Boganmeldelse – Glimt af håb

Glimt af håb

Forfatter: Ruta Sepetys 
Forlag: Lindhardt og Ringhof 
Sideantal: 349
Orginalsprog: Litauisk (læst på dansk)
14249248_10210902423141793_1509551297_n
Lina Vilkas er en femtenårig spirende kunster og omgivet af en kærlig familie under Anden Verdenskrig. En aften braser den sovjetiske sikkerhedstjeneste, NKVD, ind i familiens hjem i Litauen og tager hele familien med sig. 
Lina, hendes mor og lillebror bliver adskilt fra Linas far og mast ind i en beskidt togvogn, hvorefter en lang rejse nordpå begynder. De bliver anbragt i en af Stalins arbejdslejre nord for polarcirklen, den koldeste afkrog af Sibirien. Her bliver familien tvunget til at grave efter roer, mens de kæmper for at overleve under voldsomt grusomme forhold. Lina finder dog trøst i sin kunst, idet hun omhyggeligt og under stor risiko dokumenterer hændelserne i lejren ved at tegne dem, alt imens hun håber, at hendes beskeder på et tidspunkt vil nå hendes far, så han ved, familien stadig er i live.
Da denne bog fandt vej til mine hænder, kom den som kaldet. Jeg har lige været igennem en periode, hvor næsten ingen bøger har kunnet fange mig, jeg kunne ikke kravle ind i dem som jeg plejer, og min frustration over dette var ved at blive så stor, at selv chefer/forældre begyndte at bekymre sig om det. Jeg var begyndt at blive bange for, at ingen bog ville kunne få mig til at flyve med den igen.
Men så skete det! “Glimt af håb” landede i mine rystende hænder, og jeg da jeg begyndt at læse var det et rent “eureka- moment”. Jeg var tilbage!
Jeg var faktisk rigtig negativ da jeg åbnede bogen. Den er inddelt i meget korte kapitler. Jeg tror det længste i bogen er på 6 sider, de fleste er på 2-3 sider. Og min første tanke da jeg så de korte kapitler var, at det her nok blev er ret tør, forjappet og flad læseoplevelse. Jeg kunne ikke tro man kunne skrive en fyldig bog med så korte kapitler. Men I guder hvor tog jeg dog grueligt fejl!
Glimt af håb er brutalt smuk. Sproget er så fantastisk fyldigt, og man kan mærke at hvert ord er valgt med den største respekt for sprog og historie.
Gennem historien er der tilbageblik til livet før. Små hverdagsudsnit, som virkelig rammer lige på sømmet. De viser den brutale kontrast der er mellem livet nu og før, og det gjorde, for mig, at jeg virkelig kunne sætte mig i Linas sted.
Ruta Sepetys har skrevet en gennemført roman, hvor personerne står som skåret ud i granit. Selv om man faktisk aldrig får navnet på rigtig mange af dem, kan du tydeligt se dem for dit indre øje. Jeg kan i detaljer beskrive for dig, hvordan “den skaldede mand” eller “manden der altid trækker sit ur op” ser ud og opfører sig, hvordan Jonas smiler, eller hvordan Lina bærer sit hoved når hun bliver sur, er ligeledes printet ind på mine nethinder.
De sidste 20-30 sider var en stor tudetur i kulde og blæst, men varmen og håbet til sidst gør, at jeg her godt 24 timer efter afslutning af bogen, stadig danser med solen på polarhimlen.
Denne bog får 5/5 stjerner. Den lærte mig om et grusomt kapitel af 2. verdenskrig, jeg faktisk aldrig havde hørt eller læst om før (hvilket jeg skammer mig utroligt meget over), og den gjorde det med kunst, kærlighed og håb. Jeg synes du skal læse denne bog, den er fantastisk fra start til slut, og den giver dig virkelig håb!

-Louise

Reklamer

Liebster Award – Louises svar

Vi er så heldige at Luna mente at vi skulle lege med i Liebster Award, og vi er hende evigt taknemmelige. Vi har valgt ikke at tagge andre i legen, vi ikke kunne finde på nogle bogbloggere der ikke allerede havde haft stafetten (tilgiv os hvis vi tager fejl), og vi har derfor heller ikke lavet nye spørgsmål.
Vi blev hurtig enige om at dele vores svar op, et indlæg til Sille og et indlæg til Louise (det er jo så mig).

Hvis du ikke kender konceptet er her Liebster Award-regelsættet:

* Tak bloggeren, som nominerede dig.
* Vis Liebster Award-logoet på din blog/i dit indlæg (Se nedenfor)
* Besvar de 11 spørgsmål, som du modtog fra bloggeren, der nominerede dig.
* Skriv 11 selvvalgte facts om dig selv.
* Nominér 11 nye bloggere (med 1000 eller derunder følgere)
* Lav dine egne 11 spørgsmål, som de nominerede skal svare på.
11 spørgsmål til de nominerede: 
1. Hvorfor begyndte du at blogge?
Jeg har faktisk blogget i rigtig mange år (godt og vel 1o år). Men min gamle blog havde ligesom udtjent sin værnepligt. Jeg havde ikke rigtigt brug for den længer. Men jeg savnede at blogge, savnede at bruge min hjerne sprogligt, og tænke lidt dybere over tingene.
Men hvad skulle jeg blogge om? Bagerbrød? Arh, så spændende er mit job heller ikke at læse om. “Næh I guder, har De fået et brød med RISTET MALT!? Jo, det kan De da lige tro vi har, og puffede rugekerner, hvad siger De så, hva’!?”
Men efter som jeg er en lille læse-pony, lå emnet jo lige til højreflanken, og da Sille så sagde ja til at være med, og på den måde gjorde bloggen bredere i sit indhold af genrer, ja så var jeg i sandhed en glad lille cowboy.
2. Ville du ønske du kunne leve af at blogge, eller er der noget andet du hellere vil med dit liv?
Ja! Jeg misunder virkelig de folk, der er spændende nok til at fastholde et stort publikum. Men jeg tror ikke jeg ville være god til det. Jeg må indrømme, at jeg finder det enormt udmattende at skulle genopfinde mig selv, så at skulle leve af at gøre det på daglig basis for at tjene penge? Nej, det kunne jeg ikke. Ville gerne, virkelig gerne, tænk at være så spændende.
3. Hvad er den absolut dårligste bog du nogensinde har læst?
Den er faktisk overraskende nem. Det smerter mig at måtte sige det, for jeg beundrer forfatteren meget, enormt meget. Men Sæt en vagtpost ud skulle have været blevet i Harper Lees skrivebordsskuffe. Aldrig har jeg været så skuffet og sur på en bog. Jeg købte den på udgivelsedagen, jeg tænkte at forfatteren til noget så fantastisk som Dræb ikke en sangfugl  kun kunne producere guld. Men ak nej, bogen har søgt asyl hos min farmor, og er ikke længere velkommen i mit hjem.
4. Hvor mange timer om ugen bruger du på at blogge, planlægge blog og tænke på hvad du skal blogge?
Jeg bruger virkelig ikke ret meget tid på bloggen. Når jeg har afsluttet en bog overvejer jeg om den er blogger-værdig, hvis ja, så blogger jeg, hvis nej, videre til næste bog. Jeg burde virkelig bruge meget mere tid på bloggen. Så ville den nok også have flere læser. Jeg bruger dog meget tid på at læse blogs og kommentere på blogs.
5. Dyrker du en form for sport?
Nej, slet ikke, på ingen måde, nej! Jeg afskyer motion, jeg afskyer at svede, og at være forpustet. Motion er roden til alt ondt! (okay det blev lidt mere aggressivt  end hvad var tiltænkt)
6. Har du et yndlingsband eller sanger/sangerinde?
Ikke rigtig nej. Der er nogle kunstnere osv jeg tit vender tilbage til, men som sådan yndlings har jeg ikke. Jeg har det lidt svært ved det med yndlings-ting. Jeg synes det er synd for de andre ting. Jeg er ret meget til jazz, folk, bluse og generelt afslappende musik.
7. Hvilken film kan du se igen og igen, uden at blive træt af den?
Det må være Twister ! Det var den første film jeg så, der lige som fik min indre girl-power-feminist til at vågne. Nøj jeg syntes Helen Hunt var sej! HUN SPARKER RØV! Og bagefter er det bare blevet en film jeg tit vender tilbage til.
9. Læser du nogensinde bøger mere end én gang?
Det sker faktisk ja. Sådan en bog som “Åndernes hus” læser jeg ca en gang om året, “Moonie” er også en jeg læser ofte. Jeg kan godt lide at genlæse bøger. Jeg syntes man opdager så mange nye ting og facetter. 
10. Hvordan har du det egentlig med Twilight-bøgerne?
Jeg har læst halvdelen af den første bog. Jeg blev lidt grebet af dem, men så syntes jeg det kørte i ring, så kom filmene og så gav jeg lige som op på dem. De er nok bare ikke mig. Og så finder jeg Kristen Stewart dybt irriterende.
11. Har du læst noget af Stephen King?
Hvis ja, hvad var så din favorit bog? 
Jeg er ikke så meget til krimibøger, så naturligt har jeg ikke rigtig turde gå igang med Mr. King. Dog har jeg læst Den grønne mil  , og jeg elskede den. Jeg valgte at læse den efter jeg gentagende gang var faldt i svime over filmen, og jeg blev bestemt ikke skuffet.


11 random facts om dig selv:

  1. Jeg vil helle fryse end at svede.
  2. Jeg går helst kun i uldsokker, er det ikke varmt nok til det, så står den på bare tæer. Jeg hader det der limbo mellem årstiderne, hvor man forventes at gå i almindelige sokker. Så hellere fryse på tæerne.
  3. Jeg er et rodehoved af dimensioner (men der er faktisk system i rodet).
  4. Jeg elsker regn og torden.
  5. Jeg kan ikke tåle kartofler eller bananer .
  6. Jeg spiser helst ikke ko-kød. Jeg kan ikke lide smagen, så I må gerne få min bøf-kvote til deling.
  7. Sille og jeg lærte at kende hinanden på en lidt indviklet måde:
    Arto 2006 – Jeg bliver smaks forelsket i Daniel, Daniel og jeg bliver kæreste, Daniel er venner med Luana, Luana er veninde med Sille, og så er Sille og jeg jo naturligvis også veninder. Og i sådan en grad, at hun var den eneste der hængte ved.
  8. Jeg er enebarn.
  9. Jeg er lige som Sille feminist. Men jeg har ikke rigtig nogen trang til at råbe så højt om det. Hvis du kender mig, er du ikke i tvivl om mine meninger, og det er nok for mig. (hvilket jo må gøre mig til en virkelig dårlig feminist)
  10. Jeg skal gøre de fleste ting med venstre hånd først. Der er dog nogle undtagelser, så som at rense ører, der starter vi med højre tak!
  11. De fleste menesker har ALDRIG set mig med løst hår, det er kun nede og slappe af når jeg sover, ellers sidder det i knold. (Måske kan det være nede til et bryllup, det er sket en gang.)
liebster1
– Louise

Månedlig recap – August 2016

Vi blinkede lige et par gange, og da vi havde fået solen ud af øjnene var august væk igen. Her er hvad vi har læst (og opgivet) i årets sidste sommermåned:

Sille har i denne måned læst:

Poems That Make Grown Men Cry: 100 Men on the Words That Move Them
Forfatter: Ben Holden
Forlag: Simon & Schuster
Jeg trængte til at læse digte. Men jeg trængte også lidt til at der fulgte forklaringer med. Ikke på den dér “nu skal du høre, hvordan det her skal forstås”-måde. Jeg ville bare gerne have fortællinger fra (kendte) folk, der havde noget personligt at berette om digtningen. Folk, der var blevet væltet bagover gang på gang af en større eller mindre klump ord. Og det fik jeg. Der er ikke så meget andet at sige. Jeg var vild med det. Det er vist bare det.

 

SuperMutant Magic Academy
Forfatter: Jilian Tamaki
Forlag: Drawn and Quarterly
Der var så meget der appalerede til mig i Den her sommer, så selvfølgelig skulle jeg også prøve denne tegneserie/graphic novel om livet på en skole, der underviser unge mutanter i magi. Man kan godt fristes til at tænke Harry Potter møder X-Men, og det ville heller ikke være helt skævt – hovedelementerne er der i hvert fald. Men alligevel er historien helt sin egen; en slags gakket coming of age-historie med fester, druk, usikkerhed, hemmeligheder, forelskelser og det sædvanlige high school-drama, tilsat unge mennesker med de mest mærkelige (og tit meget ubrugelige) evner. Samtidigt er stemningen enormt melankolsk, især fordi den stakkels Everlasting Boy bogstaveligt talt aldrig får et ben til jorden. Og så bliver jeg nødt til at nævne bogens fysiske format, med ét ord: nøj!

 

At stjæle fra American Apparel
Forfatter: Tao Lin
Forlag: Korridor
Jeg kunne godt være smart og sige, at jeg da helt sikkert kendte til Tao Lin før jeg læste en anmeldelse af Caspar Erics oversættelse, klart, jeg ved da lige hvem det er. Men det ville være løgn, og man må som bekendt ikke lyve. Nå. Men denne svævende, drømmende historie om en ung forfatter i New York gjorde under alle omstændigheder noget virkelig rart ved mig. Jeg blev ikke påtvunget et fastlåst, dramatisk plot der skulle underholde mig. Jeg blev i stedet taget på rundtur i den unge fyr Sams på én gang prætentiøse, kreative og lidt deprimerende verden. Tao Lin er ligeglad med regler for, hvordan man “skriver godt” og hvordan en “rigtig bog” skal udformes, og netop derfor slugte jeg det hele råt. På bagsiden beskrives bogen i øvrigt som “tranceagtig” og Lin som “en ung Douglas Coupland”. Begge dele passer umanerligt godt.

 

The Night is Darkening Round Me
Forfatter: Emily Brontë
Forlag: Penguin Classics
Ah, mere poesi lige ind i hjernen. Min Brontë-erfaring er stærkt begrænset (shame, shame, shame!), men jeg kunne simpelthen ikke stå for denne lille sorte sag. Jeg mener, titlen udløser i sig selv en del kuldegysninger. Og indholdet skuffede bestemt heller ikke. Brontë skriver på én gang brutalt, højtydeligt og så fint og yndigt. Prøv nu bare lige at se her: […] I dream of moor, and misty hill, Where evening closes dark and chill; For, lone, among the mountains cold, lie those that I have loved of old. Åh, gåsehud…

 

Hausfrau
Forfatter: Jill Alexander Esbaum
Forlag: Politikens Forlag
Det var mest fordi jeg troede, at jeg bare skulle læse noget helt vildt nemt og chick-lit-agtigt (hvilket der i øvrigt ikke er noget som helst galt med; det er bare normalt ikke min kop te), og så fik jeg lidt en glædelig overraskelse i stedet. Hm. Så kan jeg lære at lade være med at dømme bøger på deres titler (Som om). Historien om amerikanske Anna, der flytter til sin schweiziske mands hjemby, er en lidt dyster omgang uden de helt store lyspunkter. Anna har sine tre dejlige børn, sin flotte mand… og det er så cirka det. Hun mangler venner, hun mangler noget at tage sig til imens manden er på arbejde, og hun prøver at finde en mening med sit lille liv. Anna er tydeligt deprimeret, desperat og alene, og hele bogen igennem emmer sproget af de sorte skyer, der formørker hendes sind. Jill Alexander skriver smukt og stort, og jeg var vild med hendes brug af de flashback-lignende passager, der følger Annas egen tankegang, og langsomt åbner op for en dybere forståelse af Annas person. Der er også noget med noget morale, og noget med at være sin egen lykkes smed, men nu skal jeg heller ikke afsløre for meget. Læs den selv.

 

Den hvide rose
Forfatter: Olga Ravn
Forlag: Gyldendal
Mere poesi, woop! Det var mest forsiden der gjorde udslaget, for den er bare så goddamn PÆN. Olgas ord fylder ikke meget på de 350 sider rent fysisk, men de har alligevel rundsave på albuerne; de vil fremad og forekommer således langt mere bombastiske. Digtene om kærlighed, desperation og sygdom fangede mig fra første side, og jeg slugte hele balladen på under en time. “Den var lidt for kort”, er nok de mindst rosende (pun intended) ord, jeg kan komme i tanke om. En portion mere, tak.

 

Louise har læst:

Jeg har læst lige så meget som jeg plejer i den her måned. Men har kun fået afsluttet to bøger. De 2 andre bøger jeg ellers var gået i gang med, var ikke helt hvad de lovede, og kunne ikke fastholde mig. Forklaring følger:
Miss Blackpool (Opgivet)
Forfatter: Nick Hornby
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Bogen startede virkelig godt up. Barbara virkede sjov, og som en pige med ben i næsen. Handlingen kom hurtigt i gang, og hun fik overraskende hurtigt prikket hul på hele “bylden”. Måske også for hurtigt. Efter der kom gang i hendes udvikling som superstjerne og hun blev stjerne af hele showet, blev jeg hurtigt meget forvirret. Jeg kunne slet ikke holde styr på hvem der var hvem, og hvorfor. Det blev for meget til sidst, og jeg kastede håndklædet i ringen.

Hollow City
 (Miss Peregrine’s Peculiar Children #2)
Forfatter: Ransom Riggs

Forlag: Gyldendal
Jeg var vild med første bog i serien, og 2. bog skuffede bestemt ikke. Sikke et eventyr!
Du kan læse min anmeldelse af den lige her !
Med Albert på bagsædet: En næsten sand historie om en mand, hans kone og hendes alligator (Opgivet)
Forfatter: Homer Hickam
Forlag: HarperCollins Nordic

Jeg havde glædet mig så meget til den her bog. Hele konceptet lød bare så godt, sjovt og opfindsomt. Men det faldt til jorden, og den hang ikke rigtigt sammen. Den virkede lidt forhastet, som om forfatteren havde for travlt med at fortælle alle de ting der skulle fortælles, og glemte at kæde dem rigtigt sammen, og gå nok i dybden med dem. Det hele virkede lidt overilet og utroværdigt. Jeg tror den ville fungere meget bedre som novellesamling.
Rend mig i traditionerne
Forfatter: Leif Panduro

Forlag: Gyldendal

Jeg følte lidt denne bog var et dansk forsøg på at tage ånden fra Griberen i rugen op, og kæde den sammen med nogle af de danske samfundsproblemer (de øverste samfundslag ) der var i 1950’erne. Den har nok været utroligt banebrydende for dens tid, men tiden er nok bare (efter min mening) løbet fra den. Og måske er jeg bare ikke rigtigt helt så vild med Panduro, som jeg selv kunne ønske mig at være.

Septemberbøger

Nu er vi utroligt tæt på at trille ind i september, og måneden byder på et meget spændende bogligt tiltag.
Ringsted bibliotek har lavet en septemberudfordring med #septemberbøger .
Vi glæder os rigtig meget til at deltage på Instagram , og vi synes det kunne være så hyggeligt hvis der var nogle af jer andre der ville lege med.
Det er et “a picture a day” koncept, og oversigten er lige her :
14102675_1272543252757893_1072963452994890074_n
Vi håber I også vil lege med.
Må september være med jer!

Boganmeldelse – Hollow City (Miss Peregrine’s Peculiar Children #2)

Hollow City
(Miss Peregrine’s Peculiar Children #2)

Forfatter: Ransom Riggs 
Forlag:  Gyldendal
Sideantal: 400
Orginalsprog: Engelsk (læst på dansk)

 

IMG_0288
Jacob og hans nye sælsomme venner er flygtet fra øen Cainholm. De beslutter sig for at rejse gennem en tidssløjfe til sælsomhedens hovedstad, London, for at befri Frøken Peregrine fra den fuglekrop, som hun er fanget i. Med hollower og gejster i hælene bevæger børnene sig gennem 1940’ernes krigsramte landskab, hvor både nye allierede og rædselsvækkende oplevelser venter på dem. 
Da jeg havde læst første bog, sad jeg og ærgrede mig inderligt over, at jeg ikke havde 2’eren liggende, så jeg bare kunne fortsætte læsningen af dette fantastiske eventyr. Alligevel skulle der gå godt og vel halvanden måned, før jeg fik fat i 2’eren og kunne fortsætte. Der var kø i biblioteksland, lang kø.
Jeg var derfor lidt bange for, at jeg måske ville have svært ved at følge handlingen. Ville der være ting fra første bog der blev nævnt her i 2’eren jeg ikke kunne huske? Og ville det få betydning for min forståelse  og oplevelse af bogen? Helt kort, nej!
Ransom Riggs har været så sød at starte 2. bog med et lille persongalleri (hvilket faktisk er til gavn hele bogen igennem efter min mening), så du er helt med og opdateret på hvem der er hvem, og hvilke sælsomheder der hører til hvem.
Bogen starter nærmest på det bogstavligste hvor den anden slap. Der er gået max 15 min. siden du sidst læste om Jacob og hans slæng, hvilket første billede i bogen så fint illustrerer.
IMG_0297

 

Og her går den desperate kamp ellers for at redde det der betyder aller mest for “de sælsomme børn”, for at redde dem selv og den verden de kender, og for at Jacob kan tilbagebetale den gæld han har til dem alle sammen, men mest af alt til Frk. Peregrine.
De skal alle sammen så grusomt meget igennem. De bliver testet til det yderste, de oplever hvad sammehold og tro kan gøre, og de oplever helt nye sider af deres sælsomhed, og genopliver gamle alliancer.

IMG_0296
IMG_0294

Men slutningen. I guder en slutning. Den havde man på ingen måder set komme, og man føler sig, som Jacob og de sælsomme børn, frustreret og snydt. Man vil have hævn! Og det håber jeg inderligt vi, de,os og dem får!
Ransom Riggs har formået at være tro mod historien og dens personer, på trods af hvor megt mere alvorligt og drabeligt det hele bliver. Opbygningen af 2. bog er den samme som den 1., og det gjorde for mig at jeg slet ikke følte der var gået den der halvanden måned mellem afslutning af 1. bog og starten af 2.
Billederne er lige så godt kædet ind i historien som de var i 1. bog, og der var kun et billede jeg ikke følte passede ind, og som skulle havde været undladt.
Tempoet er dog noget hurtigere, og du kan næsten ikke tro at hele denne 2. bog kun strækker sig over en 5-6 dage. Man kan næsten nå at blive helt forpustet, men det er på den gode måde.
Jeg slugte side efter side, og sidder igen og er rigtig ærgelig over at jeg ikke har 3. bog liggende, så jeg kan få min hævn, og få reddet hele verden.
Bogen får 5/5 stjerner, og hvis du er til fantasy og hæsblæsende eventyr synes jeg du skal skynde dig at gå i gang med serien!

– Louise

Andre anmeldelser af bogen kan findes her:

Bogslottet
Borough of Books

 

 

 

Q&A – Hvad vil du vide?

Hvis der er noget vi gerne vil være, så er det smarte og moderne. Vi vil derfor gerne lave en lille Q&A, så skriv en kommentar med dit spørgsmål her  på bloggen eller på Instagram, til Louise eller Sille, eller til os begge to, om alt mellem himmel og jord. Intet er for personligt eller pinligt, og dumme spørgsmål findes ikke! Eller…

IMG_20160812_140424

Vi svarer på spørgsmålene i en blog post på et uvist tidspunkt, så fyr løs!

Den uendelige historie – En halv anmeldelse

Den uendelige historie 

Forfatter: Michael Ende
Illustrator: Roswitha Quadflieg
Forlag: Sommer og Sørensen 
Sideantal: 435
Originalsprog: Tysk (læst på dansk)

6270662
Den, der kommer til Fantàsien, får af den Barnlige Kejserinde en medaljon som et symbol på den ubegrænsede magt. GØR HVAD DU VIL, lyder dens inskription, og først tolker Bastian disse ord som: »Gør, hvad du har lyst til«, hvorved han trækkes dybere og dybere ned i en malstrøm af utæmmet fantasi, der systematisk udsletter enhver erindring om den virkelige verden. Omsider erkender han, at medaljonens motto også kan betyde »Gør det, du har en indre trang til, følg din egentlige vilje.« Uden sin ven Atréju havde Bastian aldrig fundet vejen tilbage fra dette uendelige fantasirige, landet uden grænser.
Det lyder måske lidt underligt med en halv anmeldelse, men prøv lige at hænge på.
Jeg har aldrig set filmen, så jeg gik til den her bog helt uden nogen viden om den, eller noget forhåndsindtryk.
Det første der mødte mig i bogen, var en af de mange fantastiske illustrationer

Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.10.58Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.11.21Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.11.37

De er så spændende, og jeg kunne helt ærligt kigge på dem i timer (ej måske ikke timer, men virkelig lang tid). De er alle sammen lavet i røde og grønne farver, og det er et tema gennem hele bogen. I “den første halvdel” står Bastian i rødt og Atréju i mørkegrøn, i “den anden halvdel” har de byttet farve.
(Bogen er jo faktisk slet ikke inddelt i 2 halvdele, men jeg kommer stadig til at snakke om den i 2 halvdele. Den første halvdel er før Bastian kommer til Fantásien, og den anden er efter han kommer til Fantásien.)
Det gjorde mig ikke noget at bogen startede i en af de her boghandlere, man selv ønsker sig at farer vild i, og fra det første lys faldt ind i Hauleskoven fra lygtemandens lygte var jeg hooked.
Jeg slugte eventyr på eventyr sammen med Atréju, heppede på ham, græd med ham, mærkede hans mod og intelligens vokse, følte hans frustrationer og hans glæder, hans sorger og tab. Jeg følte ham hele vejen igennem, og ville så gerne have at de hele lykkedes for ham!
Og det gjorder det jo! Men ikke før Bastian havde været lidt dummere og mere irriterende end man havde regnet med, og heller ikke før Dronningen af hele showet måtte ty til drastiske metoder for at få Bastian til at fatte pointen. Jo jo, godt nok er Bastian kun 10-11 år, men når der lige frem står udførligt hvad knægten skal gøre, så kan det vel ikke være så svært vel? Det kunne det åbenbart.
Men jeg elskede stadig bogen, og heppede på hele konceptet.
Men det var her det begyndte at gå galt, farverne skiftede, Bastian kom i forgrunden og blev grøn, Atréju havde udført sin heltemodige gerning og måtte pænt træde i baggrunden og blive rød.
Allerede fra det øjeblik Bastian overtog showet og Fantásien, mistede historien hele sin magi for mig.Den var ikke længere tiltalende, spændende og noget jeg så frem til at komme hjem til.
Bastian irriterede mig, og hele det her “alt er fantastisk, alt går efter Bastians hoved, og der er ingen modgang”, blev trættende i længden.
Alt blev bare lidt for fantastisk i Den uendelige historie, det hele begyndte at føles som om, det var en 5-årig på lykkepiller der havde skrevet det: “UH UH UH , og så legede vi jo at Bastian kunne slå den bedste helt, i hele Fantásien, selv om han aldrig har været oppe og slås før, og så sagde vi jo også lige, at alle borgerne i byen savnede et bibliotek, så det opfandt han lige! Og så elskede alle ham bare helt vildt, og Atréju og Bastian blev bedste venner, bare sådan lige da de kiggede på hinanden.”
Og det var her jeg måtte trække mig fra historien. Jeg kunne ikke mere, jeg kunne ikke holde Bastian ud mere. Og tro mig, det har ikke været nogen nem beslutning, jeg har kæmpet med ham fra side 197 til side 271. Jeg ved godt at bogen er skrevet til et meget yngre publikum end mig, men når jeg nu elskede “første halvdel”, burde jeg så ikke også have elsket “anden halvdel” ? Måske, men det kunne jeg bare ikke.
Hvis du spørger mig skulle bogen havde sat sit punktum, da Bastian havde redet Fantásien, og alt var lykkeligt og rart. Det viser sig så at Hollywood også har valgt at slutte bogen hvor jeg synes den skulle (jeg blev nød til at finde ud af hvordan Hollywood havde valgt at afslutte filmen, som om at det gør min mening mere “lovlig”).
Har du læst Den uendelige hsitorie, og har du den samme, eller en helt anden oplevelse af den end mig, så vil jeg virkelig gerne høre den!

– Louise

Månedlig recap – Juli 2016

Ah, juli. Varme, solrige juli… eller var det regnfulde, overskyede juli? Det har under alle omstændigheder været en god måned at læse i, hvad enten det blev gjort indendørs eller udendørs. Her er hvad vi har bedrevet i denne måned.

Sille har i denne måned læst:

Uhyre

Forfatter: Sara Gruen
Forlag: Bazar
Uhyre var på én gang en anelse skuffende og glædeligt overraskende. Jeg har skrevet en anmeldelse af bogen som du kan læse her.

Lumberjanes, vol 1: Beware the Kitten Holy og vol 2: Friendship to the max

Forfatter: Noelle Stevensson og Grace Ellis. Illustreret af Brooke Allen.
Forlag: BOOM! Box
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal fortælle om Lumberjanes, andet end at det er en af de mest gakkede tegneserier, jeg nogensinde har læst. På én gang nuttet, lidt uhyggelig og fyldt med girl power og venskaber. Tegningerne er ikke overvældende fantastiske, men de er alligevel helt deres egne, og matcher historien om den meget eklektiske venindegruppe helt perfekt (det kunne lige så godt være Adventure Time, bare anderledes). Jeg skal helt sikkert have fat i de andre bind i serien, for der er ikke noget som at kværne en farverig tegneserie på ingen tid – også selvom man nogle gange bliver nødt til at lægge den fra sig fordi WTF-effekten er så voldsom, at det næsten er for meget.

Paper Girls, vol. 1

Forfatter: Brian K. Vaughan. Illustreret af Cliff Chiang og Matthew Wilson.
Forlag: Image Comics
Efter Lumberjanes var det helt naturligt at starte på Paper Girls, da jeg så flere anmeldere lovprise begge serier. Jeg kunne læse mig frem til, at jeg ville opleve en verden med solide 80’er-vibes, en fabelagtig streg og troværdige kvindelige hovedpersoner. What’s not to like, tænkte jeg. Og de kloge hoveder havde naturligvis ret. Jeg blev opslugt af historien om de 12-årige tomboys og avisbude Tiffany, KJ, Mackenzie og Erin. Lige som Lumberjanes er Paper Girls nogle gange virkeligt langt ude, men hvor Lumberjanes har straight up knald i låget, er de fire avisbudes eventyr inspireret af helt klassisk 80’er-sci-fi, og historien er, trods åndeløst spændende øjeblikke, langt mere nede på jorden og rytmen meget nemmere at falde ind i. Jeg var helt pjattet med hver eneste side i Paper Girls, og jeg glæder mig til at kaste mig over de næste bind.

Endnu en Katherine (An Abundance of Katherines)

Forfatter: John Green
Forlag: Høst & Søn
Ah, John Green. Man går aldrig rigtigt fejl med ham, vel? Jeg har indtil videre ikke oplevet at åbne en af hans bøger og blive skuffet, og jeg elsker hans evne til at beskrive tilsyneladende helt almindelige teenagere så de fremstår som de mest dyrebare, unikke mennesker, helt uden den store palaver og fanfare. I Endnu en Katherine handler det ganske vist om det modsatte: Colin er nemlig et vidunderbarn, med en hjerne der er langt skarpere og mere klæbende end de fleste andre jævnaldrendes. Det ligger i kortene at han skal udrette noget stort og gøre en forskel i verden. Men da Colin for 19. gang er blevet droppet af endnu en Katherine beslutter han og hans bedste (og eneste) ven Hassan sig for at tage på et road trip (jeg ELSKER når der er road trip i en Green-historie; så ved man ligesom at det bliver godt) og få Colin til at glemme sin miserable (s)tilstand. Men, surprise surprise, næsten intet går som de havde regnet med, og der bliver vendt op og ned på Colins opfattelse af det at finde sin plads i verden, og i særdeleshed Colins opfattelse af de mennesker, man har i sit liv. John Green har bedrevet en sød, virkeligt nørdet og absolut anbefalelsesværdig coming of age-roman der gør godt indeni.

Den her sommer (This one summer)

Forfatter: Mariko Tamaki. Illustreret af Jilian Tamaki.
Forlag: Høst & Søn
Vidunderskøn tegneserie om en sommerferie fuld af venskaber og hemmeligheder. Jeg har skrevet en lille anmeldelse som du kan læse her.

The Strange Library

Forfatter: Haruki Murakami
Forlag: Harvill Secker
Murakamis mørke, mystiske fortælling handler om at fortabe sig fuldstændigt i et bibliotek – sådan, rent bogstaveligt. Den ukendte hovedperson går ind på et bibliotek for at låne en bog, bliver ført til en hemmelig, afsidesliggende læsesal af en gammel mand og bliver spærret inde i et fangehul. Hvorfor? Fordi den gamle mand vil tvinge viden ind i drengens hoved og derefter spise hans hjerne, hvad ellers? Min tidligere erfaring med Murakami er begrænset til What I talk about when I talk about running, men jeg kan næsten regne ud at dette er en af hans mere dystre fortællinger. Hjulpet godt på vej af de smukke, men forstyrrende og urovækkende illustrationer er The Strange Library en fabelagtig lille bog – men jeg har altså ikke travlt med at kigge forbi mit lokale bibliotek igen. Yikes.

Louise har i denne måned læst:

De gale

Forfatter: Kim Fupz Aakeson
Forlag: Høst og Søn
For mig var det her en “genlæser”. Den var på pensum i 8. eller 9. klasse, kan ikke helt bestemt huske hvilket klassetrin. Men en ting er sikkert, den har hængt ved. I mange år kunne jeg dog slet ikke huske hvad den hed, eller hvem der havde skrevet den, så I kan vel forestille jer min glæde da jeg fandt den! Jeg troede faktisk jeg kunne huske den fra enden til anden, men der var virkelig meget jeg havde glemt, selv slutningen, hvilket kom bag på mig.  Jeg kunne heller ikke huske at den var så sjovt skrevet, eller at sproget faktisk var så godt som det var.
Den var super sjov at få genopfrisket. 

Alkymisten

Forfatter: Paulo Coelho
Forlag: Bazar
Jeg var så utrolig heldig at få besøg af en rejsende bog i den her måned. Det var en komplet fantastisk og unik oplevelse, og en jeg håber alle bogbloggere får lov at få.
Jeg har skrevet en anmeldelse af både bog og oplevelsen det var at have selskab af den.
Anmeldelsen  finder du lige her: Alkymisten

Den røde cirkel (Sherlock Holmes #8)

Forfatter: Arthur Conan Doyle
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Jeg har altid elsket Sherlock Holmes på film, så da jeg fandt en novellesamling på biblioteket, tænkte jeg at jeg måtte se, om jeg kunne forlænge vores film-affære til den boglige verden. Og det må man sige lykkedes. Jeg faldt “head over heels” for skriverierne og deres finurligheder. Jeg elsker fra første ord forholdet mellem Holmes og Watson, men fandt begge figurer meget anderledes end dem, jeg har lært at kende gennem tv og film. I sær Holmes, han virker ikke nær så kold og følelsefjern/verdensfjern som i tv/film.
Men bogen var alligevel et hit.

 

Boganmeldelse: Alkymisten

Alkymisten

Forfatter: Paulo Coelho
Forlag: Bazar
Sideantal: 211
Originalsprog: Portugisisk (læst på dansk)

IMG_0106

Alkymisten er den magiske historie om Santiago, en andalusisk fårehyrde der følger sin drøm om at finde en af verdens rigeste skatte. Fra sit hjem i Spanien rejser han til markederne i Tanger, Egyptens ørken og et skæbnesvangert møde med Alkymisten. Historien om de skatte Santiago finder på sin vej, lærer os den vigtigste af alle visdomme: Lyt til dit hjerte, forstå tegnene og frem for alt, følg dine drømme.
Jeg har været så utrolig heldig at måtte være en del af en af de mange rejsende bøger der er i omløb. Det er første gang jeg har haft besøg af en rejsende bog, men jeg håber bestemt ikke det er den sidste.
Denne rejsende bog er startet af Simone fra Boghjørnet , og jeg synes det er et virkelig modigt valg af bog, for det er en meget speciel og unik bog. Den er ikke for alle, og jeg må indrømme at den heller ikke helt var noget for mig.
Jeg tror dog, at folk der tror på en form for Gud (om det så er Allah, Jehovah eller Gud) virkelig vil elske den her bog inderligt.
Den handler om at tro på, at der en højere magt, der på en eller anden måde har udstukket din rigtige livsbane. Det er så op til dig at lytte til verden, dit hjerte og de tegn livet giver dig, for på den måde at opnå den altoverskyggende (guddommelige) lykke/fred eller med andre ord, finde dit livs skat.
Men en sådan skat i livet kan jo være mange ting, så hvornår ved man at man har fundet den? Hvordan ved man at tegnene, hjertet og universet/verden taler sandt og ikke prøver at lokke dig på afveje? Ja det må du læse bogen for at få svaret på.
Bogen blev i længden alt for lommefilosofisk til mit temperament, og skrivestilen mindede mig, på trods af ikke at have kigget rigtigt i den siden det obligatoriske til konfirmationsundervisning, rigtig meget om biblen.
Det var dog utroligt hyggeligt at læse/se alle de ting folk har tilføjet til bogen, og hvor forskeligt folk kan tolke ting, og hvad folk kan få ud af ord på papir.
IMG_0107
Bogen får 2 ud af 5 stjerner fra mig. Den er i og for sig rigtig smukt skrevet, men jeg følte ikke personerne, blev som sagt træt af den lommefilosofiske tilgang til historien, dog vil jeg sige, at det hele gav meget mere mening da forfatteren selv tog ordet til sidst.
Men fik jeg så overhovedet noget ud af at læse den her bog, på trods af de kun 2 ud af 5 stjerner jeg giver den?
Det gjorde jeg, faktisk en hel del. Den satte en masse tanker i gang om mit eget liv (bare rolig, dem skal jeg nok sparer jer for), og om hvordan vi som mennesker tolker de  ting der sker i vores liv, og hvor meget et positivt og optimistisk syn på selv de små ting, er så utroligt vigtigt for at holde humøret oppe (ej så endte jeg også med at blive helt lommefilosofisk!)

IMG_0109
– Louise

Well-read women – A reader’s journal

Jeg valgte virkelig at forkæle mig selv her for lidt tid siden.
Jeg har længe kigget langt efter en “reader’s journal”, efter jeg er begyndt at bogblogge og faktisk har skullet huske hvad jeg syntes om de bøger jeg læser, har jeg fundet ud af, at det er jeg rigtig dårlig til, hvis der går mere end et par dage fra afsluttet bog til skreven anmeldelse. Jeg kan godt huske helheden, men ikke nok til, at jeg selv ville være tilfreds med den anmeldelse, jeg ville få brygget sammen i sidste ende.
Jeg havde besluttet at jeg virkelig ville have en der var smuk, og gerne med et budskab i sig selv. Og så fandt jeg den! Den mest fantastiske og smukke “reader’s journal” i verden (hvis du spørger mig )
IMG_9995
Smuk, gennemført og med en røvfuld stærke litterære kvinder. Alle akvarellerne der er i bogen kommer fra Well-Read Women: Portraits of Fiction’s Most Beloved Heroines (der indeholder 50 akvareller), der er illustreret og skrevet af Samantha Hahn. Jeg ville utroligt gerne eje begge bøger, men havde kun råd til den ene.
IMG_9997
Elizabeth Bennet – Stolthed og fordom
IMG_0002
Alice – Alice i eventyrland
IMG_0001
Mary Lennox – Den hemmelige have
IMG_9999
Wendy Darling – Peter Pan
IMG_9998
Juliet Capulet – Romeo og Juliet
Der er de helt basale ting man har brug for at kunne udfylde, og med et par stikord synes jeg selv man kommer langt.
13664711_10210342453342898_1052405409_n
Bogen indeholder også flere inspirationssider. De er inddelt efter et par forskellige bogpriser, og giver oversigt over årstal og vinder. Det kunne være meget sjovt at se, hvor mange af dem man selv kunne nå at læse.
IMG_0003
Hvis I står og mangler en smuk og brugbar gave til en af de mange bogelskere i jeres liv, er jeg overbevist om de vil komme til at elske denne bog så højt som jeg elsker min!