Ch-ch-ch-ch-changes.

Jeg vil gerne starte med at undskylde tavsheden herinde. Det var ikke helt med vilje – eller, det var det faktisk, men ikke med vores gode vilje. Vi skulle bare lige bruge lidt tid på at tænke os om, på at snakke, på at diskutere og på at være lidt ærlige.

For var vi egentligt helt så gode til at være bogbloggere som vi gerne ville være? Og var vi egentligt så glade for det som vi kunne være? Nej. Vi var gået i stå (eller, jeg var nok mest gået i stå) og vi trængte til noget andet og noget mere. Jeg fortalte derfor Louise at jeg havde en idé, og at det måske var lidt fjollet, og det var også bare mig og mine åndede idéer, og skulle jeg ikke også bare lige tage mig sammen. Men Louise var fyr og flamme, og før vi fik set os om havde vi fundet på en ny idé til bloggen: vi ville ikke længere nøjes med at skrive om bøger, men også om vores andre interesser indenfor gaming, film og tv-serier. Alle disse ting fylder en del hos os, og det virker derfor naturligt at skrive om lidt af det hele, uden at det bliver for personligt og kommer for tæt på. Så spændende er vores hverdag heller ikke…

Personligt glæder jeg mig især til at tage jer med i min lille verden af alt muligt gaming-relateret hejs, da det fylder mere og mere i mit liv, og jeg trænger til at rante om det til Gud og hvermand.

Så derfor, helt kort: hjerteligt velkommen til vores nye blog, This Fictional Life. Bøgerne kommer stadig til at fylde en del, for vi er ikke trætte af dem. Vi krydrer bare med anmeldelser af og fortælllinger om vores andre oplevelser udenfor bøgernes verden.
Vi håber at I stadig vil læse med, og at I ikke kommer til at kede jer. Det vil vi i hvert fald arbejde hårdt på at forhindre!

– Sille

(Hvis du læser dette på Trillebøger siger vi tak for at du har fulgt os, fundet os gode nok til at læse, og vi håber du vil følge os på vores nye blog. Dette indlæg vil være det sidste på Trillebøger, alt bliver fra nu af udgivet på This Fictional Life. Vores Instagram er stadig den samme.
Hvis du læser dette på This Fictional Life siger vi pænt hej og velkommen. Vi er glade for at du enten lige har fundet os, eller har valgt at følge os igen. )

Boganmeldelse – Glimt af håb

Glimt af håb

Forfatter: Ruta Sepetys 
Forlag: Lindhardt og Ringhof 
Sideantal: 349
Orginalsprog: Litauisk (læst på dansk)
14249248_10210902423141793_1509551297_n
Lina Vilkas er en femtenårig spirende kunster og omgivet af en kærlig familie under Anden Verdenskrig. En aften braser den sovjetiske sikkerhedstjeneste, NKVD, ind i familiens hjem i Litauen og tager hele familien med sig. 
Lina, hendes mor og lillebror bliver adskilt fra Linas far og mast ind i en beskidt togvogn, hvorefter en lang rejse nordpå begynder. De bliver anbragt i en af Stalins arbejdslejre nord for polarcirklen, den koldeste afkrog af Sibirien. Her bliver familien tvunget til at grave efter roer, mens de kæmper for at overleve under voldsomt grusomme forhold. Lina finder dog trøst i sin kunst, idet hun omhyggeligt og under stor risiko dokumenterer hændelserne i lejren ved at tegne dem, alt imens hun håber, at hendes beskeder på et tidspunkt vil nå hendes far, så han ved, familien stadig er i live.
Da denne bog fandt vej til mine hænder, kom den som kaldet. Jeg har lige været igennem en periode, hvor næsten ingen bøger har kunnet fange mig, jeg kunne ikke kravle ind i dem som jeg plejer, og min frustration over dette var ved at blive så stor, at selv chefer/forældre begyndte at bekymre sig om det. Jeg var begyndt at blive bange for, at ingen bog ville kunne få mig til at flyve med den igen.
Men så skete det! “Glimt af håb” landede i mine rystende hænder, og jeg da jeg begyndt at læse var det et rent “eureka- moment”. Jeg var tilbage!
Jeg var faktisk rigtig negativ da jeg åbnede bogen. Den er inddelt i meget korte kapitler. Jeg tror det længste i bogen er på 6 sider, de fleste er på 2-3 sider. Og min første tanke da jeg så de korte kapitler var, at det her nok blev er ret tør, forjappet og flad læseoplevelse. Jeg kunne ikke tro man kunne skrive en fyldig bog med så korte kapitler. Men I guder hvor tog jeg dog grueligt fejl!
Glimt af håb er brutalt smuk. Sproget er så fantastisk fyldigt, og man kan mærke at hvert ord er valgt med den største respekt for sprog og historie.
Gennem historien er der tilbageblik til livet før. Små hverdagsudsnit, som virkelig rammer lige på sømmet. De viser den brutale kontrast der er mellem livet nu og før, og det gjorde, for mig, at jeg virkelig kunne sætte mig i Linas sted.
Ruta Sepetys har skrevet en gennemført roman, hvor personerne står som skåret ud i granit. Selv om man faktisk aldrig får navnet på rigtig mange af dem, kan du tydeligt se dem for dit indre øje. Jeg kan i detaljer beskrive for dig, hvordan “den skaldede mand” eller “manden der altid trækker sit ur op” ser ud og opfører sig, hvordan Jonas smiler, eller hvordan Lina bærer sit hoved når hun bliver sur, er ligeledes printet ind på mine nethinder.
De sidste 20-30 sider var en stor tudetur i kulde og blæst, men varmen og håbet til sidst gør, at jeg her godt 24 timer efter afslutning af bogen, stadig danser med solen på polarhimlen.
Denne bog får 5/5 stjerner. Den lærte mig om et grusomt kapitel af 2. verdenskrig, jeg faktisk aldrig havde hørt eller læst om før (hvilket jeg skammer mig utroligt meget over), og den gjorde det med kunst, kærlighed og håb. Jeg synes du skal læse denne bog, den er fantastisk fra start til slut, og den giver dig virkelig håb!

-Louise

Liebster Award – Silles svar

Woop, jeg (okay, vi) er blevet tagget i en lille leg. Luna mente at vi skulle lege med i Liebster Award, og vi er hende meget taknemmelige da vi aldrig bliver for gamle til at lege. Vi har taget os den frihed ikke at tagge andre i legen, da vi ikke kunne finde på nogle bogbloggere der ikke allerede havde haft stafetten (tilgiv os hvis vi tager fejl), og vi har derfor heller ikke lavet nye spørgsmål.
I øvrigt har vi delt det op i to indlæg, da det ellers ville blive frygteligt langt (for tænk hvis nogen ikke gad at læse vores indlæg helt til ende. Hvilken gru!)

Also sprecht Liebster Award-regelsættet:

* Tak bloggeren, som nominerede dig.
* Vis Liebster Award-logoet på din blog/i dit indlæg (Se nedenfor)
* Besvar de 11 spørgsmål, som du modtog fra bloggeren, der nominerede dig.
* Skriv 11 selvvalgte facts om dig selv.
* Nominér 11 nye bloggere (med 1000 eller derunder følgere)
* Lav dine egne 11 spørgsmål, som de nominerede skal svare på.


11 spørgsmål til de nominerede: 
1. Hvorfor begyndte du at blogge?
Det var faktisk takket været min medblogger, Louise. Hun startede en bogblog, og da jeg nævnte at jeg også havde tænkt på at starte én, spurgte hun om vi skulle gøre det sammen i stedet. Jeg tror ikke jeg var kommet igang hvis ikke hun havde spurgt.
2. Ville du ønske du kunne leve af at blogge, eller er der noget andet du hellere vil med dit liv?
Ja. Det ville jeg ønske at jeg kunne. It looks like fun, men det kræver enormt meget arbejde og jeg tror ikke at det nogensinde bliver aktuelt. Jeg har ikke engang et kontor. Jeg vil sikkert mange andre ting, men jeg er nok lidt for pessimistisk til at tage noget af det alvorligt.
3. Hvad er den absolut dårligste bog du nogensinde har læst?
Det kan jeg virkeligt ikke huske. Har uden tvivl læst noget værre bras et par gange, men der er vel grænser for, hvor slemt det kan have været når jeg ikke kan huske det.
4. Hvor mange timer om ugen bruger du på at blogge, planlægge blog og tænke på hvad du skal blogge?
Alt for få timer! Det vil sige, jeg bruger meget tid på at tænke over indlæg og idéer, men jeg har næsten ikke tid og overskud til rent faktisk at gøre noget ved det. Jeg har dog endelig fundet metoder til at systematisere mine tanker og idéer til indlæg osv, så jeg tror det bliver nemmere fra nu af. Håber jeg.
5. Dyrker du en form for sport?
Nope. Jeg har været glad for at løbe, men henover sommeren har det været for varmt til det (jeg er meget varmesky). Jeg er ret glad for at gå lange ture, har lige fået ny cykel, kan godt li’ yoga og lidt styrketræning på stuegulvet og håber at komme igang med løb igen til efteråret, så jeg holder mig da lidt igang.
6. Har du et yndlingsband eller sanger/sangerinde? Det skifter enormt tit, men generelt tror jeg at Manic Street Preachers er mit yndlingsband, og Grimes er min yndlingssangerinde (hvis man kan kalde hende sangerinde; hun er jo en multikunstner).
7. Hvilken film kan du se igen og igen, uden at blive træt af den?
Det er efterhånden længe siden jeg sidst så den, men hvis det er søndag og regnvejr, så laver jeg te og ser Gosford Park. Har ikke tal på hvor mange gange, jeg har set den.
9. Læser du nogensinde bøger mere end én gang?
Ikke ofte, nej. Men et par gange har jeg været så glad for en bog at jeg har læst den flere gange. Martin Kongstads Han danser på sin søns grav er hurtigt læst og virkeligt god, så den har jeg slugt et par gange.
10. Hvordan har du det egentlig med Twilight-bøgerne?
Jeg har ikke noget forhold til dem. Overordnet synes jeg at historien lyder fin nok, men jeg har set så mange eksempler fra bøgerne der lød horrible, så dem skal jeg vist aldrig i nærheden af. Men hvis folk nyder dem, så skal de have lov til det.
11. Har du læst noget af Stephen King?
Hvis ja, hvad var så din favorit bog? Har læst nogle stykker af hans bøger, men det er længe siden, så jeg husker dem ikke i detaljer. Dog kan jeg erindre at være ret glad for Revolvermanden og Liget i skoven (filmatiseringen er i øvrigt fantastisk)


11 random facts om dig selv:

  1. Da jeg var ung troede jeg at jeg skulle være bibliotekar, så jeg gik på det der dengang hed Biblioteksskolen, i to år. Så holdt jeg orlov, og så holdt jeg helt op.
  2. Faktisk var Bibliotekatten mentor for mit hold på ovenstående studie.
  3. Sidenhen tog jeg en kontoruddannelse som jeg færdiggjorde vinteren 2015, på Arla Foods’ hovedkontor i Århus.
  4. Jeg var hestepige engang. Det er jeg for så vidt stadigvæk, men slet ikke i samme omfang som da jeg var ung (hvilket hele min omgangskreds nok er meget tilfreds med.)
  5. Hvis jeg skal vælge en yndlingsfarve, så må det være blå, i alle mulige forskellige nuancer.
  6. Af samme årsag er mit hår blåt. Det er også lidt gråt, egentlig. Og lidt en slasket mellemblond farve, som muligvis er min naturlige hårfarve. Jeg kan dog ikke garantere det, for jeg har farvet hår siden jeg var 12 år gammel.
  7. Louise og jeg mødte hinanden online (Husker det som om det var på Arto) fordi hun kendte en som kendte en som jeg gik i gymnasiet med på daværende tidspunkt. Vi mødte hinanden for første (og eneste) gang i vinters, da jeg holdt nytår hos hende, efter at have været en slags pennevenner i 7-8 år.
  8. Jeg spiser næsten alt, men i hverdagen holder jeg mig fra det meste kød, og så hader jeg oliven på en meget passioneret måde.
  9. Jeg er feminist. Det er ikke noget jeg skilter med (mest fordi jeg er bange for især mænds reaktion; and that is why we need feminism), men jeg kan sagtens råbe højt når det gælder.
  10. Hvis jeg var meget klogere end jeg egentligt er, ville jeg gerne være hjernekirurg eller astronaut (eller cowboy, men det har ikke så meget med min manglende intelligens at gøre.) Som barn ville jeg helst være ridelærer eller forfatter, men som tidligere nævnt var (og er) jeg simpelthen for pessimistisk til at lægge noget i de drømme.
  11. Som ung var jeg glad for at bo i København, men nu synes jeg at byen lider af storhedsvanvid, og er fuldt ud tilfreds med at bo langt ude på landet.
liebster1
– Sille

Månedlig recap – August 2016

Vi blinkede lige et par gange, og da vi havde fået solen ud af øjnene var august væk igen. Her er hvad vi har læst (og opgivet) i årets sidste sommermåned:

Sille har i denne måned læst:

Poems That Make Grown Men Cry: 100 Men on the Words That Move Them
Forfatter: Ben Holden
Forlag: Simon & Schuster
Jeg trængte til at læse digte. Men jeg trængte også lidt til at der fulgte forklaringer med. Ikke på den dér “nu skal du høre, hvordan det her skal forstås”-måde. Jeg ville bare gerne have fortællinger fra (kendte) folk, der havde noget personligt at berette om digtningen. Folk, der var blevet væltet bagover gang på gang af en større eller mindre klump ord. Og det fik jeg. Der er ikke så meget andet at sige. Jeg var vild med det. Det er vist bare det.

 

SuperMutant Magic Academy
Forfatter: Jilian Tamaki
Forlag: Drawn and Quarterly
Der var så meget der appalerede til mig i Den her sommer, så selvfølgelig skulle jeg også prøve denne tegneserie/graphic novel om livet på en skole, der underviser unge mutanter i magi. Man kan godt fristes til at tænke Harry Potter møder X-Men, og det ville heller ikke være helt skævt – hovedelementerne er der i hvert fald. Men alligevel er historien helt sin egen; en slags gakket coming of age-historie med fester, druk, usikkerhed, hemmeligheder, forelskelser og det sædvanlige high school-drama, tilsat unge mennesker med de mest mærkelige (og tit meget ubrugelige) evner. Samtidigt er stemningen enormt melankolsk, især fordi den stakkels Everlasting Boy bogstaveligt talt aldrig får et ben til jorden. Og så bliver jeg nødt til at nævne bogens fysiske format, med ét ord: nøj!

 

At stjæle fra American Apparel
Forfatter: Tao Lin
Forlag: Korridor
Jeg kunne godt være smart og sige, at jeg da helt sikkert kendte til Tao Lin før jeg læste en anmeldelse af Caspar Erics oversættelse, klart, jeg ved da lige hvem det er. Men det ville være løgn, og man må som bekendt ikke lyve. Nå. Men denne svævende, drømmende historie om en ung forfatter i New York gjorde under alle omstændigheder noget virkelig rart ved mig. Jeg blev ikke påtvunget et fastlåst, dramatisk plot der skulle underholde mig. Jeg blev i stedet taget på rundtur i den unge fyr Sams på én gang prætentiøse, kreative og lidt deprimerende verden. Tao Lin er ligeglad med regler for, hvordan man “skriver godt” og hvordan en “rigtig bog” skal udformes, og netop derfor slugte jeg det hele råt. På bagsiden beskrives bogen i øvrigt som “tranceagtig” og Lin som “en ung Douglas Coupland”. Begge dele passer umanerligt godt.

 

The Night is Darkening Round Me
Forfatter: Emily Brontë
Forlag: Penguin Classics
Ah, mere poesi lige ind i hjernen. Min Brontë-erfaring er stærkt begrænset (shame, shame, shame!), men jeg kunne simpelthen ikke stå for denne lille sorte sag. Jeg mener, titlen udløser i sig selv en del kuldegysninger. Og indholdet skuffede bestemt heller ikke. Brontë skriver på én gang brutalt, højtydeligt og så fint og yndigt. Prøv nu bare lige at se her: […] I dream of moor, and misty hill, Where evening closes dark and chill; For, lone, among the mountains cold, lie those that I have loved of old. Åh, gåsehud…

 

Hausfrau
Forfatter: Jill Alexander Esbaum
Forlag: Politikens Forlag
Det var mest fordi jeg troede, at jeg bare skulle læse noget helt vildt nemt og chick-lit-agtigt (hvilket der i øvrigt ikke er noget som helst galt med; det er bare normalt ikke min kop te), og så fik jeg lidt en glædelig overraskelse i stedet. Hm. Så kan jeg lære at lade være med at dømme bøger på deres titler (Som om). Historien om amerikanske Anna, der flytter til sin schweiziske mands hjemby, er en lidt dyster omgang uden de helt store lyspunkter. Anna har sine tre dejlige børn, sin flotte mand… og det er så cirka det. Hun mangler venner, hun mangler noget at tage sig til imens manden er på arbejde, og hun prøver at finde en mening med sit lille liv. Anna er tydeligt deprimeret, desperat og alene, og hele bogen igennem emmer sproget af de sorte skyer, der formørker hendes sind. Jill Alexander skriver smukt og stort, og jeg var vild med hendes brug af de flashback-lignende passager, der følger Annas egen tankegang, og langsomt åbner op for en dybere forståelse af Annas person. Der er også noget med noget morale, og noget med at være sin egen lykkes smed, men nu skal jeg heller ikke afsløre for meget. Læs den selv.

 

Den hvide rose
Forfatter: Olga Ravn
Forlag: Gyldendal
Mere poesi, woop! Det var mest forsiden der gjorde udslaget, for den er bare så goddamn PÆN. Olgas ord fylder ikke meget på de 350 sider rent fysisk, men de har alligevel rundsave på albuerne; de vil fremad og forekommer således langt mere bombastiske. Digtene om kærlighed, desperation og sygdom fangede mig fra første side, og jeg slugte hele balladen på under en time. “Den var lidt for kort”, er nok de mindst rosende (pun intended) ord, jeg kan komme i tanke om. En portion mere, tak.

 

Louise har læst:

Jeg har læst lige så meget som jeg plejer i den her måned. Men har kun fået afsluttet to bøger. De 2 andre bøger jeg ellers var gået i gang med, var ikke helt hvad de lovede, og kunne ikke fastholde mig. Forklaring følger:
Miss Blackpool (Opgivet)
Forfatter: Nick Hornby
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Bogen startede virkelig godt up. Barbara virkede sjov, og som en pige med ben i næsen. Handlingen kom hurtigt i gang, og hun fik overraskende hurtigt prikket hul på hele “bylden”. Måske også for hurtigt. Efter der kom gang i hendes udvikling som superstjerne og hun blev stjerne af hele showet, blev jeg hurtigt meget forvirret. Jeg kunne slet ikke holde styr på hvem der var hvem, og hvorfor. Det blev for meget til sidst, og jeg kastede håndklædet i ringen.

Hollow City
 (Miss Peregrine’s Peculiar Children #2)
Forfatter: Ransom Riggs

Forlag: Gyldendal
Jeg var vild med første bog i serien, og 2. bog skuffede bestemt ikke. Sikke et eventyr!
Du kan læse min anmeldelse af den lige her !
Med Albert på bagsædet: En næsten sand historie om en mand, hans kone og hendes alligator (Opgivet)
Forfatter: Homer Hickam
Forlag: HarperCollins Nordic

Jeg havde glædet mig så meget til den her bog. Hele konceptet lød bare så godt, sjovt og opfindsomt. Men det faldt til jorden, og den hang ikke rigtigt sammen. Den virkede lidt forhastet, som om forfatteren havde for travlt med at fortælle alle de ting der skulle fortælles, og glemte at kæde dem rigtigt sammen, og gå nok i dybden med dem. Det hele virkede lidt overilet og utroværdigt. Jeg tror den ville fungere meget bedre som novellesamling.
Rend mig i traditionerne
Forfatter: Leif Panduro

Forlag: Gyldendal

Jeg følte lidt denne bog var et dansk forsøg på at tage ånden fra Griberen i rugen op, og kæde den sammen med nogle af de danske samfundsproblemer (de øverste samfundslag ) der var i 1950’erne. Den har nok været utroligt banebrydende for dens tid, men tiden er nok bare (efter min mening) løbet fra den. Og måske er jeg bare ikke rigtigt helt så vild med Panduro, som jeg selv kunne ønske mig at være.

Boganmeldelse – Hollow City (Miss Peregrine’s Peculiar Children #2)

Hollow City
(Miss Peregrine’s Peculiar Children #2)

Forfatter: Ransom Riggs 
Forlag:  Gyldendal
Sideantal: 400
Orginalsprog: Engelsk (læst på dansk)

 

IMG_0288
Jacob og hans nye sælsomme venner er flygtet fra øen Cainholm. De beslutter sig for at rejse gennem en tidssløjfe til sælsomhedens hovedstad, London, for at befri Frøken Peregrine fra den fuglekrop, som hun er fanget i. Med hollower og gejster i hælene bevæger børnene sig gennem 1940’ernes krigsramte landskab, hvor både nye allierede og rædselsvækkende oplevelser venter på dem. 
Da jeg havde læst første bog, sad jeg og ærgrede mig inderligt over, at jeg ikke havde 2’eren liggende, så jeg bare kunne fortsætte læsningen af dette fantastiske eventyr. Alligevel skulle der gå godt og vel halvanden måned, før jeg fik fat i 2’eren og kunne fortsætte. Der var kø i biblioteksland, lang kø.
Jeg var derfor lidt bange for, at jeg måske ville have svært ved at følge handlingen. Ville der være ting fra første bog der blev nævnt her i 2’eren jeg ikke kunne huske? Og ville det få betydning for min forståelse  og oplevelse af bogen? Helt kort, nej!
Ransom Riggs har været så sød at starte 2. bog med et lille persongalleri (hvilket faktisk er til gavn hele bogen igennem efter min mening), så du er helt med og opdateret på hvem der er hvem, og hvilke sælsomheder der hører til hvem.
Bogen starter nærmest på det bogstavligste hvor den anden slap. Der er gået max 15 min. siden du sidst læste om Jacob og hans slæng, hvilket første billede i bogen så fint illustrerer.
IMG_0297

 

Og her går den desperate kamp ellers for at redde det der betyder aller mest for “de sælsomme børn”, for at redde dem selv og den verden de kender, og for at Jacob kan tilbagebetale den gæld han har til dem alle sammen, men mest af alt til Frk. Peregrine.
De skal alle sammen så grusomt meget igennem. De bliver testet til det yderste, de oplever hvad sammehold og tro kan gøre, og de oplever helt nye sider af deres sælsomhed, og genopliver gamle alliancer.

IMG_0296
IMG_0294

Men slutningen. I guder en slutning. Den havde man på ingen måder set komme, og man føler sig, som Jacob og de sælsomme børn, frustreret og snydt. Man vil have hævn! Og det håber jeg inderligt vi, de,os og dem får!
Ransom Riggs har formået at være tro mod historien og dens personer, på trods af hvor megt mere alvorligt og drabeligt det hele bliver. Opbygningen af 2. bog er den samme som den 1., og det gjorde for mig at jeg slet ikke følte der var gået den der halvanden måned mellem afslutning af 1. bog og starten af 2.
Billederne er lige så godt kædet ind i historien som de var i 1. bog, og der var kun et billede jeg ikke følte passede ind, og som skulle havde været undladt.
Tempoet er dog noget hurtigere, og du kan næsten ikke tro at hele denne 2. bog kun strækker sig over en 5-6 dage. Man kan næsten nå at blive helt forpustet, men det er på den gode måde.
Jeg slugte side efter side, og sidder igen og er rigtig ærgelig over at jeg ikke har 3. bog liggende, så jeg kan få min hævn, og få reddet hele verden.
Bogen får 5/5 stjerner, og hvis du er til fantasy og hæsblæsende eventyr synes jeg du skal skynde dig at gå i gang med serien!

– Louise

Andre anmeldelser af bogen kan findes her:

Bogslottet
Borough of Books

 

 

 

Q&A – Hvad vil du vide?

Hvis der er noget vi gerne vil være, så er det smarte og moderne. Vi vil derfor gerne lave en lille Q&A, så skriv en kommentar med dit spørgsmål her  på bloggen eller på Instagram, til Louise eller Sille, eller til os begge to, om alt mellem himmel og jord. Intet er for personligt eller pinligt, og dumme spørgsmål findes ikke! Eller…

IMG_20160812_140424

Vi svarer på spørgsmålene i en blog post på et uvist tidspunkt, så fyr løs!

Den uendelige historie – En halv anmeldelse

Den uendelige historie 

Forfatter: Michael Ende
Illustrator: Roswitha Quadflieg
Forlag: Sommer og Sørensen 
Sideantal: 435
Originalsprog: Tysk (læst på dansk)

6270662
Den, der kommer til Fantàsien, får af den Barnlige Kejserinde en medaljon som et symbol på den ubegrænsede magt. GØR HVAD DU VIL, lyder dens inskription, og først tolker Bastian disse ord som: »Gør, hvad du har lyst til«, hvorved han trækkes dybere og dybere ned i en malstrøm af utæmmet fantasi, der systematisk udsletter enhver erindring om den virkelige verden. Omsider erkender han, at medaljonens motto også kan betyde »Gør det, du har en indre trang til, følg din egentlige vilje.« Uden sin ven Atréju havde Bastian aldrig fundet vejen tilbage fra dette uendelige fantasirige, landet uden grænser.
Det lyder måske lidt underligt med en halv anmeldelse, men prøv lige at hænge på.
Jeg har aldrig set filmen, så jeg gik til den her bog helt uden nogen viden om den, eller noget forhåndsindtryk.
Det første der mødte mig i bogen, var en af de mange fantastiske illustrationer

Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.10.58Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.11.21Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.11.37

De er så spændende, og jeg kunne helt ærligt kigge på dem i timer (ej måske ikke timer, men virkelig lang tid). De er alle sammen lavet i røde og grønne farver, og det er et tema gennem hele bogen. I “den første halvdel” står Bastian i rødt og Atréju i mørkegrøn, i “den anden halvdel” har de byttet farve.
(Bogen er jo faktisk slet ikke inddelt i 2 halvdele, men jeg kommer stadig til at snakke om den i 2 halvdele. Den første halvdel er før Bastian kommer til Fantásien, og den anden er efter han kommer til Fantásien.)
Det gjorde mig ikke noget at bogen startede i en af de her boghandlere, man selv ønsker sig at farer vild i, og fra det første lys faldt ind i Hauleskoven fra lygtemandens lygte var jeg hooked.
Jeg slugte eventyr på eventyr sammen med Atréju, heppede på ham, græd med ham, mærkede hans mod og intelligens vokse, følte hans frustrationer og hans glæder, hans sorger og tab. Jeg følte ham hele vejen igennem, og ville så gerne have at de hele lykkedes for ham!
Og det gjorder det jo! Men ikke før Bastian havde været lidt dummere og mere irriterende end man havde regnet med, og heller ikke før Dronningen af hele showet måtte ty til drastiske metoder for at få Bastian til at fatte pointen. Jo jo, godt nok er Bastian kun 10-11 år, men når der lige frem står udførligt hvad knægten skal gøre, så kan det vel ikke være så svært vel? Det kunne det åbenbart.
Men jeg elskede stadig bogen, og heppede på hele konceptet.
Men det var her det begyndte at gå galt, farverne skiftede, Bastian kom i forgrunden og blev grøn, Atréju havde udført sin heltemodige gerning og måtte pænt træde i baggrunden og blive rød.
Allerede fra det øjeblik Bastian overtog showet og Fantásien, mistede historien hele sin magi for mig.Den var ikke længere tiltalende, spændende og noget jeg så frem til at komme hjem til.
Bastian irriterede mig, og hele det her “alt er fantastisk, alt går efter Bastians hoved, og der er ingen modgang”, blev trættende i længden.
Alt blev bare lidt for fantastisk i Den uendelige historie, det hele begyndte at føles som om, det var en 5-årig på lykkepiller der havde skrevet det: “UH UH UH , og så legede vi jo at Bastian kunne slå den bedste helt, i hele Fantásien, selv om han aldrig har været oppe og slås før, og så sagde vi jo også lige, at alle borgerne i byen savnede et bibliotek, så det opfandt han lige! Og så elskede alle ham bare helt vildt, og Atréju og Bastian blev bedste venner, bare sådan lige da de kiggede på hinanden.”
Og det var her jeg måtte trække mig fra historien. Jeg kunne ikke mere, jeg kunne ikke holde Bastian ud mere. Og tro mig, det har ikke været nogen nem beslutning, jeg har kæmpet med ham fra side 197 til side 271. Jeg ved godt at bogen er skrevet til et meget yngre publikum end mig, men når jeg nu elskede “første halvdel”, burde jeg så ikke også have elsket “anden halvdel” ? Måske, men det kunne jeg bare ikke.
Hvis du spørger mig skulle bogen havde sat sit punktum, da Bastian havde redet Fantásien, og alt var lykkeligt og rart. Det viser sig så at Hollywood også har valgt at slutte bogen hvor jeg synes den skulle (jeg blev nød til at finde ud af hvordan Hollywood havde valgt at afslutte filmen, som om at det gør min mening mere “lovlig”).
Har du læst Den uendelige hsitorie, og har du den samme, eller en helt anden oplevelse af den end mig, så vil jeg virkelig gerne høre den!

– Louise

Månedlig recap – Juli 2016

Ah, juli. Varme, solrige juli… eller var det regnfulde, overskyede juli? Det har under alle omstændigheder været en god måned at læse i, hvad enten det blev gjort indendørs eller udendørs. Her er hvad vi har bedrevet i denne måned.

Sille har i denne måned læst:

Uhyre

Forfatter: Sara Gruen
Forlag: Bazar
Uhyre var på én gang en anelse skuffende og glædeligt overraskende. Jeg har skrevet en anmeldelse af bogen som du kan læse her.

Lumberjanes, vol 1: Beware the Kitten Holy og vol 2: Friendship to the max

Forfatter: Noelle Stevensson og Grace Ellis. Illustreret af Brooke Allen.
Forlag: BOOM! Box
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal fortælle om Lumberjanes, andet end at det er en af de mest gakkede tegneserier, jeg nogensinde har læst. På én gang nuttet, lidt uhyggelig og fyldt med girl power og venskaber. Tegningerne er ikke overvældende fantastiske, men de er alligevel helt deres egne, og matcher historien om den meget eklektiske venindegruppe helt perfekt (det kunne lige så godt være Adventure Time, bare anderledes). Jeg skal helt sikkert have fat i de andre bind i serien, for der er ikke noget som at kværne en farverig tegneserie på ingen tid – også selvom man nogle gange bliver nødt til at lægge den fra sig fordi WTF-effekten er så voldsom, at det næsten er for meget.

Paper Girls, vol. 1

Forfatter: Brian K. Vaughan. Illustreret af Cliff Chiang og Matthew Wilson.
Forlag: Image Comics
Efter Lumberjanes var det helt naturligt at starte på Paper Girls, da jeg så flere anmeldere lovprise begge serier. Jeg kunne læse mig frem til, at jeg ville opleve en verden med solide 80’er-vibes, en fabelagtig streg og troværdige kvindelige hovedpersoner. What’s not to like, tænkte jeg. Og de kloge hoveder havde naturligvis ret. Jeg blev opslugt af historien om de 12-årige tomboys og avisbude Tiffany, KJ, Mackenzie og Erin. Lige som Lumberjanes er Paper Girls nogle gange virkeligt langt ude, men hvor Lumberjanes har straight up knald i låget, er de fire avisbudes eventyr inspireret af helt klassisk 80’er-sci-fi, og historien er, trods åndeløst spændende øjeblikke, langt mere nede på jorden og rytmen meget nemmere at falde ind i. Jeg var helt pjattet med hver eneste side i Paper Girls, og jeg glæder mig til at kaste mig over de næste bind.

Endnu en Katherine (An Abundance of Katherines)

Forfatter: John Green
Forlag: Høst & Søn
Ah, John Green. Man går aldrig rigtigt fejl med ham, vel? Jeg har indtil videre ikke oplevet at åbne en af hans bøger og blive skuffet, og jeg elsker hans evne til at beskrive tilsyneladende helt almindelige teenagere så de fremstår som de mest dyrebare, unikke mennesker, helt uden den store palaver og fanfare. I Endnu en Katherine handler det ganske vist om det modsatte: Colin er nemlig et vidunderbarn, med en hjerne der er langt skarpere og mere klæbende end de fleste andre jævnaldrendes. Det ligger i kortene at han skal udrette noget stort og gøre en forskel i verden. Men da Colin for 19. gang er blevet droppet af endnu en Katherine beslutter han og hans bedste (og eneste) ven Hassan sig for at tage på et road trip (jeg ELSKER når der er road trip i en Green-historie; så ved man ligesom at det bliver godt) og få Colin til at glemme sin miserable (s)tilstand. Men, surprise surprise, næsten intet går som de havde regnet med, og der bliver vendt op og ned på Colins opfattelse af det at finde sin plads i verden, og i særdeleshed Colins opfattelse af de mennesker, man har i sit liv. John Green har bedrevet en sød, virkeligt nørdet og absolut anbefalelsesværdig coming of age-roman der gør godt indeni.

Den her sommer (This one summer)

Forfatter: Mariko Tamaki. Illustreret af Jilian Tamaki.
Forlag: Høst & Søn
Vidunderskøn tegneserie om en sommerferie fuld af venskaber og hemmeligheder. Jeg har skrevet en lille anmeldelse som du kan læse her.

The Strange Library

Forfatter: Haruki Murakami
Forlag: Harvill Secker
Murakamis mørke, mystiske fortælling handler om at fortabe sig fuldstændigt i et bibliotek – sådan, rent bogstaveligt. Den ukendte hovedperson går ind på et bibliotek for at låne en bog, bliver ført til en hemmelig, afsidesliggende læsesal af en gammel mand og bliver spærret inde i et fangehul. Hvorfor? Fordi den gamle mand vil tvinge viden ind i drengens hoved og derefter spise hans hjerne, hvad ellers? Min tidligere erfaring med Murakami er begrænset til What I talk about when I talk about running, men jeg kan næsten regne ud at dette er en af hans mere dystre fortællinger. Hjulpet godt på vej af de smukke, men forstyrrende og urovækkende illustrationer er The Strange Library en fabelagtig lille bog – men jeg har altså ikke travlt med at kigge forbi mit lokale bibliotek igen. Yikes.

Louise har i denne måned læst:

De gale

Forfatter: Kim Fupz Aakeson
Forlag: Høst og Søn
For mig var det her en “genlæser”. Den var på pensum i 8. eller 9. klasse, kan ikke helt bestemt huske hvilket klassetrin. Men en ting er sikkert, den har hængt ved. I mange år kunne jeg dog slet ikke huske hvad den hed, eller hvem der havde skrevet den, så I kan vel forestille jer min glæde da jeg fandt den! Jeg troede faktisk jeg kunne huske den fra enden til anden, men der var virkelig meget jeg havde glemt, selv slutningen, hvilket kom bag på mig.  Jeg kunne heller ikke huske at den var så sjovt skrevet, eller at sproget faktisk var så godt som det var.
Den var super sjov at få genopfrisket. 

Alkymisten

Forfatter: Paulo Coelho
Forlag: Bazar
Jeg var så utrolig heldig at få besøg af en rejsende bog i den her måned. Det var en komplet fantastisk og unik oplevelse, og en jeg håber alle bogbloggere får lov at få.
Jeg har skrevet en anmeldelse af både bog og oplevelsen det var at have selskab af den.
Anmeldelsen  finder du lige her: Alkymisten

Den røde cirkel (Sherlock Holmes #8)

Forfatter: Arthur Conan Doyle
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Jeg har altid elsket Sherlock Holmes på film, så da jeg fandt en novellesamling på biblioteket, tænkte jeg at jeg måtte se, om jeg kunne forlænge vores film-affære til den boglige verden. Og det må man sige lykkedes. Jeg faldt “head over heels” for skriverierne og deres finurligheder. Jeg elsker fra første ord forholdet mellem Holmes og Watson, men fandt begge figurer meget anderledes end dem, jeg har lært at kende gennem tv og film. I sær Holmes, han virker ikke nær så kold og følelsefjern/verdensfjern som i tv/film.
Men bogen var alligevel et hit.

 

Boganmeldelse: Den her sommer

Den her sommer (This One Summer)

Forfatter: Mariko Tamaki, illustreret af Jilian Tamaki
Forlag: Høst & Søn
Sideantal: 319
Originalsprog: Engelsk (læst på dansk)

IMG_20160729_183410

Jeg har hele mit liv været vildt fascineret af myten om sommer; duften efter sommerregnen, duften af nyslået græs, lange lyse nætter, varmen der hænger tung over asfalten, uendelige mængder vaffelis (og uendelige mængder tid til at spise den), dovne dage med sand mellem tæerne og saltvand i håret.
I virkeligheden er jeg slet ikke så vild med sommer. Jeg er blegere end politiet tillader og bryder mig ikke om at få sol på huden, og min hjerne brænder sammen når temperaturen sniger sig op omkring de 23 grader.
Jillian og Mariko Tamaki gav mig en lille bid af lige præcis dén slags sommer, jeg længes efter – men også den slags sommer, der kun fascinerer mig i teorien og som altid har en bagside. Det er historien om Rose og hendes forældre, der hvert år tilbringer sommeren i et sommerhus ved Awago Beach, hvor Rose bruger næsten al sin tid med sin halvandet år yngre sommerveninde, Windy. Det er en historie om en sommer, der på én gang er smuk, varm og lige efter bogen, og samtidig fuld af trykket stemning, hemmeligheder og ensomhed.

IMG_20160729_183249

Den her sommer handler først og fremmest om Rose og hendes forhold til Windy, og hvordan de to piger, der har kendt hinanden så længe, kan være uadskillelige og usårlige det ene øjeblik, og det næste kan være så langt fra hinanden at man bliver i tvivl om, hvorvidt de måske er ved at vokse fra hinanden. Det er hjerteskærende når Windy selv synes at hun har sagt noget hylende morsomt, og Rose bare synes at hun er barnlig. Halvandet års aldersforskel kan synes af meget når man stadig er helt ung og den ene begynder at gå til fester, imens den anden går til pyjamasfester.
Historien handler lige så meget om Roses forhold til sine forældre. Moderen er fraværende, anspændt og kort for hovedet, og faderen prøver konstant at skabe en god stemning, for nu holder vi jo ferie og så skal man da bare slappe af og være glad. Ingen kan rigtigt få moderen i tale, og da hendes svoger prøver at lokke hende ud at bade sammen med resten af familien står det pludselig klart, at moderen holder noget hemmeligt – noget, der relaterer sig til Awago Beach og i særdeleshed til at bade ved stranden.

IMG_20160729_183102

Jilian Tamakis streg og Mariko Tamakis ord har på mesterlig vis taget mig med til en smuk men barsk verden, hvor det at lege med sin barndomsveninde ved stranden går hånd i hånd med melankoli og skjulte traumer. Jeg slugte bogen på ingen tid, og har hele tiden lyst til at genlæse mine yndlingspassager. Den fortjener 5 stjerner og alverdens varmeste anbefalinger.

– Sille