Books on film #1 – The Magicians

The Magicians, sæson 1
HBO Nordic
TV-serie baseret på trilogien af samme navn, skrevet af Lev Grossman

Spoiler alert: Hvis du ikke kender noget til Lev Grossmans trilogi, og helst ikke vil have afsløret noget, bør du nok ikke læse videre. (Og således forsvandt min kæmpestore læserskare…)

Jeg begyndte på første bog i Lev Grossmans magikertriologi med et håb om at finde noget ekstraordinært. ”Det er ligesom Harry Potter, bare ikke så børnevenligt”, sagde folk. Det lovede jo glimrende. Jeg bestilte en billig udgave af den første bog på Amazon, og jeg glædede mig til at starte med læsningen. Det tog mig dog ufatteligt lang tid (Jeg vil slet ikke fortælle hvor lang tid, det er alt for pinligt) overhovedet at komme 200 sider ind i bogen, og selvom historien var spændende og helt anderledes, end jeg havde forestillet mig, måtte jeg på et tidspunkt opgive igen. Om jeg var skuffet fra starten? Bestemt ikke. Teoretisk set var Grossmans historie right up my alley: en moderne fortælling om ældgammel, kompliceret magi, der ikke kræver tryllestave og spidse hatte, og et persongalleri og et sprog, der bliver ved at overraske og begejstre. Så hvorfor gav jeg op? Jeg er stadig ikke helt sikker. Det kan lige så vel skyldes at lige denne udgave af bogen er sat med en typografi, der gør mig træt i hovedet og får mig til at læse den samme sætning igen og igen, som det faktum, at jeg læste bogen på et tidspunkt hvor jeg var stresset og ikke havde meget tid tilovers til en bog på over 300 sider.
Nå. Noget var der i hvert fald galt, og det irriterede mig, da jeg så gerne ville elske historien. Men så var det at HBO fik den fede idé at lave The Magicians som tv-serie. Og så var det at jeg slugte hele første sæson på ganske kort tid. Og så var det at jeg faldt pladask for hele menageriet. Og nu skal jeg prøve at forklare jer hvorfor.
I store træk er historien i tv-serien den samme som i bogen: Quentin Coldwater er en ung mand i 20’erne, der er besat af de gamle børnebøger om Fillory, et magisk land meget lig Narnia. Quentin tilbringer en del tid med korttricks, hvilket han er absolut habil til. En dag opdager han og hans bedste veninde, Julia, at magi rent faktisk findes, da de begge bliver indkaldt til optagelsesprøve på Brakebills, et slags college for magikere. Quentin bliver optaget, Julia gør ikke, og Quentins nye liv som kommende magiker begynder. Han oplever alle de ting, man ellers vil gøre på ethvert college: drukture, eksamener, kedelige forelæsninger, nye venner og at antage ræveskikkelse og derefter have sex med sin veninde Alice (helt almindelige college-ting, right?). Quentin opdager også, at livet som magiker langtfra altid er noget, man bør efterstræbe; det er hårdt, opslidende arbejde og det har mildest talt mørke sider. Disse mørke sider får han og hans venner især at føle da en af skolens professorer bliver myrdet og skolens dekan får revet øjnene ud af et mørkt, skræmmende væsen kaldet The Beast, med en sværm af natsværmere som ansigt, der træder ind midt i undervisningen – et væsen, der tilsyneladende er tilkaldt af Quentin og Alice ved en fejl, da de prøvede at hidkalde Alices afdøde bror, Charlie. Ups.
Herfra bliver historien kun mere og mere spændende, og mere og mere indviklet. Quentin og hans venner må kæmpe ligeså vel indbyrdes som med udefrakommende for at finde svar på flere spørgsmål: Hvem er The Beast? Kan han besejres? Og findes Fillory i virkeligheden?
I modsætning til bøgerne buldrer Tv-serien The Magicians afsted i et hæsblæsende tempo, og der er nok at holde styr på (ikke Game of Thrones-nok, men alligevel). Historiens forløb følger i øvrigt langtfra bogens. Måske er det netop derfor, jeg holder så meget af serien, men ikke af bogen. Det kan selvfølgelig også skyldes den visuelle side, og de fabelagtige effekter (it’s so pretty!), men i særdeleshed også skuespillerne og den vittige, skarpe dialog og humor (yndlingsscene: Quentin der midt i en terapisession synger Taylor Swift og får hele holdet til at danse omkring), som er så langt fra Harry Potter som man kan komme. Karakterne er sjovt nok helt anderledes end jeg læste dem, men de fungerer fabelagtigt. Jason Ralph spiller den lidt kiksede Quentin, Olivia Taylor Dudley spiller stille, kloge Alice (som jeg havde forestillet mig havde sort hår og var lidt goth. Why?!), Hale Appleman portrætterer den altid sarkastiske, feminine Eliot og Arjun Gupta spiller min absolutte yndlings, den synske Penny.
Alt i alt har første sæson af The Magicians taget mig med storm, og jeg glæder mig helt vild til sæson 2. Serien får 5 af 5 stjerner, og jeg vil anbefale den stærkt til alle, der er til dyster fantasy.
Så hvad ville jeg sige med denne alt for lange, alt for usammenhængende rant? Det kan lyde så belærende, men altså: husk lige, at nogle gange er bogen bag en film eller serie ikke altid det eneste rigtige medie. ”Jamen den er helt anderledes end bogen!” er en lad undskyldning for ikke at give film- og seriemediet en chance for at bringe karakterer til live og fortælle en historie fra et andet perspektiv end det man læser i en bog. Så hop ned fra din høje hest og hold op med at hate på os, der nogle gange hellere vil se levende billeder.
Kærlig hilsen hende, der overordnet set synes at Harry Potter-filmene er bedre end bøgerne…
Reklamer

2 thoughts on “Books on film #1 – The Magicians

  1. Jeg er også lige blevet færdig med serien og man, den tog mig med storm. Virkelig god! I forhold til bogen (den første), får man dog langt mere at vide i forhold til Fillory og tidsløjfen…
    Dejlig indlæg! 😀

    Like

    1. Yay, godt at det ikke bare er mig! Der er selvfølgelig altid lidt mere detaljerigdom i bøgerne, men jeg synes virkelig at serien har fanget universet godt. Kom så, sæson 2!

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s