med Marya Morevna i Deathless, fordi hun var så atypisk, kompleks og sej. Jeg er lige nu igang med Shadow and Bone, og hovedpersonen deri ligner faktisk Marya lidt; rå og sårbar på samme tid, og ikke den typiske, kedelige eventyrprinsesse.
Hvad plejer generelt at fange dig, når du bliver betaget af en litterær person?
Louise: Jeg har også indtrykket af at du er ret stor fan af de kick-ass kvindelige hovedepersoner, der bare skider på hvad man normalt gør og siger.
Jeg skal nok kunne se lidt af mig selv i dem. Og jeg skal fanges af deres væsen. Stoner havde jeg det svært med fx. Og det havde jeg nok fordi han lå så langt fra mig, og fra alt hvad jeg kender. Jeg kunne slet ikke mærke ham, relatere til ham, eller se tingene gennem ham. Der følte jeg mig endnu mere som en tilskuer end jeg plejer.
Jeg er så heller ikke typen der bliver forelsket i en boglig karakter. Eller, det har jeg aldrig oplevet, måske har jeg bare ikke mødt den rette?
SilleUden tvivl. Jeg vil også gerne kunne spejle mig i personen, men jeg er nok lidt for fascineret af de typer, jeg gerne selv vil være. Forbilleder, om man vil. Og jeg kender snildt det dér med ikke at komme ind i hovedet på vedkommende. Det bliver tit lidt overfladisk.
Har du virkelig aldrig haft et crush på en person i en bog eller tegneserie eller noget? Det er lidt vildt. Jeg er sikker på at det også sker for dig en dag.
Jeg har crushet på ret mange, tror jeg. Som nævnt tidligere, så var jeg lidt lun på (Liv og) Alexander, og jeg har kastet mange blikke efter Mr. Darcy fra Pride and Prejudice – hvilket han heldigvis aldrig opdagede fordi, du ved, han er fiktiv. Som barn var jeg i øvrigt helt overbevist om, at Bruce Wayne (som i Batman) skulle være min kæreste. Bum bum…
Apropos rollemodeller, kan du så huske at have haft litterære eller på anden vis fiktive rollemodeller som barn?
Louise: Nej jeg har aldrig crushet på nogle i bogform. Film, serie, musik osv., jo. Bøger, nej.
Jeg føler mig også meget uden for pga af det. Sådan lidt, JEG VIL OGSÅ VÆRE DYBT FORELSKET I DARCY ELLER POTTER! Aldrig rigtig nej, måske ligger det bare ikke til mig?
Sille: Det er spøjst. Måske har du manglet et billede af personen, som du ikke har fået i bogen? Sådan tror jeg der er mange, der har det. Jeg tolker det sådan, at der endnu ikke er nogen forfatter, der har skrevet en karakter der er god nok til dig.
Hmm, det er interessant, for jeg havde virkeligt mange idoler da jeg var yngre. Og de var næsten altid mænd. Jeg var aldrig fascineret af Disney-prinsesserne, men jeg ønskede brændende at være Robin Hood, Peter Pan og Aladdin. Det med at have kvindelige rollemodeller, det kom først da jeg blev ældre. Nu støder jeg så til gengæld på kvindelige forbilleder alle steder.
Louise: God nok til mig? Det lyder som om jeg er en meget fin prinsesse eller dronning!
Jeg kan huske at jeg syntes i mine teenageår, at Blink 182 var vildt seje, og at jeg var ret forelsket i Tom, men forbilleder har jeg aldrig rigtigt tænkt så meget over. Jo, min farmor har jeg jo altid set ret meget op til, synes hun er virkelig fantastisk og cool, men ja.
Nu er de mandlige Disney karakterer også bare ret meget mere badass i de gamle film (dem fra vores barndom). Dengang var prinsesserne altså lidt fimsede.
Sille: Du er dronningen af Kerteminde i min optik.
Lol, jeg var aldrig til Blink, men jeg kan da godt se tiltrækningen. I guess…
Din farmor er også mega cool, så det er forståeligt.
Jah, og det med at de er mere badass, det er jeg lidt begyndt at have et issue med. Altså, hvorfor fanden havde jeg ikke nogen kvinder at spejle mig i da jeg var barn? Det er sgu noget sjusk. Jeg mener, mændene i fiktionens verden gennemgik alle de fede, eksistentielle udviklinger. Og af samme årsag ville jeg gerne være astronaut eller cowboy; jeg var vild med tanken om at svæve i det ydre rums stilhed eller at være den ensomme rytter på prærien. Kvinderne fik en makeover og en prins, og det kunne jeg jo ikke bruge til en fløjtende fis.
En undtagelse var Belle fra Skønheden og Udyret. Hun læste bøger, og længtes efter vilde eventyr. Hun var sej!
LouiseWauw, sikke en titel! Og så helt uden at have været borgmester eller noget! Du må være den kongelige dronning af Vipperød så!
TAK! Det vil jeg huske og sige videre til hende. Det er faktisk lidt noget rod, men Belle var/er fantastisk, og bøger, så mange bøger! Men det kan jeg godt sætte mig ind i, jeg kunne da også godt tænke mig at være den der totalt seje, der lige komme ind fra sidelinjen, helt Macgyver-agtigt og råber ”RÆK MIG EN ELASTIK! Giv mig din plastikgaffel og sidste måneds udgave af Hjemmet! Så rolig, gutter! Nu er rumskibet fikset, og vi kan af en eller anden uforklarlig årsag også flyve under vandet nu!”
Men igen, det er mest mænd der bliver skrevet/spillet på den måde, det er så sjældent man ser kvinder i de roller (jeg kan faktisk slet ikke komme på en eneste), måske er det derfor jeg aldrig rigtig har haft rollemodeler ud over superfarmor.
Sille: Præcis! Det er sjældent jeg ser den slags kvinder i litteraturen. Men når jeg gør, så holder jeg til gengæld også godt fast. Som sagt har jeg fundet en del på det seneste, hvilket trods alt gør mig lidt mere håbefuld for fremtiden. Der er selvfølgelig stadig problemer at spore rundt omkring, men jeg tror også at jeg nogle gange er lidt for kritisk. Måske skal man bare nøjes med at fokusere på de ting, der fungerer.
Lol, jeg kommer lige i tanke om at Lara Croft måske var mit førse rigtige, kvindelige forbillede – hvis altså vi snakker fiktion generelt, og ikke kun litteratur. Og i øvrigt også et kæmpe crush, men det kan man vel næppe betænke mig i.
Louise: Jeg kom lige til at tænke, og Isabel Allende er faktisk også god til at skrive den slags kvindelige personer, ikke helt så badass som i dine bøger, men de har noget af den der trods og ”jeg går mine egne veje” som du godt kan lide. Dog ved jeg ikke om du vil kunne lide hendes bøger. Lara Croft er jo også bare lige lidt mere kvinde end resten af kvindeligheden. Åh, hvilket lille lamselår! Jernlady Lamselår!
Sille: Ah ja, Allende har jeg faktisk fået anbefalet adskillige gange. Det skulle jeg måske begynde at tage lidt alvorligt.
Præcis. Jeg bryder mig ikke om betegnelsen “rigtig kvinde” fordi det fordrer, at der også findes forkerte kvinder. Men jeg fristes til at kalde Lara for en rigtig kvinde. Og så er hun klog, sej og eventyrlysten. Indbegrebet af badass. Hende får jeg nok aldrig nok af.
Louise: Du skal næsten begynde med Ånderens Hus så, og hvis du kan lide den, er der 2 andre der ligesom lidt hænger sammen med den, hvor Allende går tilbage og skrive baggrundshistorien til nogle af de vigtige/fremtrædende personer fra Åndernes hus. Hvis du vil, kan jeg lige smutte i genbrugen og købe det eksemplar de har til dig, så det i fredags.
Men kan godt se hvad du mener med rigtige og forkerte kvinde. Jeg kan også huske at vi snakkede om hvor vilde vi begge var med hende i Tomb Raider-spillet, hvor der er på den der ø (kan ikke huske hvad det hedder) Men hun er også bare en rigtig gennemført figur, synes jeg.
Sille: Av, det ville være super fedt, tak!
Ja, det var nok det spil der kom her for et par år siden. Hun er nemlig en sej og selvstændig karakter. Med ben i næsen, som man siger!
Louise: Så gør jeg det!
Og ja, det er hun virkelig. Hun har stadig sin kvindelighed og den påvirker spillets udvikling osv, men hun er sej! Sådan en bogkarakter har jeg ikke mødt længe.
SilleNej, det har jeg heller ikke. Jeg håber at fremtiden bringer flere af den slags karakterer! Vi mangler dem.
Louise: Også mig, så lad os krydse fingre for flere jernhårde lamselår i litteraturen.