Boganmeldelse: Biernes historie

Biernes historie

Forfatter: Maja Lunde
Forlag: Rosinante & Co.
Sideantal: 450
Originalsprog: Norsk (læst på dansk)

29908851

Stærk og medrivende fortælling om biernes død – en global roman om en verden hvor klimaet ændrer sig, om menneskets sårbarhed og om forældre og børn.
William er en melankolsk biolog og frøhandler i England i 1852. Han sætter sig for at konstruere en helt ny type bikube, som skal give ham og hans børn ære og berømmelse. George er biavler i USA i 2007, forretningen går skidt, men han håber på, at sønnen kan blive gårdens redning. Tao arbejder med håndbestøvning i et fremtidigt Kina, hvor bierne er forsvundet. Hun ønsker mere end noget andet, at sønnen skal få en uddannelse og et bedre liv end hende selv.
En storslået roman om menneskenes første spæde forsøg på at holde bier, over dagens industrielle landbrug og til en fremtid, hvor bierne er forsvundet.
Utroligt smuk og gribende historie. Den handler om kampe, kærlighed og overlevelse.
Kampen for at sætte sit mærke i en verden, der ikke ser en som et individ, men som en af flokken. Kampen for, at den selv samme flok skal overleve og inkludere en, og kampen for at ens børn skal overleve og have de bedste muligheder i livet.
Bierne er et bindeled, et livsgrundlag, en mangel, en besættelse og en forbandelse for alle 3 hovedpersoner.
De hader dem alle 3, de elsker dem, og de kan ikke leve uden dem og deres historie.
Maja Lunde har skrevet en fantastisk rørende historie, fyldt med menneskelig varme. Personerne kæmper med sig selv og deres indre dæmoner, og det er den kamp der får dem frem i verden. En verden der i alle 3 historier står på randen, men på randen af hvad?
Jeg blev grebet fra første ord, og fandt skrivestilen berigende. Tempoet i bogen er rigtig godt, og på trods af de mange skift mellem de 3 personer, mistede jeg aldrig tråden i nogle af deres liv. Det enste jeg gerne ville havde haft mere af var Wiliam, men måske ville bogen blive for tung med mere Wiliam. For Wiliam er tung med sit indre mørke, men det var det mørke jeg fandt så dragende. Måske fordi jeg kunne genkende meget af mig selv i ham.
Til sidst i historien finder du ud af, at på trods af et spænd på over 100 år, hænger deres historier sammen, og at de små ting du måske ser som nederlag, fejl og mangler ved dig selv, de kampe du tabte og vandt, og de valg du tog eller ikke tog, kan have store konsekvenser for menneskeheden, og hvem ved, måske endda ende med at redde verden.
Bogen får 5/5 stjerner, og jeg glæder mig til at skulle læse mere fra Maja Lundes hånd.
Det her er en af de bøger jeg vil anbefale til alle, for jeg synes den forklarer på den smukkeste måde, hvorfor det er så vigtigt at passe på den jord vi har fået.

-Louise

Reklamer

Boganmeldelse:Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn

Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn
(Miss Peregrine’s Peculiar Children #1)

Forfatter: Ransom Riggs
Forlag:  Gyldendal
Sideantal: 360
Orginalsprog: Engelsk (læst på dansk)
25454820
En mystisk ø. Et forladt børnehjem. En samling besynderlige fotografier. Efter en hårrejsende familietragedie drager den 16-årige Jacob ud på en rejse, der fører ham til en fjern ø ud for Wales. Her finder han ruinerne af Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn, og da Jacob begynder at undersøge stedet, går det op for ham, at de tidligere beboere var meget mere end blot sælsomme. De var muligvis farlige, og der kan have været gode grunde til, at de var isolerede på en øde ø. Hvad værre er: De er muligvis stadig i live …
Jeg er stødt på denne bog et par gange, men er gået en STOR bue uden om den. Jeg tænkte gyser, splat og søvnløse nætter når jeg kiggede på den, og det er bestemt ikke noget jeg opsøger friviligt. Men, det hele ændrede sig, da jeg læste Bogslottets anmeldelse af bogen. Der skal lyde en kæmpe tak til Sofie for en fantastisk anmeldelse, for uden hendes anmeldelse, havde jeg aldrig læst denne bog, og sikke en bog!
Ransom Riggs starter bogen stille og roligt, så du når lige at finde ud af hovedepersonen, stemningen og personlige problemstillinger, før du skal ud på noget af et eventyr.
Men trods den stille start fangede bogen mig med det samme, jeg er meget glad for jeg kun arbejder deltid, for ellers ville jeg havde haft meget svært at opfylde mine pligter på arbejdet. Jeg kunne næsten ikke få bogen lagt, når den først var kommet op i mine hænder.
Jeg er rigtig overrasket over hvordan Ransom Riggs fik kædet alle fotografierne ind i historien, og selv om jeg havde smugkigget på dem, blev jeg gang på gang overrasket over den betydning Ransom Riggs fandt i dem, og hvor lidt uhyggelige de var, efter historien var læst færdig. Og det er nok også det der gør, at histoiren ikke bliver uhyggelig.
Og når nu vi lige snakker om historien. Den er super velskrevet, spændende og overraskende. Jeg var så ked af at jeg ikke havde fortsættelsen liggende, så jeg bare kunne fortætte. Jeg glæder mig til jeg kan få fingrene i den, og fortsætte eventyret.
Personerne er rigtig spændende, og deres sælsomheder er en stor del af deres personlighed, hvilket også gør at du virkelig føler dem, dog havde jeg nogle gang lidt svært ved at huske hvem der havde hvilke sælsomheder, eller hvilke navne der gik med hvilken sælsomheder.
Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om den her bog, men jeg holder mig i skindet, og vil lade jer selv opleve den.
Det eneste minus ved bogen var slutningen, jeg fandt den lidt langtrukken, noget af det kunne snildt være skåret væk(med mindre det får vildt stor betydning i næste bog, så trækker jeg det tilbage!)
Bogen får 5/5 stjerner. Og jeg syntes virkelig alle burde give sig i kast med den. Jeg selv læse ikke vildt meget YA eller fantasy, men jeg er solgt!

-Louise

Boganmeldelse: Nobody (The Graveyard Book)

Nobody (The Graveyard Book)

Forfatter:  Neil Gaiman
Illustrator: Chris Riddell
Forlag:  Høst og Søn
Sideantal: 267
Orginalsprog: Engelsk (læst på dansk)
Skærmbillede 2016-06-13 kl. 22.28.45
I ly af nattens mørke sniger Manden Jack sig ind i familien Dorians hjem og dræber forældre og ældste barn, men familiens yngste undslipper. Det lille barn havner på en gammel kirkegård, hvor beboerne beslutter sig for at opfostre ham.Nobody kan Blegne og gå Drømmegang, men uden for kirkegårdens mure lurer faren imidlertid. Manden Jack er stadig på udkig efter det undvegne barn. Et endeligt opgør er uundgåeligt.
Da jeg først begyndt at læse, var jeg bange for at dette var et nyt forsøg på at lave en Harry Potter. Det havde nok mest noget med hele starten på bogen at gøre, hele den der med, at kun det ene drengebarn overlever, og må overleve i en verden hvor forældrenes morder stadig er ude efter ham.
Men jo længere jeg kom ind i bogen, jo mere gik det op for mig, at det næsten kunne betragtes som en synd, at sammenligne dette ene mesterværk med mesterværket der er Harry Potter.
Hele bogen hænger så fint sammen. Tegningerne før hvert kapitel sætter virkelig fantasien i gang, og giver et rigtigt godt billede af de ting/personer det kommer til at omhandle, dog uden at afsløre for meget. Chris Riddell tegner fantastisk, stemningen i illustrationerne passer så fint til historien, og giver bare en fantastisk helhed til det indtryk du får af bogen. Jeg har også skyndt mig ind på facebook, og følger ham nu for at få lidt af hans finurlige og eventyrlige univers ind i min hverdag.
Når du kommer til slutningen, finder du ud af hvor vigtigt hvert kapitel og handlingen i kapitlerne er for slutningen, og det gør også bare at bogen hænger endnu bedre sammen.
Dette er min første bog af Neil Gaiman. Jeg har læst meget og hørt meget om ham og hans forfatterskab, og må sige at han ikke skuffer! Jeg faldt med det samme for hans skrivestil, og for hans lidt skæve måde at gribe historien an på. Jeg synes han er rigtig god til at fange personerne i hans historie, uden at udpensle dem. Han lader dem stå skarpt med få præcise ord, og det er jeg altid fan af!
Det enste minus jeg kan finde ved bogen er længden. Den var slet ikke lang nok, jeg sad og ville havde meget mere. Meget, meget, meget, meget mere!
Så bogen får 5/5 stjerner. Skynd dig at læse den hvis du ikke har fået det gjort endnu!

-Louise

 

Boganmeldelse – Omkring en dreng

Omkring en dreng

Forfatter:  Nick Hornby
Forlag:  Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 287
Orginalsprog: Engelsk (læst på dansk)

13228160_10209915201341865_1933405019_n

Will er 36, rig og London-ungkarl og vil hverken have børn eller alt for faste forhold, så ideen med at melde sig ind i en forening for enlige forældre (læs: masser af ledige, sex-hungrende kvinder), forekommer ham at være genial. Will opfinder en søn, melder sig ind i foreningen – og møder den 12-årige nørd Marcus.
Jeg faldt pladask for denne bog. Der er faktisk ikke så meget mere at sige, men jeg skal nok prøve.
Dette er min første bog af Nick Hornby, men bestem ikke den sidste. Jeg synes han skriver virkelig godt, det flyder let derudaf, på trods af det lidt tunge emne, og personerne står virkelig skarpt. Han kommer rundt om både deres dårlige og gode sider, rundt om følelser, tanker (både de dystre, egoistiske, glade, uselviske og forvirrede) og indre kampe der præger handlingen og udkommet af situationer. Bogen er skrevet med humor og hjerte, og med en fantastisk indsigt i hvordan det er at være 12 år og outsider.
Jeg følte virkelig Marcus på alle planer, og kunne næsten finde mit eget 12-årig jeg frem af hukommelsen. Hans kamp for at finde fodfæste i en verden, der slet ikke forstår ham og for at hold hans mor i skak, så ” Den døde ands dag” ikke bliver gentaget.
Jeg er stor fan af den måde Nick Hornby har fanget overgangen fra barn til teenager i Marcus, og overgangen fra drengerøv til “voksen” i Will, og deres fælles udvikling.
De står begge som to meget stærke hovedepersoner, der bliver rigt suppleret af små gakkede møder, uansvarlige fædre og rebelske unge mennesker. Og alt dette giver grobund til en hjertevarm historie om mødet mellem den mest umodne voksne og det mest modne barn i London.
Bogen får 5 ud af 5 stjerner. Det eneste minus jeg kan finde ved bogen er, at jeg slet ikke havde fået nok af den eller af personerne. For min skyld kunne den sagtens havde været dobbelt længde.

– Louise

Boganmeldelse – Fyrpasseren

Fyrpasseren

Forfatter:  Jeanette Winterson
Forlag:  Bazar
Sideantal: 208
Orginalsprog: Engelsk (læst på dansk)
1351865
Silver bliver født som en konsekvens af et kort møde mellem hendes mor og en tilfældig strandet sømand. Efter morens død bestemmer folket i den lille havneby Salt i det nordlige Skotland, at hun skal bo hos den blinde fyrpasser Pew.
Han fortæller historier om længsel og rodløshed. Han fortæller om Babel Dark, præsten der i 1800-tallet søgte ly i Salt for at undertrykke lyset i sit indre.
Denne bog tog mig så meget med storm, at jeg stadig sidder vindblæst tilbage. Jeg vil have mere Silver, jeg vil havde mere Pew. Jeg vil havde flere historier. Jeg vil finde hele meningen.
Dog tror jeg aldrig at man vil kunne finde hele meningen med denne bog. Og jeg tror heller aldrig, meningen vil være den sammen for to personer.
Denner bog er en af dem der slet ikke hænger sammen eller giver mening. Men, når du så lægger den fra dig, og din hjerne får lov at tænke stille i baggrunden af hverdagens larm, ja så står bogen, meningen og handling så skarpt at den blænder dig som et fyrtårn. Når du så prøver at stille skarpt på den, fordi den i baggrunden gav mening, så smuldrer den igen. Og det er det der gør den så fantastisk og unik.
Sproget er så rigt og poetisk. Der er så mange lag, så mange geniale sætninger, at din hjerne næsten kortslutter af kærlighed til sproget. Personerne står så skarpt at de bliver udviskede foran dine øjne. De ses bedst på afstand og i baggrunden.
Jeg har meget svært ved at opsummere eller forklare denne bog. Den skal læses. Den skal nydes. Den skal have lov at stå som det fyrtårn den er.

IMG_9062

Men en ting kan siges. Så længe du har din(e) historie(r), så skal du nok klare den. Det er lige meget om de giver mening for andre end dig selv, bare du har dem.
Dette er en bog om livets mørkeste sider, og om de fyrtårne vi søger, finder og mister. Det er en bog om begær, tab og mistet/genfundet tro på livet. Det er en bog om de mørkeste tanker i hjernen. Og psyken der ikke lader sig bøje. Uanset hvor meget viljestyrke du har, så kommer de mørke sider altid ud.
Vi er heldige , selv de af os der har det værst, fordi dagslyset kommer.
Denne bog får 5/5 stjerner.
Den er fantastisk i al sin forvirring og glans. Den kommer til at være hos mig meget længe. Jeg kommer til at gruble over den, meningen og Silver.
Den er fantastisk skrevet.  Jeanette Wintersons sprog er fuldendt og poetisk. Hun kradser i det indereste af menneskets mørke i denne bog.
Jeg kan ikke love at du vil få det samme ud af den som mig, men jeg synes virkelig du skulle kaster dig ud i det.
Find dine fyrtårne!
-Louise.