Boganmeldelse – Hollow City (Miss Peregrine’s Peculiar Children #2)

Hollow City
(Miss Peregrine’s Peculiar Children #2)

Forfatter: Ransom Riggs 
Forlag:  Gyldendal
Sideantal: 400
Orginalsprog: Engelsk (læst på dansk)

 

IMG_0288
Jacob og hans nye sælsomme venner er flygtet fra øen Cainholm. De beslutter sig for at rejse gennem en tidssløjfe til sælsomhedens hovedstad, London, for at befri Frøken Peregrine fra den fuglekrop, som hun er fanget i. Med hollower og gejster i hælene bevæger børnene sig gennem 1940’ernes krigsramte landskab, hvor både nye allierede og rædselsvækkende oplevelser venter på dem. 
Da jeg havde læst første bog, sad jeg og ærgrede mig inderligt over, at jeg ikke havde 2’eren liggende, så jeg bare kunne fortsætte læsningen af dette fantastiske eventyr. Alligevel skulle der gå godt og vel halvanden måned, før jeg fik fat i 2’eren og kunne fortsætte. Der var kø i biblioteksland, lang kø.
Jeg var derfor lidt bange for, at jeg måske ville have svært ved at følge handlingen. Ville der være ting fra første bog der blev nævnt her i 2’eren jeg ikke kunne huske? Og ville det få betydning for min forståelse  og oplevelse af bogen? Helt kort, nej!
Ransom Riggs har været så sød at starte 2. bog med et lille persongalleri (hvilket faktisk er til gavn hele bogen igennem efter min mening), så du er helt med og opdateret på hvem der er hvem, og hvilke sælsomheder der hører til hvem.
Bogen starter nærmest på det bogstavligste hvor den anden slap. Der er gået max 15 min. siden du sidst læste om Jacob og hans slæng, hvilket første billede i bogen så fint illustrerer.
IMG_0297

 

Og her går den desperate kamp ellers for at redde det der betyder aller mest for “de sælsomme børn”, for at redde dem selv og den verden de kender, og for at Jacob kan tilbagebetale den gæld han har til dem alle sammen, men mest af alt til Frk. Peregrine.
De skal alle sammen så grusomt meget igennem. De bliver testet til det yderste, de oplever hvad sammehold og tro kan gøre, og de oplever helt nye sider af deres sælsomhed, og genopliver gamle alliancer.

IMG_0296
IMG_0294

Men slutningen. I guder en slutning. Den havde man på ingen måder set komme, og man føler sig, som Jacob og de sælsomme børn, frustreret og snydt. Man vil have hævn! Og det håber jeg inderligt vi, de,os og dem får!
Ransom Riggs har formået at være tro mod historien og dens personer, på trods af hvor megt mere alvorligt og drabeligt det hele bliver. Opbygningen af 2. bog er den samme som den 1., og det gjorde for mig at jeg slet ikke følte der var gået den der halvanden måned mellem afslutning af 1. bog og starten af 2.
Billederne er lige så godt kædet ind i historien som de var i 1. bog, og der var kun et billede jeg ikke følte passede ind, og som skulle havde været undladt.
Tempoet er dog noget hurtigere, og du kan næsten ikke tro at hele denne 2. bog kun strækker sig over en 5-6 dage. Man kan næsten nå at blive helt forpustet, men det er på den gode måde.
Jeg slugte side efter side, og sidder igen og er rigtig ærgelig over at jeg ikke har 3. bog liggende, så jeg kan få min hævn, og få reddet hele verden.
Bogen får 5/5 stjerner, og hvis du er til fantasy og hæsblæsende eventyr synes jeg du skal skynde dig at gå i gang med serien!

– Louise

Andre anmeldelser af bogen kan findes her:

Bogslottet
Borough of Books

 

 

 

Reklamer

Den uendelige historie – En halv anmeldelse

Den uendelige historie 

Forfatter: Michael Ende
Illustrator: Roswitha Quadflieg
Forlag: Sommer og Sørensen 
Sideantal: 435
Originalsprog: Tysk (læst på dansk)

6270662
Den, der kommer til Fantàsien, får af den Barnlige Kejserinde en medaljon som et symbol på den ubegrænsede magt. GØR HVAD DU VIL, lyder dens inskription, og først tolker Bastian disse ord som: »Gør, hvad du har lyst til«, hvorved han trækkes dybere og dybere ned i en malstrøm af utæmmet fantasi, der systematisk udsletter enhver erindring om den virkelige verden. Omsider erkender han, at medaljonens motto også kan betyde »Gør det, du har en indre trang til, følg din egentlige vilje.« Uden sin ven Atréju havde Bastian aldrig fundet vejen tilbage fra dette uendelige fantasirige, landet uden grænser.
Det lyder måske lidt underligt med en halv anmeldelse, men prøv lige at hænge på.
Jeg har aldrig set filmen, så jeg gik til den her bog helt uden nogen viden om den, eller noget forhåndsindtryk.
Det første der mødte mig i bogen, var en af de mange fantastiske illustrationer

Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.10.58Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.11.21Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.11.37

De er så spændende, og jeg kunne helt ærligt kigge på dem i timer (ej måske ikke timer, men virkelig lang tid). De er alle sammen lavet i røde og grønne farver, og det er et tema gennem hele bogen. I “den første halvdel” står Bastian i rødt og Atréju i mørkegrøn, i “den anden halvdel” har de byttet farve.
(Bogen er jo faktisk slet ikke inddelt i 2 halvdele, men jeg kommer stadig til at snakke om den i 2 halvdele. Den første halvdel er før Bastian kommer til Fantásien, og den anden er efter han kommer til Fantásien.)
Det gjorde mig ikke noget at bogen startede i en af de her boghandlere, man selv ønsker sig at farer vild i, og fra det første lys faldt ind i Hauleskoven fra lygtemandens lygte var jeg hooked.
Jeg slugte eventyr på eventyr sammen med Atréju, heppede på ham, græd med ham, mærkede hans mod og intelligens vokse, følte hans frustrationer og hans glæder, hans sorger og tab. Jeg følte ham hele vejen igennem, og ville så gerne have at de hele lykkedes for ham!
Og det gjorder det jo! Men ikke før Bastian havde været lidt dummere og mere irriterende end man havde regnet med, og heller ikke før Dronningen af hele showet måtte ty til drastiske metoder for at få Bastian til at fatte pointen. Jo jo, godt nok er Bastian kun 10-11 år, men når der lige frem står udførligt hvad knægten skal gøre, så kan det vel ikke være så svært vel? Det kunne det åbenbart.
Men jeg elskede stadig bogen, og heppede på hele konceptet.
Men det var her det begyndte at gå galt, farverne skiftede, Bastian kom i forgrunden og blev grøn, Atréju havde udført sin heltemodige gerning og måtte pænt træde i baggrunden og blive rød.
Allerede fra det øjeblik Bastian overtog showet og Fantásien, mistede historien hele sin magi for mig.Den var ikke længere tiltalende, spændende og noget jeg så frem til at komme hjem til.
Bastian irriterede mig, og hele det her “alt er fantastisk, alt går efter Bastians hoved, og der er ingen modgang”, blev trættende i længden.
Alt blev bare lidt for fantastisk i Den uendelige historie, det hele begyndte at føles som om, det var en 5-årig på lykkepiller der havde skrevet det: “UH UH UH , og så legede vi jo at Bastian kunne slå den bedste helt, i hele Fantásien, selv om han aldrig har været oppe og slås før, og så sagde vi jo også lige, at alle borgerne i byen savnede et bibliotek, så det opfandt han lige! Og så elskede alle ham bare helt vildt, og Atréju og Bastian blev bedste venner, bare sådan lige da de kiggede på hinanden.”
Og det var her jeg måtte trække mig fra historien. Jeg kunne ikke mere, jeg kunne ikke holde Bastian ud mere. Og tro mig, det har ikke været nogen nem beslutning, jeg har kæmpet med ham fra side 197 til side 271. Jeg ved godt at bogen er skrevet til et meget yngre publikum end mig, men når jeg nu elskede “første halvdel”, burde jeg så ikke også have elsket “anden halvdel” ? Måske, men det kunne jeg bare ikke.
Hvis du spørger mig skulle bogen havde sat sit punktum, da Bastian havde redet Fantásien, og alt var lykkeligt og rart. Det viser sig så at Hollywood også har valgt at slutte bogen hvor jeg synes den skulle (jeg blev nød til at finde ud af hvordan Hollywood havde valgt at afslutte filmen, som om at det gør min mening mere “lovlig”).
Har du læst Den uendelige hsitorie, og har du den samme, eller en helt anden oplevelse af den end mig, så vil jeg virkelig gerne høre den!

– Louise

Boganmeldelse:Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn

Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn
(Miss Peregrine’s Peculiar Children #1)

Forfatter: Ransom Riggs
Forlag:  Gyldendal
Sideantal: 360
Orginalsprog: Engelsk (læst på dansk)
25454820
En mystisk ø. Et forladt børnehjem. En samling besynderlige fotografier. Efter en hårrejsende familietragedie drager den 16-årige Jacob ud på en rejse, der fører ham til en fjern ø ud for Wales. Her finder han ruinerne af Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn, og da Jacob begynder at undersøge stedet, går det op for ham, at de tidligere beboere var meget mere end blot sælsomme. De var muligvis farlige, og der kan have været gode grunde til, at de var isolerede på en øde ø. Hvad værre er: De er muligvis stadig i live …
Jeg er stødt på denne bog et par gange, men er gået en STOR bue uden om den. Jeg tænkte gyser, splat og søvnløse nætter når jeg kiggede på den, og det er bestemt ikke noget jeg opsøger friviligt. Men, det hele ændrede sig, da jeg læste Bogslottets anmeldelse af bogen. Der skal lyde en kæmpe tak til Sofie for en fantastisk anmeldelse, for uden hendes anmeldelse, havde jeg aldrig læst denne bog, og sikke en bog!
Ransom Riggs starter bogen stille og roligt, så du når lige at finde ud af hovedepersonen, stemningen og personlige problemstillinger, før du skal ud på noget af et eventyr.
Men trods den stille start fangede bogen mig med det samme, jeg er meget glad for jeg kun arbejder deltid, for ellers ville jeg havde haft meget svært at opfylde mine pligter på arbejdet. Jeg kunne næsten ikke få bogen lagt, når den først var kommet op i mine hænder.
Jeg er rigtig overrasket over hvordan Ransom Riggs fik kædet alle fotografierne ind i historien, og selv om jeg havde smugkigget på dem, blev jeg gang på gang overrasket over den betydning Ransom Riggs fandt i dem, og hvor lidt uhyggelige de var, efter historien var læst færdig. Og det er nok også det der gør, at histoiren ikke bliver uhyggelig.
Og når nu vi lige snakker om historien. Den er super velskrevet, spændende og overraskende. Jeg var så ked af at jeg ikke havde fortsættelsen liggende, så jeg bare kunne fortætte. Jeg glæder mig til jeg kan få fingrene i den, og fortsætte eventyret.
Personerne er rigtig spændende, og deres sælsomheder er en stor del af deres personlighed, hvilket også gør at du virkelig føler dem, dog havde jeg nogle gang lidt svært ved at huske hvem der havde hvilke sælsomheder, eller hvilke navne der gik med hvilken sælsomheder.
Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om den her bog, men jeg holder mig i skindet, og vil lade jer selv opleve den.
Det eneste minus ved bogen var slutningen, jeg fandt den lidt langtrukken, noget af det kunne snildt være skåret væk(med mindre det får vildt stor betydning i næste bog, så trækker jeg det tilbage!)
Bogen får 5/5 stjerner. Og jeg syntes virkelig alle burde give sig i kast med den. Jeg selv læse ikke vildt meget YA eller fantasy, men jeg er solgt!

-Louise

Boganmeldelse: Nobody (The Graveyard Book)

Nobody (The Graveyard Book)

Forfatter:  Neil Gaiman
Illustrator: Chris Riddell
Forlag:  Høst og Søn
Sideantal: 267
Orginalsprog: Engelsk (læst på dansk)
Skærmbillede 2016-06-13 kl. 22.28.45
I ly af nattens mørke sniger Manden Jack sig ind i familien Dorians hjem og dræber forældre og ældste barn, men familiens yngste undslipper. Det lille barn havner på en gammel kirkegård, hvor beboerne beslutter sig for at opfostre ham.Nobody kan Blegne og gå Drømmegang, men uden for kirkegårdens mure lurer faren imidlertid. Manden Jack er stadig på udkig efter det undvegne barn. Et endeligt opgør er uundgåeligt.
Da jeg først begyndt at læse, var jeg bange for at dette var et nyt forsøg på at lave en Harry Potter. Det havde nok mest noget med hele starten på bogen at gøre, hele den der med, at kun det ene drengebarn overlever, og må overleve i en verden hvor forældrenes morder stadig er ude efter ham.
Men jo længere jeg kom ind i bogen, jo mere gik det op for mig, at det næsten kunne betragtes som en synd, at sammenligne dette ene mesterværk med mesterværket der er Harry Potter.
Hele bogen hænger så fint sammen. Tegningerne før hvert kapitel sætter virkelig fantasien i gang, og giver et rigtigt godt billede af de ting/personer det kommer til at omhandle, dog uden at afsløre for meget. Chris Riddell tegner fantastisk, stemningen i illustrationerne passer så fint til historien, og giver bare en fantastisk helhed til det indtryk du får af bogen. Jeg har også skyndt mig ind på facebook, og følger ham nu for at få lidt af hans finurlige og eventyrlige univers ind i min hverdag.
Når du kommer til slutningen, finder du ud af hvor vigtigt hvert kapitel og handlingen i kapitlerne er for slutningen, og det gør også bare at bogen hænger endnu bedre sammen.
Dette er min første bog af Neil Gaiman. Jeg har læst meget og hørt meget om ham og hans forfatterskab, og må sige at han ikke skuffer! Jeg faldt med det samme for hans skrivestil, og for hans lidt skæve måde at gribe historien an på. Jeg synes han er rigtig god til at fange personerne i hans historie, uden at udpensle dem. Han lader dem stå skarpt med få præcise ord, og det er jeg altid fan af!
Det enste minus jeg kan finde ved bogen er længden. Den var slet ikke lang nok, jeg sad og ville havde meget mere. Meget, meget, meget, meget mere!
Så bogen får 5/5 stjerner. Skynd dig at læse den hvis du ikke har fået det gjort endnu!

-Louise

 

Boganmeldelse – Alice i Eventyrland

Alice i Eventyrland

Forfatter:  Lewis Carroll
Forlag:  Carlsen
Sideantal: 136
Orginalsprog: Engelsk (læst på dansk)
Illustrationer:  Tove Jansson

Skærmbillede 2016-02-25 kl. 21.50.23
Mit eventyr med Alice begyndt, da jeg så et opslag på Rikkes Instagram, og læste et indlæg på hendes blog .
Indlægget/opslaget var en udfordring: “Læs en bog der er blevet filmatiseret” . Den var jeg straks med på, og jeg havde netop købt den smukkeste udgave af “Alice i Eventyrland” på bogudsalg, så det passede jo perfekt!
Jeg har for ud for læsningen af bogen, både set tegnefilmen og spillefilmen. Jeg elsker begge film, og ser dem gerne igen og igen.
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet mig af bogen, men nok slet ikke det, den viste sig at være.
Det er svært for mig at sige, især fordi det er en utroligt elsket bog blandt mange, men jeg er ikke fan.
Jeg fandt den kaotisk, og usammenhængende. Men kom hurtigt frem til, at det nok skyldes det faktum, at jeg ikke er et barn.
Jeg kan godt se hvorfor børn elsker denne bog. Jeg kan godt forstå, hvorfor de bliver suget ind af fantasien i historien. Hele universet er så fantasifuldt, at et barn ville kunne bruge timer på det. Og de fantastiske illustrationer, der er i min smukke udgave, kan kun medvirke til kærligheden og fantasien.

Skærmbillede 2016-02-25 kl. 22.04.03

Skærmbillede 2016-02-25 kl. 22.04.30

Skærmbillede 2016-02-25 kl. 22.04.46

Skærmbillede 2016-02-25 kl. 22.05.01

Jeg faldt også pladask for illustrationerne, og det var faktisk også hovedårsagen til at jeg købte bogen. De er smukke, og dette er kun et meget lille udsnit af dem.
Jeg er sikker på, at jeg står meget alene med mit kaotiske indtryk. Og skammer mig også meget over det.
Jeg ville så gerne kunne tilmelde mig fan gruppen, og hylde den. Det kan jeg også, hvis jeg udelukkende ser på den som en børnebog, hvilket den jo også er.
Så hvis jeg slår min indre voksen fra, og overgiver mig til mit barnlige jeg, må jeg sige den er fantastisk.
Jeg har valgt at give den 3/5 stjerner.
For det er uden  tvivl et fantastisk stykke forfatterarbejde, og jeg beundre Lewis Carroll for hans fantasi og evne til at finde på overgange, om end jeg fandt det hele kaotisk.
-Louise

 

tumblr_m9nexq5cq51r5d4e7o1_500