Ch-ch-ch-ch-changes.

Jeg vil gerne starte med at undskylde tavsheden herinde. Det var ikke helt med vilje – eller, det var det faktisk, men ikke med vores gode vilje. Vi skulle bare lige bruge lidt tid på at tænke os om, på at snakke, på at diskutere og på at være lidt ærlige.

For var vi egentligt helt så gode til at være bogbloggere som vi gerne ville være? Og var vi egentligt så glade for det som vi kunne være? Nej. Vi var gået i stå (eller, jeg var nok mest gået i stå) og vi trængte til noget andet og noget mere. Jeg fortalte derfor Louise at jeg havde en idé, og at det måske var lidt fjollet, og det var også bare mig og mine åndede idéer, og skulle jeg ikke også bare lige tage mig sammen. Men Louise var fyr og flamme, og før vi fik set os om havde vi fundet på en ny idé til bloggen: vi ville ikke længere nøjes med at skrive om bøger, men også om vores andre interesser indenfor gaming, film og tv-serier. Alle disse ting fylder en del hos os, og det virker derfor naturligt at skrive om lidt af det hele, uden at det bliver for personligt og kommer for tæt på. Så spændende er vores hverdag heller ikke…

Personligt glæder jeg mig især til at tage jer med i min lille verden af alt muligt gaming-relateret hejs, da det fylder mere og mere i mit liv, og jeg trænger til at rante om det til Gud og hvermand.

Så derfor, helt kort: hjerteligt velkommen til vores nye blog, This Fictional Life. Bøgerne kommer stadig til at fylde en del, for vi er ikke trætte af dem. Vi krydrer bare med anmeldelser af og fortælllinger om vores andre oplevelser udenfor bøgernes verden.
Vi håber at I stadig vil læse med, og at I ikke kommer til at kede jer. Det vil vi i hvert fald arbejde hårdt på at forhindre!

– Sille

(Hvis du læser dette på Trillebøger siger vi tak for at du har fulgt os, fundet os gode nok til at læse, og vi håber du vil følge os på vores nye blog. Dette indlæg vil være det sidste på Trillebøger, alt bliver fra nu af udgivet på This Fictional Life. Vores Instagram er stadig den samme.
Hvis du læser dette på This Fictional Life siger vi pænt hej og velkommen. Vi er glade for at du enten lige har fundet os, eller har valgt at følge os igen. )
Reklamer

Liebster Award – Silles svar

Woop, jeg (okay, vi) er blevet tagget i en lille leg. Luna mente at vi skulle lege med i Liebster Award, og vi er hende meget taknemmelige da vi aldrig bliver for gamle til at lege. Vi har taget os den frihed ikke at tagge andre i legen, da vi ikke kunne finde på nogle bogbloggere der ikke allerede havde haft stafetten (tilgiv os hvis vi tager fejl), og vi har derfor heller ikke lavet nye spørgsmål.
I øvrigt har vi delt det op i to indlæg, da det ellers ville blive frygteligt langt (for tænk hvis nogen ikke gad at læse vores indlæg helt til ende. Hvilken gru!)

Also sprecht Liebster Award-regelsættet:

* Tak bloggeren, som nominerede dig.
* Vis Liebster Award-logoet på din blog/i dit indlæg (Se nedenfor)
* Besvar de 11 spørgsmål, som du modtog fra bloggeren, der nominerede dig.
* Skriv 11 selvvalgte facts om dig selv.
* Nominér 11 nye bloggere (med 1000 eller derunder følgere)
* Lav dine egne 11 spørgsmål, som de nominerede skal svare på.


11 spørgsmål til de nominerede: 
1. Hvorfor begyndte du at blogge?
Det var faktisk takket været min medblogger, Louise. Hun startede en bogblog, og da jeg nævnte at jeg også havde tænkt på at starte én, spurgte hun om vi skulle gøre det sammen i stedet. Jeg tror ikke jeg var kommet igang hvis ikke hun havde spurgt.
2. Ville du ønske du kunne leve af at blogge, eller er der noget andet du hellere vil med dit liv?
Ja. Det ville jeg ønske at jeg kunne. It looks like fun, men det kræver enormt meget arbejde og jeg tror ikke at det nogensinde bliver aktuelt. Jeg har ikke engang et kontor. Jeg vil sikkert mange andre ting, men jeg er nok lidt for pessimistisk til at tage noget af det alvorligt.
3. Hvad er den absolut dårligste bog du nogensinde har læst?
Det kan jeg virkeligt ikke huske. Har uden tvivl læst noget værre bras et par gange, men der er vel grænser for, hvor slemt det kan have været når jeg ikke kan huske det.
4. Hvor mange timer om ugen bruger du på at blogge, planlægge blog og tænke på hvad du skal blogge?
Alt for få timer! Det vil sige, jeg bruger meget tid på at tænke over indlæg og idéer, men jeg har næsten ikke tid og overskud til rent faktisk at gøre noget ved det. Jeg har dog endelig fundet metoder til at systematisere mine tanker og idéer til indlæg osv, så jeg tror det bliver nemmere fra nu af. Håber jeg.
5. Dyrker du en form for sport?
Nope. Jeg har været glad for at løbe, men henover sommeren har det været for varmt til det (jeg er meget varmesky). Jeg er ret glad for at gå lange ture, har lige fået ny cykel, kan godt li’ yoga og lidt styrketræning på stuegulvet og håber at komme igang med løb igen til efteråret, så jeg holder mig da lidt igang.
6. Har du et yndlingsband eller sanger/sangerinde? Det skifter enormt tit, men generelt tror jeg at Manic Street Preachers er mit yndlingsband, og Grimes er min yndlingssangerinde (hvis man kan kalde hende sangerinde; hun er jo en multikunstner).
7. Hvilken film kan du se igen og igen, uden at blive træt af den?
Det er efterhånden længe siden jeg sidst så den, men hvis det er søndag og regnvejr, så laver jeg te og ser Gosford Park. Har ikke tal på hvor mange gange, jeg har set den.
9. Læser du nogensinde bøger mere end én gang?
Ikke ofte, nej. Men et par gange har jeg været så glad for en bog at jeg har læst den flere gange. Martin Kongstads Han danser på sin søns grav er hurtigt læst og virkeligt god, så den har jeg slugt et par gange.
10. Hvordan har du det egentlig med Twilight-bøgerne?
Jeg har ikke noget forhold til dem. Overordnet synes jeg at historien lyder fin nok, men jeg har set så mange eksempler fra bøgerne der lød horrible, så dem skal jeg vist aldrig i nærheden af. Men hvis folk nyder dem, så skal de have lov til det.
11. Har du læst noget af Stephen King?
Hvis ja, hvad var så din favorit bog? Har læst nogle stykker af hans bøger, men det er længe siden, så jeg husker dem ikke i detaljer. Dog kan jeg erindre at være ret glad for Revolvermanden og Liget i skoven (filmatiseringen er i øvrigt fantastisk)


11 random facts om dig selv:

  1. Da jeg var ung troede jeg at jeg skulle være bibliotekar, så jeg gik på det der dengang hed Biblioteksskolen, i to år. Så holdt jeg orlov, og så holdt jeg helt op.
  2. Faktisk var Bibliotekatten mentor for mit hold på ovenstående studie.
  3. Sidenhen tog jeg en kontoruddannelse som jeg færdiggjorde vinteren 2015, på Arla Foods’ hovedkontor i Århus.
  4. Jeg var hestepige engang. Det er jeg for så vidt stadigvæk, men slet ikke i samme omfang som da jeg var ung (hvilket hele min omgangskreds nok er meget tilfreds med.)
  5. Hvis jeg skal vælge en yndlingsfarve, så må det være blå, i alle mulige forskellige nuancer.
  6. Af samme årsag er mit hår blåt. Det er også lidt gråt, egentlig. Og lidt en slasket mellemblond farve, som muligvis er min naturlige hårfarve. Jeg kan dog ikke garantere det, for jeg har farvet hår siden jeg var 12 år gammel.
  7. Louise og jeg mødte hinanden online (Husker det som om det var på Arto) fordi hun kendte en som kendte en som jeg gik i gymnasiet med på daværende tidspunkt. Vi mødte hinanden for første (og eneste) gang i vinters, da jeg holdt nytår hos hende, efter at have været en slags pennevenner i 7-8 år.
  8. Jeg spiser næsten alt, men i hverdagen holder jeg mig fra det meste kød, og så hader jeg oliven på en meget passioneret måde.
  9. Jeg er feminist. Det er ikke noget jeg skilter med (mest fordi jeg er bange for især mænds reaktion; and that is why we need feminism), men jeg kan sagtens råbe højt når det gælder.
  10. Hvis jeg var meget klogere end jeg egentligt er, ville jeg gerne være hjernekirurg eller astronaut (eller cowboy, men det har ikke så meget med min manglende intelligens at gøre.) Som barn ville jeg helst være ridelærer eller forfatter, men som tidligere nævnt var (og er) jeg simpelthen for pessimistisk til at lægge noget i de drømme.
  11. Som ung var jeg glad for at bo i København, men nu synes jeg at byen lider af storhedsvanvid, og er fuldt ud tilfreds med at bo langt ude på landet.
liebster1
– Sille

Q&A – Hvad vil du vide?

Hvis der er noget vi gerne vil være, så er det smarte og moderne. Vi vil derfor gerne lave en lille Q&A, så skriv en kommentar med dit spørgsmål her  på bloggen eller på Instagram, til Louise eller Sille, eller til os begge to, om alt mellem himmel og jord. Intet er for personligt eller pinligt, og dumme spørgsmål findes ikke! Eller…

IMG_20160812_140424

Vi svarer på spørgsmålene i en blog post på et uvist tidspunkt, så fyr løs!

Boganmeldelse: Den her sommer

Den her sommer (This One Summer)

Forfatter: Mariko Tamaki, illustreret af Jilian Tamaki
Forlag: Høst & Søn
Sideantal: 319
Originalsprog: Engelsk (læst på dansk)

IMG_20160729_183410

Jeg har hele mit liv været vildt fascineret af myten om sommer; duften efter sommerregnen, duften af nyslået græs, lange lyse nætter, varmen der hænger tung over asfalten, uendelige mængder vaffelis (og uendelige mængder tid til at spise den), dovne dage med sand mellem tæerne og saltvand i håret.
I virkeligheden er jeg slet ikke så vild med sommer. Jeg er blegere end politiet tillader og bryder mig ikke om at få sol på huden, og min hjerne brænder sammen når temperaturen sniger sig op omkring de 23 grader.
Jillian og Mariko Tamaki gav mig en lille bid af lige præcis dén slags sommer, jeg længes efter – men også den slags sommer, der kun fascinerer mig i teorien og som altid har en bagside. Det er historien om Rose og hendes forældre, der hvert år tilbringer sommeren i et sommerhus ved Awago Beach, hvor Rose bruger næsten al sin tid med sin halvandet år yngre sommerveninde, Windy. Det er en historie om en sommer, der på én gang er smuk, varm og lige efter bogen, og samtidig fuld af trykket stemning, hemmeligheder og ensomhed.

IMG_20160729_183249

Den her sommer handler først og fremmest om Rose og hendes forhold til Windy, og hvordan de to piger, der har kendt hinanden så længe, kan være uadskillelige og usårlige det ene øjeblik, og det næste kan være så langt fra hinanden at man bliver i tvivl om, hvorvidt de måske er ved at vokse fra hinanden. Det er hjerteskærende når Windy selv synes at hun har sagt noget hylende morsomt, og Rose bare synes at hun er barnlig. Halvandet års aldersforskel kan synes af meget når man stadig er helt ung og den ene begynder at gå til fester, imens den anden går til pyjamasfester.
Historien handler lige så meget om Roses forhold til sine forældre. Moderen er fraværende, anspændt og kort for hovedet, og faderen prøver konstant at skabe en god stemning, for nu holder vi jo ferie og så skal man da bare slappe af og være glad. Ingen kan rigtigt få moderen i tale, og da hendes svoger prøver at lokke hende ud at bade sammen med resten af familien står det pludselig klart, at moderen holder noget hemmeligt – noget, der relaterer sig til Awago Beach og i særdeleshed til at bade ved stranden.

IMG_20160729_183102

Jilian Tamakis streg og Mariko Tamakis ord har på mesterlig vis taget mig med til en smuk men barsk verden, hvor det at lege med sin barndomsveninde ved stranden går hånd i hånd med melankoli og skjulte traumer. Jeg slugte bogen på ingen tid, og har hele tiden lyst til at genlæse mine yndlingspassager. Den fortjener 5 stjerner og alverdens varmeste anbefalinger.

– Sille

Boganmeldelse: Uhyre

Uhyre (At The Water’s Edge)

Forfatter: Sara Gruen
Sideantal: 406
Originalsprog: Engelsk (læst på dansk)

Dette er et anmelder e-bogseksemplar fra Forlaget Bazar

 IMG_20160723_143023
Hvis jeg siger uhyre, tænker du så på store, frådende monstre der spiser får og børn, eller tænker du på det menneskelige monster, som vi alle bærer i os i et eller andet omfang, og som hos nogle personer er så åbenlyst?
Mit umiddelbare indtryk af denne bog var, at vi primært skulle beskæftige os med førstnævnte. Der blev i hvert fald lagt op til det, da historien i store træk er som følger: Under Anden Verdenskrig morer Maddie Hyde, hendes ægtemand Ellis og deres fælles ven, Hank, sig med skandaler, drukture og fester. Efter en særdeles festlig nytårsaften vælger Ellis’ far at slå hånden af Ellis, og Ellis og Hank beslutter sig derfor for at tage til Skotland for at finde selveste Loch Ness-uhyret – et eventyr Ellis’ far, en rig oberst, i sin tid begav sig ud på, og som umiddelbart så ud til at lykkes, indtil han bragte skam over familien ved at fremstille manipulerede billeder af uhyret. Ellis er opsat på at medbringe fotografiske beviser for uhyrets eksistens til Amerika, under dække af at ville rense familiens navn og vise sit værd over for sin far. Ellis lider nemlig af farveblindhed og blev derfor kasseret som soldat, hvilket ikke ligefrem huer faderen. Maddie og Hank tager med Ellis på rejsen, der viser sig at være barsk – hvilket man måske kunne have sagt sig selv, krigen taget i betragtning, men den slags tager overklassetrioen ikke så tungt. Alle tre har svært ved at vænne sig til en ny tilværelse på en afsidesliggende kro i Skotland: ingen elektricitet, ingen tjenere der rydder op efter de privilegerede amerikanere og hengemt havregrød til morgenmad. Med andre ord: en tilværelse blandt det arbejdende folk. Hvilken gru!
Imens krigen raser må Maddie tilbringe meget af sin tid alene og sammen med de ansatte på den lille kro, og det viser sig at være lige præcis dét, der giver hende selvværd- og indsigt nok til at begynde at sætte spørgsmålstegn ved hele tilværelsen – især da hun tilfældigvis opdager, at hendes ægteskab med Ellis er resultatet af et møntkast. Hun ser pludselig alt i et andet lys: Har Ellis virkelig løjet om sin farveblindhed for at slippe for hæren? Har Hank gjort det samme? Har Ellis til hensigt at rense familiens navn, eller er det bare en dækhistorie for at sikre sig adgang til sin fars formue? Elsker Ellis virkelig Maddie, eller friede han kun til hende fordi han var for stolt til at lade hende gifte sig med deres fælles ven Freddie? Og hvem er i virkeligheden det rigtige uhyre?
Maddie er sådan en type, jeg ellers ikke bryder mig om; privilegeret, overbeskyttet og forkælet, men i takt med at hun opdager sin mands mørke hemmeligheder og lærer de ansatte på kroen at kende, bliver hun stærkere, mere selvstændig og opdager at hun slet ikke er så dum som omverdenen har ladet hende tro. Hun finder glæde ved at få afstand til sin mand, blive sat i arbejde og ved at opbygge et fællesskab med de lokale – i et enkelt tilfælde lidt mere end fællesskab, wink wink. Hun finder sig selv, for nu at bruge en slidt men meget relevant frase. Man kan i øvrigt ikke bebrejde hendes naive og forkælede tilgang til livet: hun er en kvinde i 1940’erne, der hele sit liv er blevet fortalt at hun kun duer som lille, fin pyntegenstand og først rigtigt bliver noget værd når hun er blevet gift. Charmerende…
Det hører sig til sjældenhederne at en bog ved første øjekast ikke virker synderligt tiltalende, for derefter at overraske mig så positivt, at jeg får lyst til mere fra forfatterens hånd. Jeg så ikke Maddies og historiens udvikling komme, og jeg glædede mig over at hun endelig fandt sit mod og styrke. Jeg havde ikke meget tid og overskud til at læse, men da jeg endelig fik sat mig ned kværnede jeg den ene side efter den anden, simpelthen fordi jeg måtte vide, hvad der nu skulle ske.
Uhyre fortjener 3 af 5 stjerner. Når jeg ikke flotter mig og giver et stort femtal skyldes det sproget, der til tider er så fint og sirligt, og til tider så fladt at jeg bliver frustreret over de manglende naturbeskrivelser: jeg har sjældent kunne fremkalde så få billeder af både karaktererne og omgivelserne, og det ærgrer mig. En anden ting der trækker ned er, at Maddie trods nyfunden selvstændighed kaster sig i armene på Angus, som arbejder på kroen. Jeg forstår ikke altid tiltrækningen mellem de to, og selvom det er soleklart at han er en klog og (k)ærlig mand, og i øvrigt langt bedre end Ellis, ville jeg gerne have set forfatteren køre historien hele vejen ud ad den feministiske tangent og gjort Maddie helt fri; med arbejde, selvforsørgelse og gode venner omkring sig, uden at have brug for en mand til at beskytte sig.

– Sille

Books on film #1 – The Magicians

The Magicians, sæson 1
HBO Nordic
TV-serie baseret på trilogien af samme navn, skrevet af Lev Grossman

Spoiler alert: Hvis du ikke kender noget til Lev Grossmans trilogi, og helst ikke vil have afsløret noget, bør du nok ikke læse videre. (Og således forsvandt min kæmpestore læserskare…)

Jeg begyndte på første bog i Lev Grossmans magikertriologi med et håb om at finde noget ekstraordinært. ”Det er ligesom Harry Potter, bare ikke så børnevenligt”, sagde folk. Det lovede jo glimrende. Jeg bestilte en billig udgave af den første bog på Amazon, og jeg glædede mig til at starte med læsningen. Det tog mig dog ufatteligt lang tid (Jeg vil slet ikke fortælle hvor lang tid, det er alt for pinligt) overhovedet at komme 200 sider ind i bogen, og selvom historien var spændende og helt anderledes, end jeg havde forestillet mig, måtte jeg på et tidspunkt opgive igen. Om jeg var skuffet fra starten? Bestemt ikke. Teoretisk set var Grossmans historie right up my alley: en moderne fortælling om ældgammel, kompliceret magi, der ikke kræver tryllestave og spidse hatte, og et persongalleri og et sprog, der bliver ved at overraske og begejstre. Så hvorfor gav jeg op? Jeg er stadig ikke helt sikker. Det kan lige så vel skyldes at lige denne udgave af bogen er sat med en typografi, der gør mig træt i hovedet og får mig til at læse den samme sætning igen og igen, som det faktum, at jeg læste bogen på et tidspunkt hvor jeg var stresset og ikke havde meget tid tilovers til en bog på over 300 sider.
Nå. Noget var der i hvert fald galt, og det irriterede mig, da jeg så gerne ville elske historien. Men så var det at HBO fik den fede idé at lave The Magicians som tv-serie. Og så var det at jeg slugte hele første sæson på ganske kort tid. Og så var det at jeg faldt pladask for hele menageriet. Og nu skal jeg prøve at forklare jer hvorfor.
I store træk er historien i tv-serien den samme som i bogen: Quentin Coldwater er en ung mand i 20’erne, der er besat af de gamle børnebøger om Fillory, et magisk land meget lig Narnia. Quentin tilbringer en del tid med korttricks, hvilket han er absolut habil til. En dag opdager han og hans bedste veninde, Julia, at magi rent faktisk findes, da de begge bliver indkaldt til optagelsesprøve på Brakebills, et slags college for magikere. Quentin bliver optaget, Julia gør ikke, og Quentins nye liv som kommende magiker begynder. Han oplever alle de ting, man ellers vil gøre på ethvert college: drukture, eksamener, kedelige forelæsninger, nye venner og at antage ræveskikkelse og derefter have sex med sin veninde Alice (helt almindelige college-ting, right?). Quentin opdager også, at livet som magiker langtfra altid er noget, man bør efterstræbe; det er hårdt, opslidende arbejde og det har mildest talt mørke sider. Disse mørke sider får han og hans venner især at føle da en af skolens professorer bliver myrdet og skolens dekan får revet øjnene ud af et mørkt, skræmmende væsen kaldet The Beast, med en sværm af natsværmere som ansigt, der træder ind midt i undervisningen – et væsen, der tilsyneladende er tilkaldt af Quentin og Alice ved en fejl, da de prøvede at hidkalde Alices afdøde bror, Charlie. Ups.
Herfra bliver historien kun mere og mere spændende, og mere og mere indviklet. Quentin og hans venner må kæmpe ligeså vel indbyrdes som med udefrakommende for at finde svar på flere spørgsmål: Hvem er The Beast? Kan han besejres? Og findes Fillory i virkeligheden?
I modsætning til bøgerne buldrer Tv-serien The Magicians afsted i et hæsblæsende tempo, og der er nok at holde styr på (ikke Game of Thrones-nok, men alligevel). Historiens forløb følger i øvrigt langtfra bogens. Måske er det netop derfor, jeg holder så meget af serien, men ikke af bogen. Det kan selvfølgelig også skyldes den visuelle side, og de fabelagtige effekter (it’s so pretty!), men i særdeleshed også skuespillerne og den vittige, skarpe dialog og humor (yndlingsscene: Quentin der midt i en terapisession synger Taylor Swift og får hele holdet til at danse omkring), som er så langt fra Harry Potter som man kan komme. Karakterne er sjovt nok helt anderledes end jeg læste dem, men de fungerer fabelagtigt. Jason Ralph spiller den lidt kiksede Quentin, Olivia Taylor Dudley spiller stille, kloge Alice (som jeg havde forestillet mig havde sort hår og var lidt goth. Why?!), Hale Appleman portrætterer den altid sarkastiske, feminine Eliot og Arjun Gupta spiller min absolutte yndlings, den synske Penny.
Alt i alt har første sæson af The Magicians taget mig med storm, og jeg glæder mig helt vild til sæson 2. Serien får 5 af 5 stjerner, og jeg vil anbefale den stærkt til alle, der er til dyster fantasy.
Så hvad ville jeg sige med denne alt for lange, alt for usammenhængende rant? Det kan lyde så belærende, men altså: husk lige, at nogle gange er bogen bag en film eller serie ikke altid det eneste rigtige medie. ”Jamen den er helt anderledes end bogen!” er en lad undskyldning for ikke at give film- og seriemediet en chance for at bringe karakterer til live og fortælle en historie fra et andet perspektiv end det man læser i en bog. Så hop ned fra din høje hest og hold op med at hate på os, der nogle gange hellere vil se levende billeder.
Kærlig hilsen hende, der overordnet set synes at Harry Potter-filmene er bedre end bøgerne…

Boganmeldelse: Dronningen af Tearling

Dronningen af  Tearling (The Queen of the Tearling)

Forfatter: Erika Johansen
Forlag: People’s Press
Sideantal: 456
Originalsprog: Engelsk (læst på dansk)

dronning

Det var et tilfælde. Det var slet ikke meningen, og overhovedet ikke med vilje. Jeg skulle bare købe batterier til min læselampe, ikke. Jeg skulle slet ikke købe en bog. Den stod bare dér og fristede med sin små-dystre forside og sine nydelige, gyldne bogstaver. En yndig sirene i bog-form. ”Det skal være løgn”, tænkte jeg. ”Jeg er ikke så nem at lokke!” Men lo and behold, da jeg kom hjem havde jeg en pose fra Bog&Idé i hånden, og lur mig om ikke bogen lå deri, sammen med en kvittering fra butikken. ”Jeg sværger, den hoppede selv derned!” Ingen troede på mig. De kunne både se og mærke tiltrækningen mellem mig og det lille, forbandede vidunder. Jeg må have haft blackout den dag, det hele er en tåge og jeg ved stadig ikke helt, hvordan noget som helst gik til.
Nå. Men når nu den var kommet med hjem, kunne jeg lige så godt få den læst. Der gik en rum tid før jeg endelig fandt tid skråstreg overskud til at åbne op for Erika Johansens fantasy, der på bagsiden beskrives som ”The Hunger Game of Thrones”. Det lovede godt, det gjorde det da. Men at jeg skulle sætte mig ned i haven og læse de første 100 sider på én gang, uden pauser, det så jeg altså ikke komme. Jeg græd næsten glædestårer, for her var den jo: den fantasyfortælling, jeg havde ventet så længe på.
Historien er på sin vis klassisk, og så alligevel ikke: Kelsea Glynn er prinsesse, gemt væk i en beskeden hytte i en stor skov, langt fra omverdenen. Hun opdrages af den kloge og strenge, men retfærdige Carlin og den godhjertede Barty, som begge vier deres liv til at gøre Kelsea klar til den dag hun som 19-årig vil blive hentet af Borgens livvagter for at indtage sin retmæssige plads som dronning af Tearling.
Allerede fra det øjeblik hun forlader hytten sammen med livvagterne, er hendes liv i fare: Rigsforstanderen af Tearling, Kelseas onkel, opgiver ikke sin trone frivilligt og på Kelseas færd mod Borgen udsættes hun for flere mordforsøg  (han er med andre ord en rigtig hyggeonkel).
Dette er bare begyndelsen på en række action- og spændingsfyldte hændelser, der alle fik mig til at sidde på kanten af stolen og tænke ”Nej nej nej, hvordan skal det dog ikke ende?!” For Dronningen af Tearling er nogle gange så blodig, mørk og voldsom at det er deprimerende. Det er ikke altid børnevenligt.
Erika Johansens roman er dog også sjov og hjertevarm, og nærmest alle karakterne bidrager med noget skævt og overraskende. Kelsea er i sig selv en fantastisk karakter af den slags, jeg gerne så flere af: stærk og modig, sårbar, kærlig og langt mere moden, end jeg nogensinde bliver. Hun er blevet forberedt på sin rolle som retfærdig og autoritær monark hele livet og ønsker det bedste for folket, og hun er fuldt ud klar over at dette kræver kompromiser og ofre. Hun hjælpes godt på vej af sine livvagter, der vil gå i døden for hende. Især er hendes nærmeste livvagt Lazarus (eller Morgenstjerne, som han kaldes pga. sit foretrukne våben, yikes…) en skøn og kompleks karakter der, på trods af sit pokerfjæs og brutale ydre, giver mig lyst til at give ham et kram i tide og utide. Han fortjener det, det gør han altså!
Jo mere jeg tænker over det, jo mere forblændet og begejstret er jeg over Dronningen af Tearling. Det er fantasy med et futuristisk twist; man tror at det foregår i et magisk middelalder-univers, og bum, så snakkes der pludselig om at bøger efterhånden kun læses elektronisk. Historien er fængslende, smuk og jeg ærgrer mig over at jeg begyndte at læse på et tidspunkt, hvor jeg måtte lade den ligge i flere dage i træk. Jeg glæder mig helt afsindigt til efterfølgeren, og til filmatiseringen med Emma Watson i hovedrollen (vi kan så diskutere op og ned ad stolper, om det er det optimale cast, men lad det nu ligge). Det er uden tvivl en af de bedste bøger, jeg har læst i meget lang tid, og den fortjener intet mindre end 5 ud af 5 stjerner. Jeg prøvede at finde en finger at sætte på den, men jeg kunne ikke undvære nogle af mine fingre. Det er perfekt fantasy. Simpelthen.
Hvis du ikke har købt eller lånt et eksemplar af fantasyfænomenet, så klask din hånd for panden (få evt. en ven til at gøre det, hvis du ikke går ind for selvforskyldt smerte) og spørg dig selv, hvad fanden du venter på. Kan du komme med et kvalificeret bud? Nej, det tænkte jeg sgu nok. Afsted!

– Sille

Late Night Book Chat med Louise & Sille, #3

Er der regler for, hvornår man er en god bogblogger? Må man gerne indrømme at man måske ikke er helt så bibliofil som de andre bogbloggere? Vi stillede alle de store, vigtige spørgsmål i vores seneste book chat.


Sille
: Jeg vil gerne starte med at fortælle om baggrunden for min idé til denne book chat. Jeg læser lige for tiden The Magicians, og det har jeg gjort ret længe. Lidt for længe, synes jeg. Jeg har flere gange spurgt mig selv, hvad det skyldes, for jeg synes ikke at jeg læser langsommere end andre. Der kan være flere grunde til at det går lidt sløvt med lige denne bog:
1) Historien er lidt speciel og ret længe om at komme i gang for alvor – faktisk nåede jeg mindst til side 200 før jeg blev rigtigt fanget.
2) Jeg blev overvældet af længden på bogen, og fik det sådan lidt “Fuck, den bliver jo aldrig færdig!” Det er nok ikke tilfældet, for 400 sider burde ikke være specielt langt.
3) Skriftstørrelsen fucker med mine gamle øjne, så hvis jeg lige glemmer at iføre mig mine læsebriller, bliver jeg lynhurtigt træt i hovedet og bogstaverne fjoller omkring på siden. Det resulterer i at jeg læser den samme sætning igen og igen.
Det jeg prøver at sige med dette er, at jeg har fået mega dårlig samvittighed og er begyndt at tvivle på mine evner (eller hvad man skal kalde det) som læser. Og så er det jeg tænker: har du nogensinde den samme oplevelse af, at resten af verden kværner den ene bog efter den anden i et tempo, du slet ikke kan leve op til?
Louise: Det oplever jeg så tit! Jeg læser ikke ret hurtigt. Jeg er typen der læser hvert ord, hvert punktum, hvor min farmor og far fx mere er typerne der skimmer teksterne, så de læser jo SÅ hurtigt! Og når man så ser at andre bogbloggere læser op i mod 100 bøger på et år, og man selv snoller rundt på de der 25, så kommer den der “hvad har jeg gang i, er jeg overhovedet god nok, interessant nok, læsende nok til at have en bogblog?!”
SilleI know, right? Det virker så åndet, men ligesom med så meget andet tror jeg bare at nogle af os har en tendens til konstant at spejle os i det, de andre gør. Så hvis man har en bogblog (som man har været elendig til at vedligeholde – igen, det er jeg altså ked af!) kommer man naturligvis til at tænke “Hvad gør alle de andre?” Jeg føler mig så bøvet og barnlig ved at indrømme det, men holy crap, de andre bogbloggere giver mig læse-relaterede selvværdsproblemer.
Jeg synes også konstant at jeg ser bogbloggere der snakker om et eller andet med at de er åh, så afhængige af den og den type af et eller andet der relaterer sig til bøger. Og de fleste af dem er sådan, “Åh gud, SO relatable!” And I’m over here like, “Gu’ er det røv.”
Og det er ikke fordi jeg tror at nogen overhovedet nogensinde kunne finde på at dømme os for at læse lidt langsommere end andre (Jeg håber i hvert fald, at de har bedre ting at tage sig til), men alligevel.
Louise: Det har du helt ret i. Man vil så gerne at den her bogblog lykkes, at man lidt føler man famler rundt i blinde, og så er der de dér bogblogs man følger og ser op til, og de virker bare til at de har styr på det hele, ikke? Og ja, så får jeg altså også læse-relaterede selvværdsproblemer. Den er du slet ikke alene med! (og det er altså helt okay, det er pænt svært at blogge når man ikke har noget at gøre det på/fra, ikke, Frk. Indbrud?)
Ja, mange af de der bookish problems kan jeg heller ikke relatere til, og så kommer hele den dér læse-relaterede selvværdsproblemer op igen og bum.
Nej det håber jeg heller ikke, men altså, vi vil jo bare gerne være lige så seje som alle de andre, og det er der vel ikke noget galt i, vel?
Sille: Exactly. Jeg har også lidt tænkt om jeg overhovedet er en bogblog værdig, mest fordi jeg ikke læser så meget som jeg egentligt gerne ville, og måske ikke får prioriteret det nok. Eller, “nok”. Som om der er regler for den slags (Er der det? For så skal vi altså have en kopi af dem!) Igen, det er så åndssvagt at gå op i det og at whine over, at alle de andre gør det meget bedre. Men det at have en blog er jo i reglen også en underlig størrelse som jeg nok bare ikke helt har grejet endnu.
Jeg oplever også tit at bogbloggere skriver sådan noget som “Jamen altså, jeg læser jo bare de ting, jeg selv har lyst til at læse, og skriver om de ting, der interesserer mig!” Og jeg tænker tit, hvor meget af det der egentligt passer. Altså, jeg siger ikke at folk lyver eller noget, men mange blogs bliver bare meget ens. Kan du følge mig?
Og jeg skal selvfølgelig nødigt snakke, og hvad ved jeg også om det, og så videre. Men det pisser mig lidt af at vi alle sidder dér og glor på deres “unikke” blogger-tilværelser og ikke kan relatere til en skid.
Louise: DET ER DU! Du skriver fantastisk, punktum! Hvis der findes regler, efterspørger vi dem her med blandt læsere og eksperter!
Jeg har det på samme måde, lidt som at sige at de andre gerne lige må skrue lidt ned for talenterne for at vi almindelige dødelige kan følge med, men jeg håber folk ser det mere som en ros til dem, end at vi brokker os 😀
Måske er bogverdenen bare så lille, at alle os der er i den minder uhyggeligt meget om hinanden? Det tror jeg lidt.
Sille: Selvfølgelig har det en del at gøre med, at verden ikke er så stor som man tror. Det er vel også meget naturligt at bloggerne bruger hinanden til netop at være fælles om en masse ting; at anbefale hinanden bøger, for eksempel. Jeg bruger jo også anmeldelser på Instagram osv. langt mere, end jeg bruger anmeldelser fra “rigtige” anmeldere. Det er bare lidt pudsigt at jeg kun følger 1-2 bogbloggere (og det endda meget sporadisk), og stadig ikke føler at jeg går glip af noget.
Louise: Så må jeg altså lige sige, at det gør du virkelig! Nøj!  Jeg tjekker min Bloglovin’-feed flere gange dagligt for at se om der er kommet nye anmeldelser eller andre indlæg.
Men nej, efter jeg opdagede konceptet bogblogs gider jeg heller ikke læse anmeldelser i aviser osv. Jeg synes personligt at jeg får meget mere ud af dem i bogblogs, måske fordi man lidt kender bloggerne bag.
Sille: Gør jeg? Hmm, jeg er ikke så sikker. Måske har det også lidt at gøre med, at jeg ikke kan forestille mig at bruge så meget tid på rent faktisk at læse blogs. Jeg følger ingen som sådan, klikker bare engang imellem ind på dem, jeg lige kan huske navnene på.
Louise: Jeg synes heldigvis ikke at det tager så lang tid at læse de indlæg at folk laver, jeg synes folk er virkelig god til at koge det ned, så man godt orker at læse det hele
Sille: Det er nok mere selve konceptet, jeg stadig er lidt imod. Eller, jeg er ikke imod det. Det kan være rigtig fint som underholdning, og generelt går jeg jo ind for at alle er frie til at gøre lige præcis, hvad de har lyst til. Jeg kan bare ikke vænne mig til, at man f.eks. kan leve af at være blogger. Og det sætter igen nogle tanker igang: Hvorfor blogger jeg, hvorfor skriver jeg overhovedet om bøger når nu jeg åbenbart ikke læser specielt meget, hvorfor kan jeg så ikke lige så godt skrive om min Xbox? Jeg tænker nok også lidt for meget over, om det overhovedet er nødvendigt at jeg skriver noget som helst. Men så er vi tilbage til den gode, gamle diskussion om, hvornår noget er nødvendigt (for hvem?) og om jeg skal lade være med at gøre noget, fordi jeg ikke lige føler at det har relevans for andre. Kan du mærke at vi bevæger os ud i noget meget dybt her? Haha!
Louise: Jeg sidder faktsik lige og tænker: Wow, så dybt har jeg ikke tænkt over det, OVERHOVEDET! Jeg gør det fordi jeg synes det er sjovt og hyggeligt og fordi jeg har lyst, og fordi det aktiverer min hjerne til at tænker over noget dybere end om der er malt eller ristet malt i det brød kunden spørger ind til.
Sille: Haha! Jeg ved også godt at det er at overfortolke. Jeg tænkte heller ikke så meget over det at “være blogger” før vi startede bogbloggen. Skal vi bare konkludere, at vi ikke kan komme frem til at konklusion, og at jeg måske ikke skal drikke hvidvin inden jeg begynder at diskutere eksistensberettigelse i blogland?

Månedlig recap: Maj 2016

“Kom Maj, du søde, milde”. Og det gjorde den. Og væk var den igen. Det har været et lyn af en måned, og vi aner ikke, hvor den blev af. Vi bringer her et recap af de bøger, vi har læst i denne måned, da vi ikke formåede at skrive anmeldelser af dem alle. Vi håber at juni medbringer flere timer i døgnet.

Sille har i denne måned læst:

Sit eget værelse (originaltitel: A Room of One’s Own) af Virginia Woolf
Forlag: Rosinante og Co
Jeg gik og troede, at jeg da sagtens kunne min Virginia Woolf. Det kom jeg så i tanke om at jeg ikke kunne, og det er jeg nærmest lidt pinlig over, nu hvor jeg har læst hvad der må betegnes som et af hovedværkerne indenfor kvindelitteratur (hvis det findes). Denne omarbejdelse af to af Woolfs forelæsninger fra 1928 (!) gik lige i mit stenhårde, feministiske hjerte og fik mig til at tænke på, at vi gudskelov er kommet meget længere i dag, og at vi nu har masser af ligestilling- og løn. Right… right? Læs den, hvis du vil nyde Woolfs skarpe, drømmende sprog, samtidigt med at du bliver slået oveni hovedet med en skidevigtig lektion i betydningen af selvstændighed.
Der bor Hollywoodstjerner på vejen af Maria Gerhardt
Forlag: People’s Press
Ouch. Lige i følelserne. Gerhardt (som også til tider kendes som Djuna Barnes) skriver både skrøbeligt og fint, vildt og voldsomt om sin ungdom, sit livs kærlighed, sin karriere og i særdeleshed den kræftsygdom, der vendte op og ned på hendes tilværelse. Jeg var dybt berørt af Marias liv, og måtte flere gange tage mig selv i at tænke, “Det er okay, det skal nok gå, det er bare fiktion!”. For det er overhovedet ikke fiktion. Det er virkeligheden når den er allerværst. Og allersmukkest.
More Than This af Patrick Ness
Forlag: Gyldendal
Hvis du var en 17-årig dreng der druknede, og derefter vågnede op i en by, der til forveksling lignede den du voksede op i, hvor forvirret ville du så være, på en skala fra “Whatevs” til “WTF”? Tænkte det nok. Da Seth vågner op efter at have fået knust kraniet på en klippe i havet, er han også lidt rundt på gulvet. Han er sikker på at han er død og havnet i helvede. Men hvorfor føles alting så så mærkeligt levende? Og hvorfor er hans barndomsby blevet raseret? Og hvorfor er han helt alene? `Jeg havde det ret stramt med at lægge denne bog fra mig igen, og selvom historien undervejs tager adskillige gakkede drejninger, og præsenterer os for flere moraler (som jeg ikke kan afsløre noget om, fordi spoiler), var jeg fuldstændig solgt. Jeg vil ha’ mere fra Ness. (Hvis du også vil, kan jeg anbefale at starte med A Monster Calls.)

Louise har i denne måned læst:

To brødre af Ben Elton
Forlag: Turbulenz
Jeg har skrevet en anmeldelse du finder lige her : To brødre.
Men helt kort: En bog jeg bestemt ikke ville være foruden, dog lige en tredjedel for lang.
Sproget  var let læseligt, og handlingen flød rigtig godt, der var bare for meget løst fyld, og lidt for mange plot twists.
3/5 stjerner.
Høfeber af Leif Panduro
Forlag: Gyldendal
Høfeber var en sjov lille størrelse, jeg ikke helt kunne finde ud af.
Jeg nød at læse den som fyld efter den lidt tunge “To brødre”, men mere var der heller ikke i den. Personerne er sjove og godt skrevet, bogen er fyldt med den absurde og skarpe iagttagelsesevne Panduro var så god til, og man føler med Dommeren.
3/5 stjerner.
Omking en dreng af Nick Hornby
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Jeg har skrevet en anmeldelse du finder lige her: Omkring en dreng .
Men helt kort: Det her var min første bog af Nick Hornby, men bestemt ikke den sidste. Jeg  faldt pladask for historien, personerne og skrivestilen, varmen og Nick Hornbys evne til at gøre tunge og alvorlige emner tilgængelige og let læselige.
5/5 stjerner.
Broen over floden Kwaï af Pierre Boulle
Forlag: Høst og Søn
Den her bog fangede mig faktisk ikke rigtigt, men jeg havde ikke andet at læse, og så gør det mig ikke noget at jeg kan sige, at jeg er typen der har læst den.
Den er skrevet med en franskmands foragt for det britiske folk, men også med en kærlighed til det samme folk. Personerne er karikerede og overdrevne for at få absurditeten i hele situationen frem, og dumheden i for meget stolthed og dens konsekvenser ud i lyset.
Jeg er overbevist om at filmen må være meget bedre, og har også planer om at den skal ses.
2/5 stjerner

Late night book chat med Louise og Sille, #2

Vi kom endnu engang til at gå sent i seng fordi vi absolut lige skulle tale om fiktive forbilleder og forelskelser, kick-ass kvinder og Louises farmor.

Sille: Jeg vil gerne starte med at spørge dig hvilke litterære figurer, der har fanget dig for nyligt? Og hvorfor?
Louise: Den sidste der virkelig fangede mig var Pan Yuliang (Maleren fra Shanghai). Hun er en af de der “på trods” personer. Hun er bare en virkelig stærk og inspirerende kvinde. Og bogen var så velskrevet, at du virkelig følte at hun kom helt ind under huden på dig. Hvad med dig?
SilleJeg er faldet over flere interessante personer på det seneste. Jeg var ret vild med Marya Morevna i Deathless, fordi hun var så atypisk, kompleks og sej. Jeg er lige nu igang med Shadow and Bone, og hovedpersonen deri ligner faktisk Marya lidt; rå og sårbar på samme tid, og ikke den typiske, kedelige eventyrprinsesse.
Hvad plejer generelt at fange dig, når du bliver betaget af en litterær person?
Louise: Jeg har også indtrykket af at du er ret stor fan af de kick-ass kvindelige hovedepersoner, der bare skider på hvad man normalt gør og siger.
Jeg skal nok kunne se lidt af mig selv i dem. Og jeg skal fanges af deres væsen. Stoner havde jeg det svært med fx. Og det havde jeg nok fordi han lå så langt fra mig, og fra alt hvad jeg kender. Jeg kunne slet ikke mærke ham, relatere til ham, eller se tingene gennem ham. Der følte jeg mig endnu mere som en tilskuer end jeg plejer.
Jeg er så heller ikke typen der bliver forelsket i en boglig karakter. Eller, det har jeg aldrig oplevet, måske har jeg bare ikke mødt den rette?
SilleUden tvivl. Jeg vil også gerne kunne spejle mig i personen, men jeg er nok lidt for fascineret af de typer, jeg gerne selv vil være. Forbilleder, om man vil. Og jeg kender snildt det dér med ikke at komme ind i hovedet på vedkommende. Det bliver tit lidt overfladisk.
Har du virkelig aldrig haft et crush på en person i en bog eller tegneserie eller noget? Det er lidt vildt. Jeg er sikker på at det også sker for dig en dag.
Jeg har crushet på ret mange, tror jeg. Som nævnt tidligere, så var jeg lidt lun på (Liv og) Alexander, og jeg har kastet mange blikke efter Mr. Darcy fra Pride and Prejudice – hvilket han heldigvis aldrig opdagede fordi, du ved, han er fiktiv. Som barn var jeg i øvrigt helt overbevist om, at Bruce Wayne (som i Batman) skulle være min kæreste. Bum bum…
Apropos rollemodeller, kan du så huske at have haft litterære eller på anden vis fiktive rollemodeller som barn?
Louise: Nej jeg har aldrig crushet på nogle i bogform. Film, serie, musik osv., jo. Bøger, nej.
Jeg føler mig også meget uden for pga af det. Sådan lidt, JEG VIL OGSÅ VÆRE DYBT FORELSKET I DARCY ELLER POTTER! Aldrig rigtig nej, måske ligger det bare ikke til mig?
Sille: Det er spøjst. Måske har du manglet et billede af personen, som du ikke har fået i bogen? Sådan tror jeg der er mange, der har det. Jeg tolker det sådan, at der endnu ikke er nogen forfatter, der har skrevet en karakter der er god nok til dig.
Hmm, det er interessant, for jeg havde virkeligt mange idoler da jeg var yngre. Og de var næsten altid mænd. Jeg var aldrig fascineret af Disney-prinsesserne, men jeg ønskede brændende at være Robin Hood, Peter Pan og Aladdin. Det med at have kvindelige rollemodeller, det kom først da jeg blev ældre. Nu støder jeg så til gengæld på kvindelige forbilleder alle steder.
Louise: God nok til mig? Det lyder som om jeg er en meget fin prinsesse eller dronning!
Jeg kan huske at jeg syntes i mine teenageår, at Blink 182 var vildt seje, og at jeg var ret forelsket i Tom, men forbilleder har jeg aldrig rigtigt tænkt så meget over. Jo, min farmor har jeg jo altid set ret meget op til, synes hun er virkelig fantastisk og cool, men ja.
Nu er de mandlige Disney karakterer også bare ret meget mere badass i de gamle film (dem fra vores barndom). Dengang var prinsesserne altså lidt fimsede.
Sille: Du er dronningen af Kerteminde i min optik.
Lol, jeg var aldrig til Blink, men jeg kan da godt se tiltrækningen. I guess…
Din farmor er også mega cool, så det er forståeligt.
Jah, og det med at de er mere badass, det er jeg lidt begyndt at have et issue med. Altså, hvorfor fanden havde jeg ikke nogen kvinder at spejle mig i da jeg var barn? Det er sgu noget sjusk. Jeg mener, mændene i fiktionens verden gennemgik alle de fede, eksistentielle udviklinger. Og af samme årsag ville jeg gerne være astronaut eller cowboy; jeg var vild med tanken om at svæve i det ydre rums stilhed eller at være den ensomme rytter på prærien. Kvinderne fik en makeover og en prins, og det kunne jeg jo ikke bruge til en fløjtende fis.
En undtagelse var Belle fra Skønheden og Udyret. Hun læste bøger, og længtes efter vilde eventyr. Hun var sej!
LouiseWauw, sikke en titel! Og så helt uden at have været borgmester eller noget! Du må være den kongelige dronning af Vipperød så!
TAK! Det vil jeg huske og sige videre til hende. Det er faktisk lidt noget rod, men Belle var/er fantastisk, og bøger, så mange bøger! Men det kan jeg godt sætte mig ind i, jeg kunne da også godt tænke mig at være den der totalt seje, der lige komme ind fra sidelinjen, helt Macgyver-agtigt og råber ”RÆK MIG EN ELASTIK! Giv mig din plastikgaffel og sidste måneds udgave af Hjemmet! Så rolig, gutter! Nu er rumskibet fikset, og vi kan af en eller anden uforklarlig årsag også flyve under vandet nu!”
Men igen, det er mest mænd der bliver skrevet/spillet på den måde, det er så sjældent man ser kvinder i de roller (jeg kan faktisk slet ikke komme på en eneste), måske er det derfor jeg aldrig rigtig har haft rollemodeler ud over superfarmor.
Sille: Præcis! Det er sjældent jeg ser den slags kvinder i litteraturen. Men når jeg gør, så holder jeg til gengæld også godt fast. Som sagt har jeg fundet en del på det seneste, hvilket trods alt gør mig lidt mere håbefuld for fremtiden. Der er selvfølgelig stadig problemer at spore rundt omkring, men jeg tror også at jeg nogle gange er lidt for kritisk. Måske skal man bare nøjes med at fokusere på de ting, der fungerer.
Lol, jeg kommer lige i tanke om at Lara Croft måske var mit førse rigtige, kvindelige forbillede – hvis altså vi snakker fiktion generelt, og ikke kun litteratur. Og i øvrigt også et kæmpe crush, men det kan man vel næppe betænke mig i.
Louise: Jeg kom lige til at tænke, og Isabel Allende er faktisk også god til at skrive den slags kvindelige personer, ikke helt så badass som i dine bøger, men de har noget af den der trods og ”jeg går mine egne veje” som du godt kan lide. Dog ved jeg ikke om du vil kunne lide hendes bøger. Lara Croft er jo også bare lige lidt mere kvinde end resten af kvindeligheden. Åh, hvilket lille lamselår! Jernlady Lamselår!
Sille: Ah ja, Allende har jeg faktisk fået anbefalet adskillige gange. Det skulle jeg måske begynde at tage lidt alvorligt.
Præcis. Jeg bryder mig ikke om betegnelsen “rigtig kvinde” fordi det fordrer, at der også findes forkerte kvinder. Men jeg fristes til at kalde Lara for en rigtig kvinde. Og så er hun klog, sej og eventyrlysten. Indbegrebet af badass. Hende får jeg nok aldrig nok af.
Louise: Du skal næsten begynde med Ånderens Hus så, og hvis du kan lide den, er der 2 andre der ligesom lidt hænger sammen med den, hvor Allende går tilbage og skrive baggrundshistorien til nogle af de vigtige/fremtrædende personer fra Åndernes hus. Hvis du vil, kan jeg lige smutte i genbrugen og købe det eksemplar de har til dig, så det i fredags.
Men kan godt se hvad du mener med rigtige og forkerte kvinde. Jeg kan også huske at vi snakkede om hvor vilde vi begge var med hende i Tomb Raider-spillet, hvor der er på den der ø (kan ikke huske hvad det hedder) Men hun er også bare en rigtig gennemført figur, synes jeg.
Sille: Av, det ville være super fedt, tak!
Ja, det var nok det spil der kom her for et par år siden. Hun er nemlig en sej og selvstændig karakter. Med ben i næsen, som man siger!
Louise: Så gør jeg det!
Og ja, det er hun virkelig. Hun har stadig sin kvindelighed og den påvirker spillets udvikling osv, men hun er sej! Sådan en bogkarakter har jeg ikke mødt længe.
SilleNej, det har jeg heller ikke. Jeg håber at fremtiden bringer flere af den slags karakterer! Vi mangler dem.
Louise: Også mig, så lad os krydse fingre for flere jernhårde lamselår i litteraturen.